De sad på kajen og så efter ænderne, der snappede efter brødsmadderne, som børnene kastede. Eksamen var overstået, og foran lå to måneders frihed – ingen forelæsninger, ingen kedelige timetal, ingen trættende prøver.
»Hvad har du tænkt dig at lave?« spurgte drengen, uden at tage blikket fra det sølvblanke vand.
»At sove længe, læse, gå ture…« svarede pigen nærmest automatisk, som om det var en velindøvet lektie. »Og hvad med dig? Tager du hjem?« Hun så pludselig bedrøvet og bekymret på ham.
»Næ. Ved du, jeg har altid drømt om havet. Kan du forestille dig det? Jeg har aldrig været der. Mine klassekammerater kom tilbage solbrændte, pralede med muslingeskaller, fortalte om delfiner og vandmænd – og mig? Mine forældre havde aldrig penge til det. Og da min mor døde, var havet det sidste, jeg tænkte på.«
»Vi tog hvert år til Bornholm, da min far boede hos os,« sagde pigen eftertænksomt og stirrede i horisonten, som om hun kunne se fortiden derude. »Har du så fået nogle penge?« Hun vendte tilbage til nuet.
»Nej, men jeg kunne låne.«
»Af hvem? Halvdelen af vores venner er allerede på vej hjem, og den anden halvdel bruger de sidste SU-penge på at feje eksamen. Og hvordan skulle vi nogensinde betale dem tilbage?« Signe så bebrejdende på Svends skarpe profil.
»Vi skal ikke bruge mange, bare så vi ikke sulter, og til billetter. Det er jo varmt dernede. ›Under hver busk var både bord og hus klar,‹« citerede han den kendte fabel. »Man kan leje et sted til ingen penge. Jeg tjener pengene tilbage. Det skal bare lige have tid.«
»Hvordan ved du det? I højsæsonen er der intet billigt at finde. Gør dig ikke til grin. En madras under et træ koster lige så meget som et hotelværelse. Og hvordan endte den fabel, kan du huske det?« spurgte pigen i en belærende tone.
»Åh, hvor er du bare… kedelig. Hvad hvis jeg finder pengene, tager du så med?« Svend vendte sig mod hende og fangede Signes forvirrede blik.
»Tvivlsomt. Min mor slipper mig aldrig af sted,« indrømmede hun ærligt.
Lige da strakte en af ænderne vingerne ud og lettede fra vandet, så de andre spredte sig. Paret blev distraheret af den. Anden fangede flere stykker brød i luften og svømmede tilfreds væk.
»Vent.« Svend tog sin mobil op af baglommen og ringede til et nummer. »Niklas? Ja, bestået… Det er ligemeget, det vigtige er, det er overstået. Hør her, kan du låne mig tre hundrede kroner… Nej? Hvor meget har du? Så lidt?… Nå ja, giv mig det. Er du hjemme i aften? Jeg kommer forbi. Så der har vi pengene. Tager du med?« spurgte han igen, mens han puttede mobilen i lommen.
»Er du seriøs? Alle togbilletter er udsolgt til efteråret,« bemærkede Signe skeptisk.
»Vi kan tage med skift eller blaffe. Sig dog bare, du er bange,« grinede Svend.
»Jeg er ikke bange,« svarede Signe udfordrende. »Det er bare… min mor tillader det ikke.«
»Er du blevet vanvittig? Alene med en dreng? Ned til syden? Ved du, hvilken slags piger der tager afsted sådan? Nej, det kommer ikke på tale,« svarede moren skarpt og rystede på hovedet for at understrege det.
»Mor, jeg er voksen. Tving mig ikke til at stikke af i smug.« Signes stemme skælvede, og tårer truede med at bryde frem.
»Hvad siger du? Stikke af fra din egen mor? Og for hvems skyld?«
»Jeg elsker ham, mor,« hviskede Signe og brugte det sidste, mest upassende argument.
»Skatter, du har hele livet foran dig. Hvorfor skal det haste? Bliv færdig med studiet, gift jer, så kan I tage afsted,« sagde moren træt af de frugtesløse argumenter.
Signe snøftede.
»Jeg kan ikke tale dig fra det, kan jeg? Jeg vil ikke have, vi skal skilles som fjender. Tag afsted, men lov mig, at hvis der bliver problemer eller du får det dårligt, ringer du til mig.«
»Det lover jeg, mor.« Signe løb hen og krammede hende. »Må jeg pakke?« Hun trak sig tilbage og så med stadig fugtige øjne på moren, som om hun tjekkede, om det var en joke. »Vi tager afsted i morgen tidlig.«
»Hvad? Jeg troede, du i det mindste ville introducere os…«
»Han henter mig i morgen, så kan du se ham. Han er en fin fyr,« sagde Signe allerede på vej til sit værelse.
Moren rystede på hovedet og slæbte sig ud i køkkenet, splittet mellem tvivl, frygt for de kommende problemer, der helt sikkert ville vælte ned over hende. Hun bandede også over sin mand, der havde forladt dem og ikke deltog i datterens liv. Havde han været der, ville Signe aldrig have turdet foreslå en tur med en dreng til havet. Men på den anden side kunne hun ikke holde på hende med magt. Mon hun overreagerede? Tallerkenerne klirrede i hendes hænder, som om de delte hendes tvivl.
Tidligt næste morgen lød der en kort ringeklokke. Moren lyttede, om det var indbildning. Signe var i badeværelset. Der lød ikke igen. Alligevel åbnede hun døren og vaklede tilbage af overraskelse. På dørtrinnet stod en flot dreng med en rygsæk.
»Hej. Jeg er Svend,« præsenterede han sig med et hvidt smil.
Moren kunne ikke samle sig. Efter en søvnløs nat fyldt med bekymringer og tvivl tumlede hendes tanker.
»Jeg er straks klar!« Signe kiggede ud fra badeværelset med en tandbørste i hånden.
Moren samlede sig og inviterede drengen indenfor.
»Bare rolig, alt bliver godt, vi passer på os selv,« sagde Svend.
Mens moren kæmpede for at forstå hans ord, kom Signe ud og trak ham i hånden med ind på sit værelse. Et par minutter efter kom de ud igen, og drengen bar hendes rygsæk over skulderen.
»Vi skal afsted. Bare rolig, jeg ringer.« Signe gav moren et hurtigt kys på kinden.
»Hvad med morgenmad?« kom moren til sig selv.
»Hvis det er muligt, kan vi få noget med,« sagde drengen og smilede til hende.
»Ja, lige med det samme.« Moren skyndte sig ud i køkkenet og kom tilbage med en pose madpakker og æbler.
Hun lukkede døren efter dem og tænkte, at hun forstod datteren. Sådan en som hamLivet gik videre, og selvom tiden lægede de fleste sår, blev minderet om dem, de havde været, og de valg, de tog, altid en del af dem.
