Hej, Mette
Rulleskøjter
Videospil
Børn
Alt om Zen
Jobmuligheder
Zen på iOS og Android
Mere
Levende sider
254,2 tusind abonnenter
Abonner
Hej, Mette
31. maj 2024
268,7 tusind
12 min
“Mette, hej. Hvad laver du?” lød stemmen i telefonen.
“Lige kommet hjem fra arbejde. Har du noget vigtigt? Undskyld, jeg er virkelig træt, det har været en sindssyg dag,” svarede Mette.
“Jeg ringer for at minde dig om, at det er min fødselsdag i morgen. Jeg venter dig klokken syv på ‘Den Hvide Svane’. Afslag accepteres ikke. Vi ses.” Lotte lagde på, før Mette kunne nå at sige noget.
“Hvem var det?” Moren havde stået i døren og lyttet.
“Du hørte det jo selv,” sagde Mette. Moren så fornærmet ud. “Lotte inviterede mig til fødselsdag,” tilføjede Mette for at blødgøre tonen.
“Det var synd, du ikke købte den lyseblå kjole, den kunne have været perfekt nu.” Morens stemme var fyldt med bebrejdelse.
“Mor, det gik helt ud af hovedet på mig, jeg har ikke engang købt en gave. Og jeg har egentlig ikke lyst til at gå.”
“Ikke lyst? Lotte er din eneste veninde, og nu vil du såre hende. Så ender du helt alene. Jeg køber en gave til dig, bare rolig. Gå nu ud og få lidt frisk luft, du tænker kun på arbejde. Du er snart tredive, og hverken familie eller børn. For slet ikke at tale om, at du aldrig har haft et seriøst forhold.”
“Hvad har det med noget at gøre? Jeg er kun syvogtyve.”
“Kun? Det er allerede sent. Lotte har masser af bejlere. Måske introducerer hun dig til en.”
“Det føles, som om du bare vil af med mig, så du kan slippe for ansvaret, som bedstemor plejede at sige.” Mette skjulte ikke sin irritation.
“Og hvad er der galt i det? Børnene fra din gamle skoleklasse er snart færdige med gymnasiet…”
“Lotte er for resten heller ikke gift, på trods af alle hendes bejlere,” sagde Mette spidst.
“Hun skal nok blive gift, bare rolig. Men du…”
“Nu begynder det igen.” Mette rullede med øjnene. Moren var ved det gamle, smertefulde emne.
“Lad mig gætte, du er ved at dø, og jeg er ikke ‘anbragt’ endnu?” Mette blev direkte tør.
“Jeg dør ikke lige foreløbig, men tiden går, og jeg vil gerne nå at nyde mine børnebørn.”
“For søren, mor, du er kun treoghalvtreds!”
“Præcis. Snart går jeg på pension, og ingen børnebørn. Så du skal altså til den fødselsdag i morgen. Åh, kødbollerne brænder!” Moren skyndte sig ud i køkkenet.
Næste dag trådte Mette ind på restauranten med en gavepose i hånden. Hun bar den lyseblå kjole, moren insisterede på. Hendes hår var krøllet og løst, også efter morens anbefaling. Hun følte sig akavet og udenfor, som Alice pludselig voksen. Hun var kommet for sent på grund af skænderierne med mor.
Salen var fuld, alle borde optaget. Imellem dem gled unge tjenere lydløst i lange sorte forklæder. Larmen af stemmer ramte Mette som bølger mod stranden.
“Har du reserveret bord, eller venter du på nogen?” En vært i stramt jakkesæt dukkede op ved siden af hende, med et kunstigt gladt ansigt.
“Ja, min venindes fødselsdag…” sagde Mette undskyldende. Hun var sjældent på restaurant og følte sig altid forlegen.
“Kom med.” Manden førte hende til bordet, hvor Lotte sad med to fyre. Elias Vestergaard, bankdirektørens søn, kendte hun, Lotte havde før introduceret dem. Den anden så mere almindelig ud og lidt forvirret. Klart. Lotte havde inviteret ham for Mettes skyld.
Værten trak en stol ud, og Mette satte sig.
“Tak.” Lotte sendte ham sit mest charmerende smil. “Endelig, veninde. Vi har allerede bestilt, håber det er okay. Du ser fantastisk ud.”
Mette ønskede at forsvinde gennem gulvet. Hun undskyldte forsinkelsen, ønskede Lotte tillykke og rakte gaven over bordet. Lotte smilede og satte posen på gulvet uden at kigge i den.
Mette så sig om. Det skarpe lys og kvindernes kjoler fik hendes øjne til at dirre. Elias skænkede champagne.
“Bare en lille smule,” sagde Mette da flasken nærmede sig hendes glas. “Jeg har nattevagt senere.”
“Lille Mette er sygeplejerske,” forklarede Lotte med spillet respekt.
Elias sagde en kort skål, alle klirrede og drak. Mette nippede til den prikkende champagne og satte glasset ned. En tjener kom med fad med tallerkener.
“Mød lige Nikolaj. Han er sømand, kan du forestille dig?” hviskede Lotte og greb kniv og gaffel.
“Handelsflåden?” spurgte Elias.
“På en fiskekutter,” svarede Nikolaj modstræbende.
“God løn?”
“Klager ikke.”
“Svært at være til søs i månedsvis? Ingen alkohol, ingen piger. Jeg forstår ikke, I ikke bliver vanvittige.” Elias fyldte glassene igen.
“Efter vagten er man for træt til piger. Det er hårdt i starten, men man vænner sig.”
Nikolaj spiste med appetit og svarede på spørgsmål. Han så aldrig på Mette, men kiggede igen og igen på Lotte. Hvad kunne man forvente? Hun var smuk, alle fyre faldt for hende. Mette følte sig igen overflødig og fejlplaceret.
Et lille orkester begyndte at spille, og Lotte trak Elias ud på danssegulvet. Snart fulgte flere par efter. Da Lotte og Elias vendte tilbage, sagde Mette, hun måtte gå.
“Nikolaj, følg Mette hjem,” beordrede Lotte som en dronning, der deler nåde ud.
“Nej, det behøves ikke,” protesterede Mette og rejste sig hurtigt.
“Jo, jo,” insisterede Lotte og sendte Nikolaj et skarpt blik.
Mette sagde farvel og skyndte sig mod udgangen.
“Du behøver ikke følge mig, jeg bor lige her,” sagde hun udenfor.
“Jeg følger dig,” sagde Nikolaj stædigt.
“Som du vil.” Mette mumlede for sig selv.
I tavshed nåede de hendes hjem.
“Vi er her.” Mette stoppede. “Farvel.”
“Jeg flyver til Nuuk om to dage. Skal igennem en lægeundersøgelse, snart til søs,” sagde Nikolaj pludselig og kiggede på huset. “Hvilke vinduer er dine?”
“God rejse,” svarede Mette i stedet og gik beslutsomt mod opgangen. DaOg da Nikolaj endelig vendte hjem efter den lange tur til søs, stod Mette og ventede på ham med et lille smil og en kuffert pakket til deres første fælles tur til Bornholm.
