Endnu et problem…
“Julie, kom nu, please,” bad Simone.
“Nej, jeg har ikke lyst. Jeg kender ingen der. Gå alene eller inviter Sofie eller Maria,” svarede Julie. “Eksamen er lige om hjørnet, jeg skal læse.”
“Maria sidder og flår hovedet af bøgerne, Sofie går ikke ud uden sin Jonas, og alene føles det forkert, som om jeg jagter Viktor.”
“Gør du ikke det?” spurgte Julie.
“Julie, please…” Simone foldede hænderne i bøn.
“Okay, men hvis du efterlader mig der alene, så…” advarede Julie og rejste sig fra sofaen.
En af de ældre studerendes forældre var taget til Afrika for at arbejde et år, så lejligheden stod tom. Hver lørdag holdt de fester der. De ældre studerende mødtes, og folk fra andre årgange kom også, selv nyligt dimitterede. De delte erfaringer og kiggede ned på de yngre studerende med deres begrænsede livserfaring.
Simone var faldet ind i kredsen tilfældigt. Hun havde dated en ældre elev, som tog hende med. De gik fra hinanden, men Simone havde fået øje på Viktor. Så nu tryglede hun Julie om at følge med, i håb om at se ham igen. Eksamen nærmede sig, så på skolen ville de ikke kunne mødes.
Julie tog et par jeans og en hvid, vide bluse, som hun delvist stak ind i bukserne. På hendes slanke, høje krop så det stilrent ud. Hun satte eyeliner på, lod håret hænge løst og vendte sig fra spejlet mod Simone, som ventede utålmodigt.
“Hvad venter vi på?” spurgte Julie.
“Hold da op, den eyeliner klæder dig. Du ligner en mystisk østlandsk kvinde.”
“Men hvis Viktor ikke er der, går vi. Det er aftalen,” fastslog Julie.
“Okay,” sagde Simone let.
Døren blev åbnet af en ung kvinde i jeans og en mandebluse, med en cigaret i munden og en manke af ukæmmet, krøllet hår. Hun kneb øjnene sammen af røgen og måtte de to. Uden et ord nikkede hun mod stuen. Indefra lød dæmpet musik og stemmer.
“Tag ikke skoene af, det gør man ikke her,” hviskede Simone, da Julie ville tage sine sko af. Hun opførte sig som en stamgæst, selvom det var tydeligt, at hun var lige så nervøs som Julie. Midt i stuen stod et bord med rester af snacks, halvtomme flasker vodka og billig vin. På sofaen sad en fyr med to piger, to andre diskuterede ved bordet. Et par dansede ved vinduet — eller rettere, trampede lidt på stedet, for pladsen var begrænset. Ingen lagde mærke til de nye ansigter. Hvis nogen kiggede, mistede de hurtigt interessen. Hvad skulle de snakke om med et par førsteårs?
Pigerne satte sig på en ledig sofa langs væggen. Døren ringede, og den samme kvinde i mandeblusen kom ind, fulgt af to fyre. De blev mødt med højrøstet hilsen, alle kom og gav hånd. Selv danserne stoppede for at hilse.
“Der er han!” Simone sprang op og gik hen til dem, begyndte at tale med den ene. Han så ikke glad ud, svarede træt. Den anden stirrede på Julie. Han var ældre end de andre, høj, atletisk, flot, med intelligente grå øjne. Julie sænkede blikket.
“Hej. Keder du dig?” Han satte sig ved siden af hende. Tæt på virkede han endnu ældre. “Jeg har ikke set dig før. Skal vi danse?” Han rakte hånden ud. Hans håndflade var stor, varm og fast.
De dansede langsomt ved vinduet, hvor det andet par lige havde stået. Den lave musik forstyrrede ikke samtalen. Han spurgte, hvilket år hun gik på, hvilken linje, om hun boede hjemme eller på kollegie… Flere dukkede op i lejligheden, og Julie begyndte at tro, den måtte have skjulte værelser.
Så kom Simone over og sagde, hun skulle gå. Hun så dybt ulykkelig ud.
“Jeg er også nødt til at gå,” sagde Julie og så bedrøvet på ham. Hun ville helst blive.
“Jeg følger jer,” sagde han, “jeg siger lige farvel.”
De gik ud på gaden.
“Idiot,” mumlede Simone om Viktor.
Julies tanker var optaget af den nye bekendtskab. Lige så kom han ud af opgangen og hen til dem.
“Nå, piger, skal vi ikke lære hinanden at kende? Kasper.”
“Kasper Nielsen? Holdkaptajn for fodboldholdet? Nu ved jeg, hvor jeg har set dig!” udbrød Simone begejstret.
“Kan du lide fodbold?” spurgte Kasper forbløffet.
“Jeg datede en superfan. Han så hver en kamp.” Simone gispede. “Hold da op, hvis jeg fortæller nogen, de tror mig ikke! Kasper Nielsen selv!”
Simone kæmpede for at få hans opmærksomhed. Mislykkedes med den ene, ville hun ikke lade den anden glide. Kasper gennemskuede det.
“Simone, hvor bor I?”
“Jeg viser dig,” sagde hun ivrigt og snakkede ustoppeligt hele vejen.
Julie gik tavst ved siden af.
“Her bor jeg, og næste hus er Julies. Skal vi ses igen?” spurgte Simone.
“Farvel,” sagde Julie og gik mod næste hus.
“Julie, vent!” Kasper løb efter hende.
Simone så såret efter ham. Hun havde regnet med at fortsætte samtalen.
Aftenen bragte kølighed efter dagens hede. Julie og Kasper stod ved opgangen og talte. Ingen af dem ville skilles. Kasper fortalte, at han arbejdede for en avis, at han altid havde drømt om at blive journalist, arbejde for tv. Avisen var lille, men man skulle starte et sted.
“Folk skal nok høre om mig,” sagde han selvsikkert. “Bliver du lærer? Fordi du elsker børn?”
“Hvad mener du?” snappede Julie.
“Nej, ingenting. Bare nysgerrig,” sagde han undskyldende. “Giv mig dit nummer.”
“Har du ikke det?” Julie trak sin telefon frem og rakte den til ham.
Han tastede nummeret, og hans telefon ringede i lommen. Nu vidste hun, de havde udvekslet numre. En varm følelse bredte sig ved tanken om, at de ville ses igen.
“Det havde jeg ikke ventet af dig, veninde. Stille pige, men du fangede Kasper Nielsen selv,” ringede Simone om aftenen. “Fortæl! Gik I en tur? Kyssede I?”
“Nej, jeg gik hjem. Sidste eksamen venter.” Hun fortalte ikke om telefonnMen mens årene gik, fandt Julie ro i sit liv med Nicolai, og én dag forstod hun, at den stille, varige kærlighed alligevel havde vundet.
