Hvis det ikke var for dig…
Signe og Mette havde været veninder siden de var små. De gik i samme børnehave og delte skolebænk i folkeskolen. Da de blev ældre, blev Signe en smuk kvinde, omgivet af beundrere, alt kom let til hende uden anstrengelse. Mette var derimod en gennemsnitlig pige, en af mange, hvis ansigt ikke fangede blikke i en forsamling.
Efter gymnasiet startede Mette på sygeplejerskeuddannelsen, fordi hun brændte for at hjælpe mennesker. Signe mente ikke, hun havde brug for en uddannelse for at klare sig godt i livet. Hun tog en kortuddannelse og arbejdede på en skønhedsklinik, hvor hun farvede bryn og vipper.
Veninderne tog det hårdt, når de skændtes eller gik fra hinanden. De kunne ikke gå en dag uden at ses eller snakke i telefon. Det var mest Signe, der talte, mens Mette lyttede og delte både hendes sorg over et brud og glæden over nye forhold.
Som det ofte sker mellem veninder, forelskede de sig begge i den samme fyr.
Den første, der mødte Jakob, var Mette. Hvis hun havde mødt en almindelig, uspektakulær fyr, kunne de måske have fået et kærlighedsforhold og en familie. Men lykke kommer sjældent uden kamp.
Mette kom gående hjem fra Netto. Et kraftigt regnvejr havde lige trukket forbi, og søer af vand lå stadig på fortovet. Da hun skulle til at gå uden om en stor vandpyt, så hun til sin forskrækkelse en fyr på en el-løbehjul komme susende mod hende. Han stirrede fremad, som om han ikke så hende. Hun var ikke sikker på, om han havde opdaget hende, så i sidste øjeblik gav hun et lille skrig fra sig og sprang til siden – lige ned i vandpytten.
»De skal bare køre på sådan nogle løbehjul! Ser ikke en skid!« råbte en ældre dame og rystede en knyttet næve efter ham. »Hvad glor du på? Du kunne lige have ramt hende!«
Fyrren stoppede og så sig tilbage. Mette kravlede op på et tørt stykke asfalt og betragtede sine beskidte, gennembløjede bukser og sko med fortrød.
»Undskyld. Hvorfor hoppede du i pytten? Jeg så dig godt, jeg ville bare køre udenom.« Han rullede hen til hende.
Mette havde ikke brug for hans undskyldning. Hun kiggede efter et sted at træde for at undgå at få endnu mere vand i skoene.
»Hop på, så kører jeg dig hjem,« tilbød han.
»Lad mig nu bare være,« knurrede Mette.
»Jeg har jo sagt undskyld. Foretrækker du at vade i pytter? Hvor skal du hen?« spurgte han igen.
»Østerbrogade 12,« svarede Mette.
Hun stillede sig forsigtigt foran ham og greb styret. Løbehjulet suste væk fra pytten, mens vinden blæste behageligt mod hendes ansigt. Hun havde aldrig prøvet et el-løbehjul før – det var skræmmende, men med ham føltes det helt sikkert.
De kørte ind i gården, hvor han sænkede farten og hviskede i hendes øre:
»Hvilken opgang?«
Hans ånde prikkede mod hendes kind, og hun fik gåsehud.
»Nummer tre.«
Han holdt lige foran døren, så hun kunne stige på fortovet uden at falde i endnu en vandpyt.
»Tak,« sagde hun.
Deres øjne mødtes på samme højde. Hun så hans solbrune hud, de smukke øjne og det smil, der fik hjertet til at banke.
»Jeg hedder Jakob.«
»Mette.«
»Undskyld igen. Måske vi skulle gå i biografen en dag? Mine venner er alle rejst væk, og det er lidt kedeligt at gå alene.«
Mette trak på skuldrene. »Okay.«
»Så i morgen klokken syv her,« sagde han og kørte videre med et smil, indtil han forsvandt om hjørnet.
»Hvorfor griner du sådan hen for dig selv?« spurgte hendes mor, da hun kom ind ad døren.
»Ingenting. Jeg trådte i en vandpyt. Jeg går lige op og vasker mig.« Mette gav hendes mor brødposen og lukkede badeværelsesdøren.
Hele aftenen tænkte hun på ham, og gåsehuden kom igen. Næste dag tog hun sine bedste jeans og sneakers på i håb om, at han ville møde op på løbehjulet.
»Hvor skal du hen?« spurgte hendes mor.
»I biografen. Med Signe,« tilføjede Mette hurtigt.
»Pas på dig selv,« råbte hendes mor efter hende.
Men da hun kom ud, var Jakob der ikke. Hun så sig rundt, men følelsen af skuffelse og forræderi var allerede ved at brede sig. »Troede du virkelig på ham?« hørte hun sin mors stemme inde i hovedet. Lige da hun ville gå ind igen, hørte hun en stemme:
»Hej!«
Hun vendte sig om og så Jakob stå og smile. Hun følte sig straks glad, flov og rød i kinderne.
»Hop på, vi skal nå forestillingen om tyve minutter.«
Og de kørte af sted igen. Vinden blæste, og hun kunne mærke hans krop mod sin ryg. Hjertet sprang et slag over af lykke.
Efter biografen gik de hjem og snakkede. Jakob havde efterladt løbehjulet ved biografen.
»Hvem var det, du var i biografen med i går?« spurgte Signe næste morgen. »Kom nu, fortæl!«
»Sagde mor det?« spurgte Mette anspændt.
»Nej, du slap. Hvem er han?«
Mette havde altid været Signes stille veninde. Signe havde altid skiftet kæreste som underbukser.
»Åh, bare en almindelig fyr,« svarede Mette, men hun mente det ikke.
Han var allerede usædvanlig blot fordi han havde lagt mærke til hende, inviteret hende i biografen, og nu skulle de mødes igen samme aften.
Jakob ventede uden løbehjul. De besluttede at gå en tur. Da de forlod gården, stødte de ind i Signe, som om hun havde ventet på dem.
»Hej!« sagde Signe uden at tage øjnene af Jakob.
Jakob stirrede også på hende, mens Signe legede med sit hår og sendte ham flirtende blikke. De gik alle tre sammen, men efter kort tid gik Mette bagefter, og Jakob og Signe fortsatte uden at opdage, at hun ikke fulgte med.
Hun gik hjem med knugende fornemmelse i brystet og slukkede telefonen. Næste dag kom Signe selv for at undskylde – hun havde forelsket sig…
Mette kunne ikke blive vred på hende længe. De forblev venner, selv efter Jakob og Signes bryllup.
Mette færdiggjorde sin sygeplejerskeuddannelse og arbeHun følte, hvordan livet havde vendt sig til det bedste, mens hun så ud over havet med Jakob ved sin side, og selvom vejen havde været lang, vidste hun nu, at kærlighed altid var værd at vente på.
