**Mens du venter på ham…**
Duggen lå stadig på græsset, tågen trak sig langsomt tilbage mod flodens modsatte bred, og solen rullede allerede op over skovens takkede rand.
Frede stod på trappen og nød morgenens skønhed, mens han indåndede den friske luft. Pludselig hørte han klaskende fødder bag sig. En kvinde i natkjole og med et tørklæde over skuldrene kom hen og stillede sig ved siden af ham.
“Det er så smukt!” sukkede Frede dybt. “Du burde gå indenfor, du bliver forkølet,” sagde han blidt og rettede på tørklædet, der var gledet ned fra hendes runde, hvide skulder.
Kvinden trykkede sig straks ind til ham og greb hans arm.
“Jeg har ikke lyst til at rejse væk fra dig,” sagde Frede med en stemme, der var blød af ømhed.
“Så bliv dog.” Hendes stemme lokkede, kaldte, som en sirenesang. *Hvis jeg bliver, hvad så?* Den tanke fik Frede til at vågne op.
Hvis alt var så enkelt, havde han forlængest forladt sin familie. Men treogtyve års ægteskab smider man ikke bare væk, og børnene… Mette var stort set flyttet hjemmefra, sov hos sin kæreste mere end derhjemme og skulle giftes snart. Og Mads var kun fjorten, den sværeste alder.
En lastbilchauffør kan altid finde arbejde, men han ville næppe tjene særligt meget her. Lige nu kunne han smide penge om sig og købe dyre gaver til Lene. Men hvad hvis han pludselig tjente halvt så meget? Ville hun elske ham på samme måde? Det var et godt spørgsmål.
“Lad være, Lene,” svarede Frede og viftede afværgende.
“Hvorfor ikke? Børnene er voksne nu. Det er tid til at tænke på sig selv. Du har selv sagt, at I kun er sammen af vane.” Lene trak sig fornærmet væk fra ham.
“Åh, hvis bare jeg havde mødt dig før…” Frede sukkede tungt. “Vær nu ikke sur. Jeg bliver nødt til at køre, jeg er allerede forsinket.” Han ville kysse hende, men hun vendte hovedet væk. “Lene, jeg skal af sted, hvis jeg skal nå hjem til aften. Jeg har en last, en aftale.”
“Du lover altid. Du kommer, rører ved mit hjerte, og så skynder du dig hjem til hende. Jeg er træt af at vente alene. Michael har bedt mig om at gifte mig med ham i lang tid.”
“Så gør det.” Frede trak på skuldrene.
Han ville sige mere, men besluttede sig for at lade være. Langsomt gik han ned ad trappen, rundede hjørnet af huset og bevægede sig gennem haven mod hovedvejen, hvor hans lastbil ventede. Han parkerede med vilje derude, så han ikke vækkede hele byen tidligt om morgenen.
Han kravlede op i kabinen. Normalt fulgte Lene ham ud til lastbilen og gav ham et farvelkys. Men i dag kom hun ikke. Hun var virkelig såret. Frede gjorde det behageligt for sig, smækkede døren i og tændte motoren. Før han startede den, ringede han til sin kone. Han havde det underligt med at gøre det i Lenes nærvær. En ligegyldig stemme i røret meddelte, at telefonen var slukket… Ingen ubesvarede opkald.
Frede lagde telefonen væk og startede motoren, lyttede til dens kraftige, jævne brøl. Lastbilen rystede sig, vaklede lidt på den ujævne grusvej og satte sig langsomt i bevægelse. Frede gav et kort signal med hornet og gav den gas.
Kvinden på trappen rystede, lyttede til motorens fjerne lyd og gik indenfor.
På radioen sang Lars Lilholt: *”Min skat, min skat, min dejlige jordiske engel…”* Frede nynnede med, mens han tænkte på kvinden, han efterlod. Men snart vendte hans tanker hjem: *Hvad foregår der derhjemme? Jeg har ikke kunnet få fat i dem i to dage. Når jeg kommer hjem, skal vi have en snak…*
Og så var der Frede’s kone, Maja, der lige i det øjeblik vågnede fra bedøvelsen på hospitalsstuen og huskede alt…
***
De havde været gift i mere end tyve år, fireogtyve, hvis man skulle være præcis. Frede var langturschauffør, tjente godt, familien var tæt, de boede i et stort hus, og de havde to børn. Mette var næsten voksen, snart gift og ude af huset, hun var udlært frisør og havde arbejde. Mads var fjorten og drømte om at blive sømand.
Og så kom det opkald. Først tænkte Maja, det var en joke eller en forkert nummer.
“Hej, Maja. Venter du på din mand? Han bliver nok længe…” Stemmen var blød, slesk, som sirup.
“Hvad er der sket?” afbrød Maja utålmodigt, straks bekymret for en ulykke. Det var en lang tur, alt kunne ske på vejen. Han fragtede dyre varer, der var stor ansvar.
“Der sket noget. Han er hos sin elskerinde,” knitrede stemmen.
“Hvem er det?” råbte Maja ind i telefonen.
“Vent du bare, vent…” Hun kunne høre latter i røret.
Maja fjernede telefonen fra øret og afbrød opkaldet. Men latteren fortsatte i hendes ører. Panikken greb hende. Tankerne myldrede, vekslede mellem billeder af en ulykke og en anden kvinde i hendes mands arme. Hvem kendte hendes nummer og vidste, Frede var på tur? Kun elskerinden selv. Hvor vovede hun at ringe, at grine af hende!
Maja tastede Fretes nummer, men afbrød igen. Hvad hvis han kørte? Og hvad skulle hun sige? Hun måtte ikke distrahere ham. Når han kom hjem, kunne de tale. Hun forsøgte at distrahere sig selv, gå i gang med husholdningen, men alt faldt fra hendes hænder. Den knitrende stemme og den hånlige latter genlod i hendes ører.
Heldigvis var hverken Mette eller Mads hjemme. Mette hang ud med sin kæreste, og Mads havde bedt om lov til at overnatte hos en ven for at fejre fødselsdag.
Hun måtte finde på noget andet, ellers blev hun vanvittig. Maja skiftede tøj, tog sin taske og gik ud. Hun kunne lige nå at købe remoulade, løg og øl til Frede. Han kunne godt lide en bajer eller to i weekenden. Imorgen havde hun ikke tid til at handle, hun skulle lave mad. Frede havde lovet at være hjemme til aftensmad. *Og hvis han ikke kommer?* spurgte en indre stemme, men Maja lukkede den ned.
Hun besluttede at gå til supermarkedet for at berolige nerverne. Men det var for langt, så Maja drejede ind i en snæver gyde. På den ene side var der en betonvæg, på den andenMaja så op på Ivan, der stod i døren med en pose fra bageren, og pludselig vidste hun, at livet måske alligevel havde mere at give hende.
