Rosen duggen lå endnu på græsset, tågen trak sig langsomt tilbage mod den modsatte flodbred, og solen steg allerede op bag den takkede skovrand.
Jørgen stod på trappen og nød morgenens skønhed, mens han dybt indåndede den friske luft. Bag sig hørte han lyden af bare fødder på trægulvet. En kvinde i natkjole og med et tørklæde over skuldrene kom hen og stillede sig ved siden af ham.
“Sikke en dejlig morgen!” udbrød Jørgen og fyldte lungerne. “Du burde gå indenfor, du bliver forkølet,” sagde han blødt og rettede tørklædet på den unge kvindes runde, hvide skulder.
Hun trykkede sig straks ind til ham og greb hans arm.
“Jeg har ikke lyst til at rejse fra dig,” sagde Jørgen med en stemme blød af ømhed.
“Så bliv da.” Hendes stemme var lokkende, som en sirenes sang. *Hvis jeg bliver, hvad sker der så?* Tanken fik ham til at køle ned.
Hvis det var så enkelt, var han forlænget blevet. Men treogtyve års ægteskab kunne man ikke bare smide væk, og børnene… Mette var næsten flyttet hjemmefra, sov hos sin kæreste oftere end hjemme, og skulle snart giftes. Og lille Thomas var kun fjorten, den sværeste alder.
En lastbilchauffør kan altid finde arbejde, men store penge tjente han nok ikke her. Lige nu gav han gaver til Birthe uden at tænke på prisen. Men hvis hans indkomst halveredes, ville hun så elske ham på samme måde? Det var et godt spørgsmål.
“Lad være, Birthe,” afbrød Jørgen hende.
“Hvorfor ikke? Børnene er voksne. Det er tid til at tænke på dig selv. Du har selv sagt, I bare er sammen af vane.” Birthe trak sig fornærmet væk fra ham.
“Åh, hvis jeg havde mødt dig før…” Jørgen sukkede dybt. “Vær nu ikke sur. Jeg må af sted, jeg er allerede sent på den.” Han ville kysse hende, men hun vendte hovedet væk. “Birthe, jeg skal køre, hvis jeg skal nå hjem i aften. Jeg har en last, en aftale.”
“Du lover bare. Du kommer, vækker alle mine følelser, og skynder dig så hjem til konen. Jeg er træt af at vente. Michael har bedt mig om at giftes i lang tid.”
“Så gør det.” Jørgen trak på skuldrene.
Han ville sige mere, men besluttede sig for ikke at. Langsomt gik han ned fra trappen, rundede huset og bevægede sig gennem haven mod ringvejen, hvor hans lastbil ventede. Han havde bevidst parkeret der, så han ikke vækkede hele byen tidligt om morgenen.
Han kravlede op i kabinen. Normalt fulgte Birthe ham til lastbilen og gav ham et farvel-kys. Men i dag kom hun ikke. Han satte sig til rette, smækkede døren i. Før han startede motoren, ringede han til sin kone. Han kunne ikke ringe, mens Birthe var der. Den ligeglade stemme i røret sagde, at telefonen var slukket… Og ingen ubesvarede opkald.
Jørgen lagde telefonen fra sig og startede motoren, lyttede til dens kraftige, jævne brummen. Lastbilen rystede let, som om den rystede søvnen af sig, og satte langsomt i gang, dirrende på den ujævne grusvej. Jørgen gav et kort farvel-signal og trykkede speederen i bund.
Kvinden på trappen gøs lidt, lyttede til motoren, der fjernede sig, og gik indenfor.
I radioen sang Shubidua: *”Min skat, min skat, min skat, min engel på jord…”* Jørgen nynnede med, mens han tænkte på den kvinde, han efterlod. Men snart flakkede hans tanker hjem: *Hvad sker der derhjemme? Jeg kan ikke få fat i dem i to dage. Jeg skal nok ordne det, når jeg kommer hjem…*
Og Lise, Jørgens kone, vågnede i dette øjeblik af narkosen på hospitalsstuen og huskede det hele med det samme…
***
De havde været gift i over tyve år, fireogtyve, hvis man skulle være helt præcis. Manden var langdistancechauffør, tjente godt, familien var tæt, lejligheden stor, to børn. Mette var næsten voksen, skulle snart giftes og flytte hjemmefra, havde taget frisøruddannelse og arbejdede i en salon. Lille Thomas var fjorten og drømte om at blive sømand.
Og så kom det opkald. Først troede Lise, det var en sjov eller en forkert nummer.
“Hej, Lise. Ventede du din mand? Han bliver lidt længere…” Stemmen var blød, indsmigrende, som honning.
“Hvad er der sket?” afbrød Lise utålmodigt, frygt for en ulykke straks i tankerne. Turen var lang, hvad kunne ikke ske på vejen? Han kørte med dyre varer, det var stort ansvar.
“Der skete noget. Han er hos sin elskerinde,” kvækkede stemmen.
“Hvem er det?” skreg Lise i røret.
“Bare vent, vent…” Stemmen lo hånligt.
Lise tog telefonen fra øret og afbrød forbindelsen. Men latteren fortsatte i hendes ører. Panikken bredte sig. Tankerne flød, malede billeder af en ulykke, af en anden kvinde i hans arme. Hvem ville kende hendes nummer, vide, at Jørgen var ude at køre? Kun elskerinden selv. Hvor vovede hun at ringe, at grine af hende!
Lise tastede Jørgens nummer, men afbrød med det samme. Hvad hvis han kørte lige nu? Og hvad skulle hun sige? Hun måtte ikke forstyrre ham. Når han kom hjem, måtte de tale. Hun forsøgte at distrahere sig, få tingene gjort, men det hele faldt ud af hænderne. Den bløde stemme og den hånlige latter gav genlyd i hendes ører.
Som om det ikke var nok, var hverken Mette eller Thomas hjemme. Mette hængte ud med sin kæreste, og Thomas havde fået lov til at overnatte hos en klassekammerat efter en fødselsdag.
Hun måtte finde en afledning, ellers blev hun sindssyg. Lise skiftede tøj, tog sin taske og gik ud. Lige ned og købe mayonnaise, løg og øl til Jørgen. Han elskede lige en øl eller to i weekenden. I morgen var der ikke tid til indkøb, der skulle laves mad. Jørgen havde lovet at komme hjem til aftensmad. *“Hvad hvis han ikke kommer?”* spurgte en indre stemme, men Lise skubbede den væk.
Hun besluttede at gå til supermarkedet for at berolige nerverne. Men det var for langt, så hun drejede ind i en baggård. På den ene side var der en betonmur, på den anden en række garager. Stedet var øde, det begyndte at blive mørkt, men vejen var halvt så lang. Hun kunne nå det, før det blev helt mørkt. Lise gik hurtDer stod Ivan i døren med en varm suppe og et smil, og i det øjeblik vidste Lise, at verden måske alligevel ikke var så tom, som den havde føltes.
