Astrid kiggede ind i sin mors værelse og så, at hun sov. Hun lukkede forsigtigt døren.
“Astrid,” kaldte moderen pludselig med svag stemme.
“Ja, mor.” Astrid kiggede ind igen. “Jeg troede, du sov. Skal du have noget? Jeg ville lige ud med pigerne.”
“Gå du bare. Jeg sover lidt,” svarede Johanne og lukkede øjnene. Selv det at løfte de tunge øjenlåg kostede hende umådelige anstrengelser.
Astrid sukkede lettet og skyndte sig at tage jakken på. Efter måneder med sin mors sygdom var hun vant til at bevæge sig stille. Hun gik ned ad trappen uden en lyd. Ved hoveddøren ventede hendes klassekammerat, Mikkel Thomsen.
“Hvorfor så lang tid?” spurgte han irritabelt i stedet for at hilse.
“Jeg lavede suppe til mor. Hvor skal vi hen?” Astrid smilede for at dække over sin skyldfølelse.
“Er hun stadig syg?”
“Ja, hun faldt lige i søvn. Vi bliver ikke længe, okay? Hvad hvis hun har brug for noget?”
“Slap af, hun sover. Det gør hende godt,” sagde Mikkel ligeglad.
Astrid bed sig i læben. Hun havde ikke fortalt nogen, hvad mor fejlede. Hun ville ikke have medlidenhed eller panik i skolen.
“Regnen begynder. Skal vi ikke hjem til Lasse? Hans forældre er på deres sommerhus,” hviskede Mikkel og lagde armen om hende i et forsøg på at kysse hende.
Astrid drejede hovedet væk. “Hvad laver du? Nogen kan se os!”
“Hvem? Din mor sover. Kom nu,” insisterede Mikkel.
Astrid tøvede. Sidst de var hos Lasse, havde Mikkel været for pågående. Hun kunne godt lide ham, men han havde for travlt.
“Astrid, kun en halv time. Jeg lover at opføre mig ordentligt,” lovede han, mens regnen blev kraftigere.
“Okay, men ikke længe,” gav hun efter.
“Selvfølgelig.” Mikkel prøvede at skjule sin begejstring.
Lasse åbnede døren og grinede, da han så dem. “Kom indenfor.”
Astrid blev stående. Hun havde ikke lyst til at være alene med to drenge.
“Jeg har downloadet en fed film,” sagde Lasse. Mikkel tog sine sko af og fulgte efter ham ind i stuen. Astrid overvejede at gå, men hun havde ikke lyst til at hjem heller.
Hun lukkede døren og satte sig ved siden af Mikkel, som straks lagde armen om hende. Lasse kom med øl til dem alle. Astrid afslog, så Mikkel tog hendes dåse. Hun skulede til ham men sagde intet.
Filmen var faktisk god, og Astrid blev fanget af handlingen. Hun vaklede til virkeligheden, da hun mærkede Mikkels varme hånd under hendes sweater. Hun væltede sig væk, men han holdt fast i hendes skulder og klemte for hårdt om hendes bryst.
“Av!” råbte hun.
Mikkel slap, og Astrid sprang op fra sofaen. Lasse var væk – hun havde ikke engang bemærket, at han var gået.
“Astrid, undskyld,” mumlede Mikkel.
“Du lovede det!” råbte hun vredt.
“Åh, kom nu. Hvorfor overreagerer du? Jeg elsker dig.” Han rejste sig også.
Det var første gang, han sagde, han elskede hende, og Astrid kunne ikke skubbe ham væk. Han begyndte at kysse hende, men hans ånde stank af øl. Hans hænder blev pludselig grove og kravende.
“Lad være, jeg skal hjem…” hviskede hun og skubbede ham væk.
Mikkel greb hende og kastede hende ned på sofaen, lå ovenpå hende. Astrid kæmpede for at komme fri og fik bøjet knæet op, så det ramte ham i skridtet.
Han bandede og rullede væk. Astrid sprang op, greb sine sko og fumlede med døren.
“Forsvind da!” råbte Mikkel efter hende.
Hun løb ned ad trappen og stoppede først, da hun var sikker på, han ikke fulgte efter. Hun satte sig og trak skoene på.
Hvordan kunne hun tro på ham? Hendes mor lå derhjemme og var syg, og han… Han ville kun have én ting.
Derhjemme brugte Astrid lang tid på at vaske Mikkels kys og berøringer af sit ansigt og hals. Så sad hun i mørket og tænkte: Hvad hvis mor døde? Hun ville blive helt alene. Hvordan skulle hun klare sig? Om to måneder blev hun 18, og farens børneunderholdt ville stoppe. Hun havde ingen penge – ikke engang nok til en eksamenskjole. Men det var ligegyldigt, bare mor blev rask.
At moren havde kræft, fandt Astrid selv ud af. Hun havde en fornemmelse af, at sygdommen var alvorligere, end mor indrømmede. Da hun søgte på medicinernes navne på nettet, blev det klart.
En besked fra Mikkel dukkede op på telefonen: *”Astrid, undskyld.”* Hun svarede ikke. Besked efter besked fulgte – undskyldninger, skældsord, alt muligt. Astrid slukkede telefonen.
Før sengetid tjekkede hun på moren.
“Mor, sover du?”
Johanne åbnede øjnene med besvær.
“Skal du have noget? Vand? På toilettet?”
Moren rystede svagt på hovedet og lukkede øjnene igen.
Næste morgen vækkede larm hende. Astrid skyndte sig ind på morens værelse. Johanne stod vaklende, klamrede sig til sengen. En stol var faldet omkuld.
Astrid løb hen og lagde hende forsigtigt ned, chokeret over, hvor tynd og let hun var blevet.
“Hvorfor stod du op? Du skulle have kaldt på mig!” skældte Astrid ud.
“Jeg troede, jeg kunne…” hvæsede Johanne, som om hun lige havde løbet en langdistance.
“Jeg henter te.” Astrid løb ud i køkkenet.
Moren tog et par slurke og kunne ikke mere. I dagevis havde hun næsten intet spist eller drukket.
En uro hvilede over Astrid. Hun ville blive hos moren, især efter det, der skete med Mikkel. Men der var eksamener snart. Hun besluttede at gå tidligt hjem efter historie.
Da hun kom hjem fra skole, sov mor. Astrid tjekkede på hende flere gange, men hun havde ikke rørt sig. En underlig fornemmelse fik hende til at røre ved morens skulder – og så vidste hun det. Hun løb ud, holdt for munden, vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun gik til naboen, som var hjemmegående. Naboens ansigt fortalte, at hun allerede havde gættet det. Hun ringede efter en læge og derefter til bedemanden.
Dage fulgte i en tåge. I kisten lå en fremmed kvinde, og Astrid undgik at kigge. Hun ville huske mor, som hun var før sygdommen.
En dag fandt Astrid en notesbog mellem morensAstrid lukkede bogen med tårer i øjnene og gik hen til vinduet, hvor solen langsomt gik ned over Københavns hustage, mens hun forstod, at selv i sorgens mørke var der altid en ny dags muligheder.
