Karens far var femten år ældre end hendes mor. Han klædte sig altid pænt, næsten gammeldags. Altid bukser, skjorte, jakke eller sweater. Ingen løbesko eller T-shirts. Han var slet ikke som de andre pigeres fædre. Karen elskede ham højt. Når han kom hjem fra arbejde, løb hun ham i møde, han løftede hende op i sine arme og spurgte, mens han kiggede hende dybt i øjnene:
“Hvordan gik det i dag for min lille prinsesse?”
Karen elskede, når han kaldte hende det. Hun knugede sig ind til ham og indåndede den uforglemmelige duft – den bedste duft i verden, en blanding af aftershave, cigaretter og noget andet, hun ikke kunne sætte navn på.
“Er jeg så ikke en prinsesse?” spurgte moren og sørgmodigt på sin underlæbe, klar til at modtage sine egne komplimenter. Faren holdt Karen i den ene arm og omfavnede moren med den anden, gav hende et kærligt kys på kinden og sagde:
“I er begge mine elskede prinsesser.”
Karen nød denne lille daglige ritual.
Da Karen blev ældre, stoppede legen af sig selv. Hun gik stadig ud for at hilse på sin far, men uden at kaste sig over ham med bjeffen og latter som før. Nu sagde hun bare roligt:
“Hej, far.”
“Hej,” svarede han, mens han hængte frakken på knagen og på mystisk vis undgik at kigge på hende.
Selvom hun ikke længere ville have, at han løftede hende op som en lille pige, undrede hun sig over, hvorfor han ikke længere så hende i øjnene eller kaldte hende prinsesse.
“Var du på arbejde igen i dag?” spurgte Karen.
“Ja. Hvad kan man gøre? Sådan er mit job.”
“Hvordan da?”
“Jeg er jo chef, selvom det bare er en lille afdeling.” Han strøg sig gennem håret og gik forbi hende ind i stuen. Karen kunne mærke, at han løj. Hvilket arbejde? Han var jo bare leder af et værksted, der reparerede hvidevarer. Nogle gange bad en kunde måske om en hurtig reparation af et køleskab eller en støvsuger, men det var sjældent, at nogen vil betale dobbelt pris for at få det gjort hurtigt. Folk ventede hellere. Men på det sidste kom han senere og senere hjem uden blomster til mor. Og selv i weekenderne forsvandt han i flere timer og kom tilbage eftertænksom og tavs. Karen anede, at der var noget galt.
Denne dag kom han også sent hjem.
“Hej. Hvordan gik det i skolen? Er mor hjemme?”
Han spurgte, men hans blik gik lige gennem hende. Hun vidste, det bare var tomme spørgsmål, uden forventning om svar. Så hun svarede ikke. Man siger, at selv små piger har kvindelig intuition. Og på den måde forstod Karen, at hendes far havde forandret sig, at der var noget i vejen i familien. Det var ikke tilfældigt, at morens øjne var røde for tiden. De skændtes ikke foran hende, men de lo heller ikke som før, talte kun nødvendigt.
Og farens duft var anderledes på de dage, han “arbejdede sent”. Han så skyldig og ulykkelig ud. Der var en anspændt, elektrisk stemning i lejligheden. Engang forsøgte Karen at tale med sin mor om det.
“Mellem mennesker er der perioder med spændinger og træthed. Men det går over, hvis de elsker hinanden,” svarede moren halvhjertet.
“Og hvis de ikke elsker hinanden?”
“Så skilles de. Og forsøger måske at finde lykken med andre. Men det lykkes ikke altid.”
“Elsker I hinanden endnu, du og far?”
“Du spørger om for svære ting. Der findes ikke altid entydige svar,” svarede moren irriteret. Så tav Karen og lukkede sig inde på sit værelse.
Betydde det, at hendes forældre var trætte af hinanden? Men hvad havde det med hende at gøre? Var de også trætte af hende? Hvis de ikke elskede hinanden, elskede de så hende? Ville de blive skilt? Så mange spørgsmål uden svar.
Den sommer tog familien ikke på ferie til syden. Faren arbejdede, mens mor og Karen tog til farmor i sommerhuset. Faren kom ikke forbi i weekenderne, som han plejede. Karen overhørte engang, hvordan farmor skældte ud på moren for at have ladet far blive alene i byen.
“Familien hænger allerede i en tynd tråd, og så giver du ham frihed. Hvis han har rodet sig ud i noget, hvad laver du så?”
“Mor, stop. Jeg kan ikke tvinge ham til at blive. Hvad der skal ske, skal ske,” svarede moren træt.
“Åh, din tåbe. Sådan en mand giver man ikke slip på. For Karens skyld kunne du måske holde ud.”
“Farmor, hvad snakker I om? Far forlader os?” Karen kunne ikke holde det ud længere og trådte ind i køkkenet.
“Lytter du? Hold dig udenfor voksensnak. Ingen forlader nogen. Vi snakkede bare om en serie.”
“Ja, ja. En serie. Er jeg et barn?!”
“Gå nu,” afbrød farmor.
“Jeg er ikke et barn. Jeg forstår godt, hvad der foregår.”
“Hvis du er voksen nok, så lad os voksne ordne det selv.”
Faren kom alligevel efter to uger for at hente dem hjem. Karen blev glad, og moren gjorde sig også fin, satte håret anderledes op. Men mellem forældrene gnistrede det stadig. Mor spurgte om ligegyldige ting, far svarede kort eller sagde ingenting. Og med hver dag blev stemningen tykkere.
Karen elskede december. Først hendes fødselsdag midt på måneden, og to uger efter nytår. Jubel og glæde.
Efter skole gik hun i biografen med veninderne for at se en komedie. De kom ud, fnittrende og fulde af filmens morsomme øjeblikke. Karen gik i niende klasse nu.
Det sneede på gaden, og alt lyste julestemning. På torvet stod det store juletræ allerede, og butikkernes facader var pyntet med lys.
“Skal vi ikke købe is?” foreslog Mette.
“I december? Du bliver syg, og så danser Niklas med Julie til nytårsfesten!”
Pigerne grinede ad Mette, der var forelsket i Niklas. Selv var de endnu ikke begyndt at date.
Lige da skulle Mette til at gå sur, men Karen fik øje på sin far. Hun ville råbe, men så så hun den ukendte pige ved hans side – omtrent på hendes egen alder.
“Skjul mig,” hviskede hun og trådte bag Mette, der uforstående kiggede rundt.
“Stå nu stille!”
Faren og pigen gik forbi uden at opdage hende.
“Er det ikke din far?” hviskede Sofie. “Hvem er det, han er sammen med?”
Karen stirrede efter dem, sagde hurtigt farvel til veninderne og fulgteKaren fulgte efter dem, og da hun endelig turde konfrontere sin far, opdagede hun, at livet ikke altid er sort eller hvidt, men et hav af nuancer, der kræver modet til at forstå og tilgive.
