**Vi er bare venner**
Telefonen afbrød Sofie midt i aftensmaden. Hun lavede sjældent mad til sig selv. Om morgenen nøjedes hun med en kop kaffe, spiste frokost på arbejdet i kantinen, og til aftensmad havde hun et glas kærnemælk eller te med småkager. Hvis hun var sulten, stegte hun et par æg. I weekenden besøgte hun sine forældre. Mor gav altid madpakker med hjem til hende – at sige nej var som at erklære krig.
Sofie tømte glasset med kærnemælk, da hendes mobil ringede med en irriterende, energisk melodi fra soveværelset. Hun havde længe tænkt på at skifte den til noget mere roligt. Lyden borede sig ind i hovedet. Sofie kunne ikke holde det ud og gik ind for at tage den. Nummeret var ukendt, men hvis nogen insisterede på at ringe, måtte det være vigtigt. Hun tog den.
»Hej. Jeg havde næsten givet op,« lød en stemme i røret, der ramte hende som et stød. Årevis var gået, men hun genkendte den med det samme. »Læg på!« beordrede en indre stemme.
»Vær sød at blive på. Jeg skal tale med dig,« bad Mette hastigt, som om hun læste Sofies tanker.
Sofie tav og ventede.
»Jeg har ingen andre at gå til. Kun du kan hjælpe mig. Sig hvor du bor, så kommer jeg. Det er virkelig vigtigt,« tilføjede Mette efter en kort pause.
Der måtte være sket noget – Mette ville ikke ringe uden grund. Engang havde de været uadskillelige, men det var et andet liv.
»Okay, jeg sender dig en sms,« sagde Sofie og lagde på.
Hjertet hamrede. Hvorfor nu? Hun tastede adressen ind med dirrende fingre. Mette svarede straks: »Venter.«
Sofie gik tilbage til køkkenet, vaskede glasset og satte sig ved bordet.
I årevis havde hun skubbet alle tanker om Mette væk. Hun troede, hun havde tilgivet og glemt. Men dette opkald vækkede minder som et lavinestød fra bjergene.
***
Mor elskede filmen »Hjerternes sang«. Sovjetunionen var længst faldet sammen, men filmen levede stadig. Mor havde opkaldt Sofie efter hovedpersonen. Folk mindedes altid filmen, når de hørte hendes navn.
I modsætning til skuespillerinden var Sofie ikke smuk. Hendes lyse hår og øjenvipper matchede de grå, lidt for små øjne. Og så var der figuren – lille barm, noget hun komplekserede over. »Det kommer nok,« trøstede mor.
Mette derimod… Hendes fulde, stolte bryst fik drengene til at stirre som fastnaglede.
Hver sommer blev Sofie sendt til farmor i landet. Landsbyen var blevet til et sommerhusområde, hvor kun fire huse blev beboet om vinteren: farmor, naboens bedstemoder Fru Nielsen, og to gamle par. Fru Nielsen fik besøg af sit barnebarn hver sommer, og med ham tilbragte Sofie alle sine ferier.
Men en sommer ændrede alt sig. Sofie så ikke længere en barndomsven, men en smuk teenager, og hun holdt sig tilbage, hvor hun før ville have løbet ham i møde. Martin var glad for at se hende og inviterede hende til stranden, som om intet var anderledes.
De snakkede hele vejen, men ved vandet turde hun ikke tage kjolen af foran ham. Hun ventede, til han gik i vandet, og så, med ryggen til, trak hun hurtigt kjolen over hovedet og styrtede ud, før han kunne se, hvor lille hun var. »Det kommer nok,« havde mor sagt, men det skete aldrig.
I slutningen af august skiltes de igen. På en eller anden måde faldt det dem ikke ind at udveksle adresser eller telefonnumre. Som om der var en usagt regel om, at sommerliv og byliv ikke skulle blandes.
Den sidste sommer før studentereksamen kom Martin ikke. »Han rejste sydpå med sin mor,« sagde Fru Nielsen. Kedsommelig skrev Sofie til Mette og inviterede hende. Mette, der ikke havde nogen bedstemor eller sommerhus, blev glad. Sofies forældre hentede hende en weekend.
Og så, to uger senere, dukkede Martin uventet op. Han var endnu højere nu, med brede skuldre og flotte, mørke øjenvipper. Hvorfor følte hun straks, at hun skulle have ladet være med at invitere Mette? Men da Mette så ham, gik hun straks hen for at hilse.
Om aftenen hviskede de, og Mette spurgte, om Sofie nogensinde havde kysset Martin.
»Hvad? Vi har været venner siden vi var små!« protesterede Sofie.
Men hun kom hurtigt til at fortryde sine ord.
Nu gik de alle tre sammen overalt. Sofie følte sig som den femte hjul på vognen. For første gang glædede hun sig til, at sommeren sluttede.
Martin blev glemt i et år, og Mette og Sofie forblev veninder. Efter studentereksamen tog Sofie ikke til landet igen. Farmor døde om vinteren. Ville hun aldrig se Martin igen? Hun fortrydte pludselig, at de ikke havde udvekslet oplysninger. Men at bede sine forældre om at spørge Fru Nielsen ville være pinligt.
Også med Mette så de sig sjældnere. De startede på forskellige universiteter, og Mette distancerede sig. Der var mindre at snakke om, samtalerne blev korte og overfladiske.
Og så inviterede Mette hende til sin bryllupsfest.
»Hvad? Allerede på første semester? Er det ikke for tidligt? Tillod din mor det?« spurgte Sofie nysgerrigt.
»Hvad skulle hun gøre? Hun bliver snart bedstemor,« smilte Mette selvtilfreds. »Vil du være min forlover?«
Brylluppet var lige før nytår. Sofie kunne knap trække vejret, da hun så Martin stå i døren. Hun ville vække sig fra denne mareridtsdrøm, løbe sin vej, gemme sig, dø – bare ikke se, hvordan de så på hinanden. Men hun var forlover, hun kunne ikke svigte. Mette kunne have givet et hint – så var Sofie ikke kommet.
På alle bryllupsbillederne så Sofie frygtelig ud. Den eneste gæst uden et smil, forvirret og fjern. Halvvejs gennem festen gik hun.
Mette følte ingen skyld. »Det var dig selv, der sagde, I bare var venner.« Efter fødslen af Magnus holdt opkaldene op, og deres veje skiltes. Sofie forbød sig selv at tænke på dem.
Men at finde en kæreste var umuligt. Hun sammenlignede dem alle med Martin…
***
Hvor mange år var der gået? Ti? Mor fortalte, at Fru Nielsen var død, at huset var solgt til en fremmed. Og nu dette opkald. Mette ville snart være her. »Hvad skal vi tale om? Hvorfor sagde jeg ja?« skældte Sofie ud på sig selv.
Da hun åbnede døren, gispede hun. Var det virkelig Mette? Kunne et menneske ændreMette stod foran hende, bleg og udhulet, men da hun sagde: “Jeg har brug for din hjælp en sidste gang,” vidste Sofie, at det gamle venskab altid havde gemt på kærligheden under overfladen.
