»Mette-eeh!« græd Signe i telefonen.
»Hvad er der nu? Sig det dog ordentligt! Er det noget med Nikolaj? Signe, hvorfor svarer du ikke?« råbte Sofie.
»Øh-øh… Victor… A-ah!« hulkede Signe igen.
»Er der sket Victor noget? Er han kommet galt afsted?« Sofie forestillede sig, at Signe rystede på hovedet, som om hun på magisk vis kunne se hende gennem røret.
»Nu er mit tålmodighedsmål nået. Jeg lægger på, hører du? Jeg er der om ti minutter, vent.« Sofie ventede et øjeblik, lyttede til vennindens hulk. Men da det var tydeligt, at hun ikke fik mere ud af hende, afbrød hun forbindelsen.
Hun skiftede hurtigt tøj, greb sin taske, tjekkede om hun ikke havde glemt telefonen eller andre småting, og skyndte sig ud af lejligheden, mens hun låseden døren efter sig. Signe boede kun én busstop væk, så Sofie skyndte sig af sted til fods, startede et par gange på løb og bandede over den umulige Signe: »Hun kan aldrig nogensinde sige tingene ligeud! Hun får skældud, hvis det bare er noget ligegyldigt…«
Fem minutter senere stod hun foran opgangsdøren og trykkede på dørtelefonen. Der lød en raslen i højttaleren.
»Signe, åben døren, det er mig!« råbte Sofie.
Der lød igen en knitren i højttaleren, og så gik hængelåsen op med et klik. Sofie løb ind i opgangen. Døren lukkede sig blødt bag hende, og hun blev omgivet af et mørke, der forekom totalt efter det lyse dagslys. Hun havde ikke tid til at vente, til hendes øjne vænnede sig, så hun tog et skridt mod den lille trappe foran elevatoren – og snublede straks, lige ved at falde. Hun nåede at gribe om gelænderet.
»For helvede, man kan altså også slå sig ihjel her. Kan de ikke mon sætte en stærkere pære i?« mumlede hun.
Mens hun ventede på elevatoren, trommede Sofie utålmodigt med foden, gennemgik alle mulige scenarier i hovedet om, hvad der kunne være sket med Signe, og gentog for sig selv: »Bare alle er i live og raske…« Foran lejlighedsdøren standsede hun et øjeblik og lyttede. Der lød ingen skrig eller hulk udefra – allerede et godt tegn. Sofie trak vejret dybt og trykkede beslutsomt på ringeklokken.
Døren blev åbnet af Signe med et opsvulmet, tåredryppende ansigt. Som en zombie drejede hun rundt og slæbte sig langsomt ud i køkkenet på stive ben. Sofie sukkede, rystede på hovedet, smed sine sneakers af og fulgte efter.
Signe sank ned på en stol, hovedet og skuldrene hængende, hænderne slappe i skødet. Hele hendes udtryk skreg af opgivelse og underkastelse for de omstændigheder, der var faldet over hende.
»Signe, hvad er der sket? Du skræmte mig.« Sofie gik hen til hende og lagde en hånd på ryggen. »Fortæl mig det, for jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg løb hertil som en gal.«
»Victor har forladt mig,« sagde Signe med en mekanisk, følelsesløs stemme.
»Forladt dig? Til en anden kvinde?«
Signe nikkede.
»Hvad skete der? Sagde han det selv, eller har du overtænkt det?« spurgte Sofie.
Hun var ikke overrasket. Victor var en høj, flot mand. Hun havde altid antydet overfor Signe, at der ville være masser af kvinder, der ønskede at vinde ham eller bare bruge ham. Signe var nødt til at holde ørerne åbne og se sit bedste ud, så han ikke fristedes til at gå på afveje.
»Han sagde, at han elskede en anden, pakkede sine ting og gik. Sofie, sig mig, hvad er det for noget? Jeg gjorde mit bedste, lavede mad, vaskede, holdt hjemmet rent, fødte hans søn, gik på diæter for ikke at tage på efter fødslen og se ud som en model – og alligevel gik han.«
»Uff,« sukkede Sofie højlydt. »Alle er i live og raske, og du hyler som om nogen er død. Han har det nok sjovt et stykke tid, men han kommer tilbage.« Hun satte sig på stolen ved siden af.
»Kommer han tilbage? Tror du det?« Signe kneb øjnene sammen og stirrede håbefuldt på Sofie.
»Det ved jeg ikke. Alt kan ske. Hvem er hun? Smuk? Ung?«
»Samme alder som mig. Storbygget, rødhåret og skeløjet.« Signe trak på skuldrene. »Sofie, hvad manglede han? Jeg er hundrede gange bedre, og så…« Signe hulkedMen dagene gik, og Signe lærte langsomt at leve uden Victor, med Niklas som hendes eneste lyspunkt i mørket.
