Drømmehunden Timmy
Agnete og hendes mor havde skændes i flere dage. De blev trætte, gik hver til sit, tav og sukkede over hinanden. Men så snart den ene fandt modet til at tale igen, begyndte skænderiet forfra.
“Det er umuligt at snakke med dig! Du hører jo ikke efter. Det er kun dit eget synspunkt, der tæller. Du hørte heller ikke efter, da far var her. Det er derfor, han gik,” råbte Agnete. Hun vidste godt, det var under beltet at bringe faren ind i det, men vreden skubbede hende videre.
“Jeg skal alligevel flytte, for jeg kan ikke leve uden Dan. Jeg elsker ham. Ville gøre det ordentligt, men det lykkes åbenbart ikke. Jeg er voksen, jeg er tyve. I gamle dage var piger på den alder gamle møer. Du er altid så perfekt. Keder du dig ikke af dig selv? Jeg vil ikke blive som dig…” Agnete tav brat.
“Jeg er da ikke imod det. Og jeg hører dig helt fint. Hvorfor gør I det ikke bare officielt, hvis I elsker hinanden?” sagde moren næsten roligt, skræmt over datterens udbrud.
“Åh, nu starter du igen,” stønnede Agnete. “Hvordan? Vi er studierender. Skal vi bo hos dig? Eller hos hans forældre? De har allerede købt en lejlighed til ham.”
“Hvad vil I leve af?”
“Jeg har jo sagt, Dan arbejder, laver hjemmesider og små programmer. Han får penge for det. Ja, mor. Har du ikke hørt om at arbejde online? Vi har nok til mad, og om dagen er vi færdige med studiet og kan blive gift.”
“Så vent dog det år! Eller brænder det? Er du gravid, men fortæller mig ikke?” Moren granskede Agnetes figur.
“Nej, mor, jeg er ikke gravid. Jeg er træt af det. Det er meningsløst at tale med dig.” Agnete gik ind på sit værelse og begyndte at hive sin tøj ud af skabet og proppe det i en rygsæk. Tingene passede ikke, og hun stod ved sofaen, uviss om hvad hun skulle gøre.
Moren kom ind. “Nu begynder hun bare at skrige igen,” tænkte Agnete. Men moren stod bare tavst et øjeblik og gik igen. Agnete forstod det ikke. Et par minutter senere kom hun tilbage og lagte en kuffert ved siden af bunken af Agnetes ting. Den havde hun og faren brugt til deres ferier.
“Tak!” Agnete omfavnede hende. “Jeg flytter ikke til månen, jeg kommer på besøg. Ringer hver dag. Hvis du har brug for noget, siger du bare, Dan og jeg skal nok hjælpe.”
Pludselig segnede moren sammen, satte sig på sofaen og gemte ansigtet i hænderne.
“Alle forlader mig. Selvfølgelig, løb væk, som om jeg er et monster. Jeg var godt nok, da jeg var ung og rask, men nu er jeg bare i vejen. Faren fandt en yngre, jeg duger ikke længere. Men da han fik mavesår eller rygsmerke, havde han brug for mig. Jeg plejede ham, masserede ham, lavede sund mad. Pressede kartoffel- og kåljuice. Da var jeg god nok. Men da han blev rask, havde han kræfter til at gå til en anden, ung og frisk. Nå, men næste gang han får onsker, kommer han tilbage, men jeg tilgiver ham ikke.”
“Nu går du også. Kunne du ikke blive? Nu må du lave mad selv, handle, vaske tøj. Og så studere. En kvindes lod er hårdt. Hvad hvis du bliver gravid? Hvorfor skal du nå alt?”
Agnete satte sig ved siden af hende og lagde en arm om hendes skuldre. Hun mærkede, hvor anspønnet og ulykkelig moren var. Et sekund overvejede hun at give efter og blive.
“Hvorfor ikke bare blive ved at ses? Hvorfor skal du flytte?” Moren blev ved.
“Hvorfor bor folk sammen? Fordi de ikke kan undvære hinanden. Jeg elsker ham. Jeg kommer på besøg. Lover. Ringer hver dag. Vil du have, vi flytter hjem til dig?”
Moren tog hænderne fra ansigtet og rettede sig op.
“Det skulle bare mangle.”
Agnete smilede for sig selv.
Moren blev forholdsvis sent gift. Bedstemor var streng, lod hende ikke flytte hjemmefra. Først da hun døde, gift hun sig. Som man siger: Hun nåede det sidste tog.
Agnete var tyve, men moren var allerede pensioneret. Virksomheden, hvor hun arbejdede, gik konkurs. Alle de ældre blev sendt på pension. Og hun havde ovenikøbet far at bakse med. Agnete forstod det. Men hvordan skulle hun vælge mellem mor og Dan? De ville næppe kunne bo alle tre. Agnete kendte morens temperament. Og hvorfor prøve, når Dan havde sin egen lejlighed? Det var bedst sådan. Moren var bare bange for at blive alene.
“Undskyld, mor. Jeg elsker dig så højt. Men jeg elsker også Dan.” Agnete rejste sig og begyndte at pakke.
Da moren gik ud, tog hun telefonen op af lommen.
“Venter du?” hviskede hun i røret. “Jeg kommer snart.”
Hun lagde telefonen væk, slyngede rygsækken på ryggen, trillede kufferten ud og gik.
Moren sad i køkkenet og stirrede ud ad vindu.
“Mor, vær nu ikke sur. Jeg ringer i morgen,” sagde Agnete skyldbevidst.
Moren rørte sig ikke. Hun så så forladt ud, så alene og såret, at Agnete fik ondt af hende. Men hvis hun gav efter nu, ville mor bare overtale hende til at blive. Og Dan ventede allerede længe nede i gården, sikkert frosset til. Så Agnete besluttede sig, før hun kunne ændre mening eller mor kom ud af sin fortabthed, og gik mod døren.
Hvis de kunne have kaldt en taxi, men penge skulle spares. Så de gik til busstoppestedet.
“Hvordan gik det? Skændte din mor meget? Prøvede hun at få dig til at blive?” spurgte Dan i bussen og holdt om hendes hånd.
“Det gik frit,” mumlede hun. Hun ville ikke tale om det.
“Fortryder du det?”
“Nej, hvad snakker du om,” svarede Agnete hurtigt og klemte hans hånd, lænede sig ind mod ham.
Agnete ringede hver dag i pauserne mellem forelæsningerne. Moren klagede over blodtryk og led, der gjorde ondt i det vejr. Det var slutningen af november, men alligevel regn eller våd sne. Selv raske blev trætte af sådan noget vejr, og moren var ikke rask.
Agnete opgav at trøste hende. Men at høre om sygdom hver dag blev for meget. Tag en pille, lig ned, hvad mere kunne hun sige? Hun ringede sjældnere. Næste weekend ville hun besøge hende.
“Skal jeg med dig?” foreslog Dan.
“Nej, jeg tager alene. For din mor er du stadig fjenden nummer et, grunden til hendes ensomhed. Det mangler bare at skændesTimmy lagde sit hoved i hendes mor skød og gav et lille gisp, som om han forstod, at nu var alt, som det skulle være.
