*”Hvem er min far?”*
“Marie, vil du med i biografen på søndag?”
“Jeg ved ikke. Mor lader mig ikke gå ud om aftenen. Måske om dagen.”
“Lad os gå om dagen. Skal jeg købe billetter?” spurgte Nikolaj håbefuldt.
Marie løs hovedet og kiggede op mod vinduerne på tredje sal. Var det morens ansigt, der lige strejfede forbi ruden? Hendes humør sank med det samme. Hun tog sin taske fra Nikolaj og trak sig et skridt tilbage.
“Okay, jeg må hellere gå. Vi ses i morgen.” Hun skyndte sig mod opgangen.
*”Hun holder alt på mig, som om jeg var en kriminel. Alle de andre piger må gå ud med drengene, men jeg skal være hjemme om aftenen. Alle har normale forældre, undtagen mig…”* tankerne summede i Maries hoved, mens hun trådte op ad trappen.
Hun låsede døren op, tog hurtigt jakken og støvlerne af og listede forbi morens værelse.
“Skal du ikke spise?” Morens stemme indhentede hende lige, da hun rakte ud efter dørhåndtaget.
Marie rullede med øjnene og vendte sig mod hende.
“Hvad hvis jeg ikke vil?” udbrød hun spidst.
“Hvorfor er du altid så sur på mig?”
“Hvorfor holder du alt på mig?” svarede Marie med et modspørgsmål.
“Jeg holder ikke øje med dig. Jeg kørte bare ud af vinduet,” svarede moren roligt.
“Ja, selvfølgelig. Du ser aldrig ud af vinduet, når jeg er hjemme,” fnøs Marie. “Jeg har lektier. Mange lektier.” Hun smækkede døren efter sig, tændte lyset og begyndte at tælle i hovedet. *”Én, to, tre…”*
Normalt ville moren storme ind på fire og begynde at skælde ud – at hun ikke havde fortjent sådan en datter, at Marie var umulig at håndtere, uhøflig og trodsig. Bare én gang til, bare én dør, der blev smækket…
Men denne gang nåede hun til ti uden at moren kom ind. Det var underligt. Marie skiftede tøj, tog bøgerne op af tasken og satte sig ved skrivebordet.
Hun var sulten, men ville moren lade hende spise i fred? Nej, hun ville sætte sig på den anden side af bordet og udspørge hende som en forbryder. Hvordan kunne man lade være med at blive sur? Marie hørte morens fodtrin udenfor døren og bøjede sig ned over bogen, lod som om hun læste. *”Nu kommer det.”*
Moren åbnede døren.
“Jeg håber ikke, jeg forstyrrer?” Hun kom ind.
Det var helt usædvanligt. Moren undskyldte aldrig, hun kom altid brasende ind.
“Der er noget, jeg skal fortælle dig,” sagde hun og satte sig på sengen.
Marie lod kun som om hun læste. Ordene flimrede forbi øjnene, men hun fattede ikke en stavelse. Hun ventede spændt.
“En ringede til mig… Hun boede sammen med din far… Han er død… Begravelsen er i morgen,” sagde moren med neutral stemme, mærkeligt afmålt.
“Hvordan døde han?” Marie så op, stirrede på moren.
“Hjerteanfald. Hvis du vil med til begravelsen, så læg noget mørkt tøj på.”
“Og du kan bare sige det så roligt?” Marie sprang op, stolen skrabede over gulvet. Hun stillede sig foran moren. *”Hører du dig selv? Hvis? Du taler om hans død! ‘Tag noget mørkt på,'”* hun efterabede morens kølige tone.
“Det er umuligt at snakke med dig,” sukkede moren og rejste sig. “Han slog op med os, husker du nok?”
“Fordi du ikke elskede ham!” Maries stemme knækkede over af gråd.
“Skrig ikke. Tal ikke om det, du ikke ved.”
“Jo, jeg ved det! Far selv sagde det, før han gik. Han sagde, du aldrig havde elsket ham. Hvorfor giftede du dig med ham? Du skulle bare være gået og ladet os være sammen. *Han* elskede mig. I modsætning til dig.” Marie faldt sammen over bordet, græd.
Morens hånd rørte ved hendes skulder. Marie rystede den af.
“Jeg ringer til skolen i morgen, siger du ikke kommer,” sagde moren roligt og forlod værelset.
Da gråden var grædt ud, fandt Marie fotoalbummet frem fra skuffen og slog sig ned på sengen. Hun bladrede til et af de få billeder, hvor de stod sammen – far smilende, mens Marie holdt en stor tot sukkerknald. Hun tog billedet ud af plastikhylsteret og græd igen, mens fingrene kærtegnede det gamle foto.
***
Han var gået, da Marie gik i femte klasse. Hun havde aldrig hørt dem skændes, så skilsmissen kom som et lyn fra en klar himmel. De talte knap nok sammen – ingen vittigheder, ingen kys, ingen kærtegn, ikke som hendes venners forældre.
“Far, kommer du aldrig tilbage?” spurgte hun ham, da han hentede hende efter skole.
“Du må forstå, jeg ikke kan blive. Mor elsker mig ikke. Jeg har holdt ud alt for længe.”
“Jeg elsker dig,” hviskede Marie.
“Også dig.” Han strøg hende over håret. “Sådan går det nogle gange. Når du bliver stor, forstår du det selv. Vær høflig mod din mor.” Han fulgte hende hjem, men gik ikke ind.
“Far!” råbte Marie efter ham, men han vendte sig ikke.
“Han har en anden,” sagde moren senere.
“Har han også børn?”
“Det ved jeg ikke. Måske…”
***
“Marie, rejs dig.” Morens stemme trængte gennem søvnen. “Vi skal snart af sted til kapellet.”
Ved ordet “kapel” åbnede Marie øjnene med det samme, satte sig op, famlede efter noget i dynen.
“Leder du efter det her?” Moren pegede på billedet på skrivebordet. “Skynd dig, vi kommer for sent.” Hun forlod værelset.
Iført sorte jeans og en mørk trøje kom Marie ind i køkkenet. Moren drak kaffe, men Marie kunne ikke få en bid ned. Hun stirrede bare ud ad vinduet. Moren tog sin kop.
“Er du klar? Så går vi.”
Ikke et ord yderligere, før de nåede hospitalet. Der var få mennesker i kapellet. Marie genkendte ingen. Alle stod langs væggene, på afstand af kisten. Kun en lille, buttet kvinde stod ved hovedenden, hulkede, hviskede og tørrede øjnene hvert minut. Marie forstod, det var hende, der havde ringet.
En nervøs skælven tog hende. Hun havde aldrig været til en begravelse før. Manden i kisten lignede slet ikke hendes far. Et kort blik, så så hun ikke igen. I stedet stirrede hun på det store fotografi ved siden af – *sådan* huskede hun ham. Moren stod roligt, fjern, uden en tåre, som om det var en fremmed, de begravede.
Efterfølgende kørte de til kirkegården. I bussen hviskMen da hun så sin mors øjne, der endelig slap tårerne løs, forstod Marie, at kærlighed nogle gange gemmer sig bag de stærkeste mure.
