Lille Margrethe Mikkelsen gik hjem i sin uldne frakke, der var knappet halvt op, med en slidt taske i hånden, fyldt med elevernes stilbøger. Hele aftenen ville hun sidde og rette dem.
For ikke længe siden var knopperne på træerne kun begyndt at svulme, men nu var de allerede spredt ud i små, lysegrønne blade. Naturen vågnede til liv efter den milde sol. Snart ville alt blomstre.
Forbipasserende hilste respektfuldt på Margrethe. Hun nikkede tilbage med et beskedent smil. De fleste af dem havde hun engang undervist i dansk og litteratur, og nu var det deres børn, der gik i hendes klasser.
Hun var slank og spinkel som en ung pige, og fra bagsiden kunne man let tage hende for en teenagejente. Ansigtet var heller ikke ucharmerende. Men hvem skulle hun gifte sig med her? Så hun boede alene i et lille træhus på en snæver gade. Det var blevet tildelt hende som bolig for længe siden, da hun som ung lærer kom til den lille by fra København.
Byen var også lille, nærmest en stor landsby. I dag fik unge lærere lejligheder i de nye treetagers murstenshuse. Men de kom ikke rigtig hertil – alle ville til København eller Aarhus.
Alligevel var Margrethe blevet hængende. I fritiden elskede hun at arbejde i haven. Da hun først kom, kunne hun ikke engang tænde for en ovn, men nu kunne hun både fyre op, dyrke grøntsager og lave syltetøj. Livet havde lært hende det hele.
Livet…
Det var også forår dengang. To unge mænd sad uden for kollegiet og skrev på noget. Hun ville ikke have lagt mærke til dem, hvis ikke de var begyndt at skændes om stavemåden af et ord. Begge tog fejl. Til sidst stak hun hovedet ud og fortalte dem den rigtige måde.
Den ene af dem, Niels, bad hende om at se hele deres besked igennem. Margrethe gik ud, rettede det og hjalp dem.
“Tak. Vi er heldige at møde dig. Hvad hedder du?”
“Margrethe.”
“Jeg er Niels. Er du lærer? Vi arbejder her i nærheden.”
“Lærer eller pædagog, ja,” rettede hun.
Niels mindede hende om en bjørn – stor og solid. Hun følte sig tryg ved ham. Da han friede, sagde hun ja uden at tøve.
Hans mor kunne ikke lide Margrethe.
“Hvad skal du med hende? Læse bøger hele dagen? Hun kan sikkert ikke engang lave mad. Du kommer til at slide med hende,” mumlede Niels’ mor, efter Margrethe var gået.
Og hun havde måske ret. Margrethe kunne kun lave pasta og spejlæg, og selv det tog hun let fejl af. Så snart hun satte gryden på komfuret, forsvandt hun i en bog og glemte alt, indtil det begyndte at brænde på.
Til sidst tog Niels’ mor madlavningen i sine egne hænder. Margrethe prøvede at lære af hende, mens Niels selv tog sig sammen, lod være at bande og klædte sig pænt. De levede godt sammen.
Et år senere fik de en søn, rolig og grundig som sin far. Det var måske lidt tidligt, men det var bedre nu end senere – hun kunne ikke bare tage barsel midt i et skoleår. Sådan set var det måske smart.
Men efterhånden begyndte Niels’ mor at hakke på Margrethe, selv når hun var der: “Hvorfor gifte du dig med sådan en klodsmajor?” Margrethe tav. Om natten græd hun og sagde til Niels, at hans mor hadede hende.
“Det vigtigste er, at jeg elsker dig,” sagde han og kyssede hende.
Margrethe savnede arbejdet. Da deres søn blev større, ville hun sende ham i vuggestue.
“Nej, det skal du ikke! Jeg passer ham,” sagde Niels’ mor og sagde op.
Margrethe var taknemmelig. Om aftenen sad hun længe oppe og rettede opgaver. Niels’ mor sukkede højlydt og brokkede sig over svigerdatteren.
Måske var det morens indflydelse, eller måske blev Niels træt af at rette ind – men han begyndte at forsvinde hjemmefra oftere. Han blev mere sjusket i tøjet, bandede igen, og rørte hende ikke i sengen.
Og så kom det: Niels havde en elskerinde. Det var hans mor, der fortalte det med en hånlig latter. Hun var ekspedient i den lokale købmand – en stor, rødhåret kvinde med kraftig makeup. Hun prøvede ikke at ændre ham. I stedet proppede hun ham med mad.
Margrethe konfronterede ham direkte.
“Det er sandt. Vi er for forskellige,” sagde han uden at se på hende.
Hun tog til kommunens uddannelsesforvaltning og bad om en lærerpost i en anden by i regionen. Midt på året var det svært, men der var én stilling ledig: En ung lærer var løbet fra en lille by tre måneder tidligere. Der var bolig inkluderet. Margrethe tog straks imod.
Den gamle by lignede nærmest en landsby. Boligen var et træhus med en halvt nedfalden brændeskur. I desperation lærte hun at fyre op, dyrke grønter og håndtere koldt vand fra brønden. Hendes søn var glad, løb rundt i haven og legede med naboens katte.
Niels betalte børnepenge, men kom aldrig for at se sin søn. Han giftede sig med ekspedienten, og de fik to piger.
Efter gymnasiet flyttede sønnen til Aarhus for at studere. Til at begynde med boede han hos sin far, men brokkede sig over pladsen og sine halvsøstres attitude. Niels’ nye kone kunne ikke udstå sin svigermor. De skændtes så højt, at naboerne bankede på væggen. Til sidst fik Niels’ mor en lille lejlighed, og der så de hende ikke mere.
I begyndelsen kom sønnen hjem til Margrethe i ferierne. Hver gang han trådte ind ad døren, gik der et gys igennem hende – han lignede så meget sin far. Nu arbejdede han som ingeniør, var gift og brugte ferierne på Mallorca eller i Syden.
Foran hendes hus var der fuld byggeaktivitet. En mand i fyrrerne arbejdede med vinduerne, solbrændt og kun iført en T-shirt.
“Kan du lide det?” spurgte han pludselig, da han så Margrethe stå og kigge.
“Ja,” svarede hun.
“Bor du i huset derovre? Dit veranda trænger til en opdatering,” sagde han.
“Den drypper, når det regner kraftigt,” indrømmede hun.
“Skal jeg ordne det?”
“Virkelig? Hvor meget skal du have?”
“Vi finder ud af det. Vi er færdige med det andet projekt om en uge. Jeg tager forbi og ser, hvad der skal laves.”
Margrethe følte sig forlegen. Hvad ville han med hende? Hun skulleHun smilede og nikkede, og selvom hun vidste, det måske var dumt, lod hun ham alligevel komme ind i sit liv og sit hjerte, for kærlighed viser sig nogle gange på de mest uventede steder.
