For mig, føde. Du ved godt, jeg ikke kan få børn…
Føde et barn, for mig. Du ved, jeg ikke kan få børn…
Den første dag på universitetet startede med en forelæsning. Ida fór vild i gangene, indtil hun endelig fandt det rigtige auditorium. Hun nåede lige at sætte sig på den yderste plads i første række, før underviseren kom ind. Han præsenterede sig og forklarede, hvad de skulle arbejde med det kommende år. Han sagde, at eksamensspørgsmålene ville basere sig på forelæsningerne – ikke lærebøgerne. Han rådede dem til at møde op nu, i stedet for at bruge tid på at lede efter svar på nettet før eksamen.
Døren gik pludselig op, og en strålende pige med skinnende øjne trådte ind. Klassen fnisede. Læreren vendte sig straks mod hende.
“Er du på vej til forelæsningen? Hvad hedder du?” spurgte han strengt.
“Katrine Sørensen,” svarede hun uden at tøve, med en selvsikker stemme.
“Nå, denne gang lader jeg det gå, Katrine. Men næste gang skal du ikke komme forsent. Jeg tillader ikke forsinkelser i mine timer.” Han vendte sig mod den tavse klasse. “Det gælder jer alle! Jeg gentager ikke, hvad vi har talt om – spørg en anden. Sæt dig.”
Pigen listede hen til første række, forsigtig med sine høje hæle. Ida flyttede sig for at give hende plads.
“Hej. Hvad sagde han? Skræmte han jer?” hviskede den skinnende pige, der lignede en fugl i fuld.
“Ti stille, ellers smider han dig ud,” hvæsede Ida.
I pausen lærte de hinanden at kende. Katrine kom fra Næstved og pendlede hver dag til København. Hun havde ikke regnet med trafikken sin første dag og var derfor kommet forsent. Ida var fra Odense og boede på kollegiet.
Katrine var livlig og sjov, men tog ikke studierne alvorligt. Hun undrede sig over, hvordan Ida kunne sidde med bøgerne hele dagen.
“Hvad betyder det, om dit diplom er rødt eller blåt? Det vigtigste er at finde den rigtige mand og få et godt liv,” sagde Katrine.
“Jeg lovede min mor at studere seriøst. Hun opdro mig alene. Hun startede også på universitetet, forelskede sig og blev gravid. Men manden, min far, lovede at gifte sig med hende – det gjorde han aldrig. Da jeg blev født, droppede hun ud. Hun er bange for, at jeg ender som hende. Jeg ved, hvor hårdt hun havde det. Jeg vil ikke skuffe hende.”
“Tsk. Du tørrer jo ud over de bøger. Hvornår lever du?”
“Når jeg får mit diplom,” grinede Ida.
På trods af deres forskelligheder blev de gode venner. Ida mødte op til alle forelæsninger og lånte sine noter til Katrine. Hun hjalp hende også med at forstå stoffet og dækkede for hende, når hun så en film i stedet. Katrine dansede, datede og nød livet. Mange advarede Ida om, at Katrine bare udnyttede hende.
“Og hvad så? Venskaber er sjældent helt uselviske. Den ene hjælper altid den anden,” svarede Ida.
I fjerde år forelskede Katrine sig og glemte helt studierne. Hvis ikke Ida havde hjulpet, var hun blevet smidt ud. Sidste år blev Katrine gravid.
“Jeg ville have en abort i smug, men Christian opdagede det og skreg. Så nu skal vi giftes. Du skal være vidne. Ingen diskussion,” sagde hun.
Før nytår blev der holdt et stort bryllup, og lige før eksamen fødte Katrine en dreng. Hun kom til eksamen helt udkørt, og lærerne gav hende af medlidenhed kunÅrene gik, og livet tog uventede drejninger, men gennem det hele lærte de, at kærlighed og ofring altid bærer frugt, selv når vejene skilles.
