“Jeg vil heller ikke skændes. Men hvornår får du mon banket den hylde fast?”
Lørdag morgen, efter morgenmaden, begyndte Freja at rydde op i lejligheden. Mikkel satte sig på køkkensofanen med sin laptop. Hans opgave var at smide skraldet ud bagefter. Men lige nu scrollede han gennem nyheder på en af de sociale medier.
Pludselig dukkede der et billede op af hans gamle studiekammerat Nikolaj, der strålede af glæde. Under billedet stod der: “Hurra! Endelig! Det er sket! Jeg er flyttet ind! I er alle inviteret til at fejre min husflytning. Kom forbi, kig jer omkring, og bliv misundelige!” Mikkel klikkede på linket og så billeder af lejligheden, fotograferet fra forskellige flotte vinkler.
Lejligheden havde Nikolaj arvet for et år siden efter sin afdøde bedstemor. Den havde ikke været renoveret i 40 år, med gammelt, sovjetisk inventar. At bo der ville kræve en masse penge, hvilket han ikke havde. Nikolaj besluttede at slippe for besværet og sælge den med det samme. Han og hans kone sparede op til en lejlighed, og med arven kunne de måske fremskynde processen.
Men konen, Ida, satte sig på tværs. Lejligheden var slidt, men beliggende i byens historiske centrum. Hun foreslog at bruge de opsparede penge på en ordentlig renovering og sælge den dyrere. Så ville de have råd til en større lejlighed, som de altid havde drømt om.
Det tog næsten et år at renovere. Men nu var lejligheden ukendelig. Som Nikolaj beskrev det, havde den skjult potentiale for kreative løsninger. De rev muren mellem badeværelse og toilet ned, fjernede køkkenvæggen og skabte en stor stue. Farverige tapeter og minimalistisk møblering gjorde det hele til en ægte perle.
I kommentarerne flød rosene ind. Nogle var begejstrede, andre misundelige. Men de fleste gættede, at en professionel designer måtte have været til stede.
“Nej, vi læste op på det og kiggede på moderne lejligheder online. Men vi gjorde det selv, bortset fra at slå vægge ned og lægge gulv,” forsikrede Nikolaj de skeptiske.
Mikkel lykønskede ham kort. Selvfølgelig var han misundelig. Han og Freja boede i en lille lejlighed. Hans fars ven var flyttet til USA efter sin kones død og ville ikke sælge lejligheden. Så han lod Mikkel og Freja bo der gratis, med det ene krav: ingen ombygning. Det var fint nok – de fik et sted at bo efter brylluppet.
Mikkel havde engang flirtet med Ida på første semester. Men hun valgte Nikolaj. Han var en heldig nar. Ida havde altid haft en særlig smag. De mest almindelige ting så designeragtige ud på hende. Selv Mikkel, der ikke anede noget om mode, kunne se det.
Nikolaj stod for det hårde arbejde, men ideerne kom fra Ida. Men resultatet var flot. Mikkel kastede et blik på deres eget kedelige køkken. Det var fint, indtil han så Nikolajs lejlighed.
Men altså, Nikolaj…! Mikkel greb laptopen og skyndte sig ind i stuen, helt glemt at Freja ikke skulle forstyrres under rengøringen.
Freja stod på tæer og pudrede forsigtigt en væghylde. Mikkel bemærkede igen, hvor smuk hun var. Lige så stille begyndte hylden at vippe. Skruerne var løse, og bøgerne lå allerede i en stak på gulvet.
Han ville smutte, men Freja så ham, pustede en hårtot væk fra ansigtet.
“Hvad glor du på? Du kunne lige så godt banke hylden fast.”
“Jeg ville bare vise dig… Se, hvordan Nikolaj og Ida har renoveret hans bedstemors lejlighed. Jeg ville ikke sige nej til sådan en…” Han tav da han så hendes ansigtsudtryk.
“Vis mig,” sagde Freja.
“Her, se.” Mikkel vendte skærmen mod hende. “Ret fedt, ikke? Den var helt nede i bund før. Nikolaj ville sælge den med det samme…” Han prøvede at lyde neutral.
“Ja. De er dygtige,” sagde Freja tørt og så på ham.
“Hvad? Min bedstemor er rask og har ingen planer om at døde. Og der er to børnebørn, så hvem ved, hvem der arver.”
“Lad hende leve. Han skriver, de gjorde alt selv. Ida kom bare med ideerne.”
“Ja.”
“Forstår du det ikke? Jeg har bedt dig om at fikse hylden i evigheder! Bøgerne har ligget på gulvet i en måned! Vi har boet her i et år, og noget går i stykker hver dag. Skal jeg hyre en fremmed til at ordne det? Skal du ikke skamme dig? For Ida ville du nok bygge et helt hus, hva’?”
“Åh, nu begynder det,” savlede Mikkel. “Alt er digitalt nu, men du insisterer på papirbøger.” Han smækkede laptopen i og skyndte sig ud i køkkenet.
“Nej, vent.” Freja fulgte efter. “Hver gang vi taler om hylden, bliver du blind og døv. Jeg brokker mig ikke over, at dine skabe er proppet med musik-cd’er. Jeg accepterer din samling. Men hvorfor samle, når alt er på nettet? Jeg kritiserer dig ikke. Lad os bytte. Du tager dine cd’er ud af skabet, og jeg lægger mine bøger der. Måske får du så lyst til at fikse hylden.”
“Lad os købe en bogreol. Jeg har ikke noget imod det,” sagde Mikkel forsonligt.
“Eller hvad med at købe en ny lejlighed, en større en, hvor vi kan gøre, hvad vi vil?” svarede Freja skarpt.
“Freja, jeg vil ikke skændes. Det var dumt at nævne lejligheden.” Han hang med hovedet.
“Jeg vil heller ikke skændes. Men hvornår får du banket den hylde fast?”
“I morgen henter jeg boremaskinen hos far og… Fandens, de er på sommerhus hele weekenden. Jeg lover, jeg henter den mandag,” lovede Mikkel ivrigt.
“Ja, ja. Hvor mange gange har jeg hørt det?” Freja vinkede afværgende og forsvandt ind i soveværelset.
*Hvorfor i alverden nævnte jeg lejligheden?* bandede Mikkel for sig selv og skrev til Nikolaj, at han havde skændtes med Freja på grund af ham.
“Åh, slap af. Tror du ikke Ida og jeg skændes? Under renoveringen overvejede vi skilsmisse tre gange. Hun skrev endda ansøgningen. Jeg måtte overtale hende. Men Freja er fantastisk,” svarede Nikolaj.
Mikkel elskede Freja. Han vidste godt, hun var fantastisk. Hun lavede lækker mad, huset var rent og hyggeligt. Og hun fik ikke hovedpine om natten, som nogen andre. Hvad mere skulle en manden have?
*Jeg henter boremaskinen mandagMen da mandag morgen kom, lå boremaskinen allerede klar på bordet – Freja havde været på genbrugspladsen og fundet en til en slik, og nu stod hun og smilte, mens hun rakte ham en kop kaffe og en pose nye skruer.
