**Tredje Forsøg**
Jonna skiftede til sin hvide kittel, satte sig bag skrivebordet og lænede sig tilbage i stolen. Hun lukkede øjnene et øjeblik for at samle sig og få arbejdsro. Så bankede det på døren. *Hvem er det nu?* sukkede hun indvendigt. *De kan ikke engang lade mig få en pause, bare hamrer løs…*
Uden at vente på svar, åbnede døren sig en smule, og en mand stak hovedet ind.
»Må jeg?«
Jonna Knudsen så strengt på ham.
»Konsultationen starter klokken to,« svarede hun skarpt og lod, som om hun læste en vigtig rapport.
Et øjeblik senere skottede hun til døren. Mandens hoved hang stadig i døråbningen.
»Jeg sagde det jo på dansk…« begyndte hun irriteret, men hovedet forsvandt ikke.
»Klokken er to,« sagde manden og nikkede mod uret mellem vinduerne.
Jonna kiggede på væguret. Den store viser stod netop på tolv, klar til at svinge videre. Tid til at begynde. Hendes allerede dårlige humør forværredes yderligere.
»Kom ind,« sagde hun og sukkede.
Døren åbnede sig, og manden trådte ind. Hun målte ham med et professionelt blik, mens han nærmede sig. Han lignede ingen syg mand – veltrimmet, velplejet, sund og rask, ingen tegn på smerter i hans åbne ansigt.
»Efternavn?« spurgte Jonna og greb bunken af journaler på bordet.
»Larsen, Mads Kristian.«
Han satte sig, lænede sig tilbage og lagde albuen på bordkanten. Denne holdning gjorde Jonna endnu mere irriteret. *Lige som hjemme hos sig selv*, tænkte hun.
Hun fandt hans tynde journal, åbnede den. Kun to notater fra øjenlægen.
»Hvad kan jeg gøre for dig?« sagde Jonna modstræbende, parat til at afvise ham.
»Jeg sover dårligt, doktor. Om dagen gæsper jeg på jobbet, men om natten vågner jeg og kan ikke sove før morgen.«
»Hvor længe har det stået på?«
»Siden min kone kom tilbage. Hun forlod mig for en anden, og da jeg endelig havde det bedre, kom hun tilbage. Jeg kan ikke smide hende ud – vi har en datter.«
»Hold dine private problemer for dig selv. Her er henvisning til røntgen og blodprøver. Kom tilbage bagefter.«
»Er det nødvendigt?« spurgte Mads ærligt forvirret.
»Du kommer sjældent til lægen, ikke? Så er det på tide. Det er proceduren.«
»Men hvad med min søvn?« spurgte han og drejede henvisningerne i hånden.
»Fjern stress fra dit liv. Forlad din kone. Du sov vel, før hun kom tilbage?«
»Ja, men hvor skal jeg tage hen? Vi har en lille lejlighed, og hun går ikke frivilligt. Mine forældre er væk. Skal jeg bo til leje i min alder? Bare giv mig noget sovemedicin.«
Jonna trak en receptblok frem og skrev recepten modstræbende.
»Er du alene? Jeg mener, ikke gift? Du ser træt ud. Også problemer?« spurgte Mads pludselig.
Pennen standsede midt i recepten. *Hvad bilder han sig ind?*
»Hvad rager det dig?« snappede hun.
»Bare nysgerrig. Læger er også mennesker. Skilt?«
Hun ville sige, at han forlod hende for ti år siden – til en yngre kvinde, efterlod hende med tre børn. Den ældste arbejdede i Sverige nu, datteren i København, og den yngste var lige flyttet væk. Ingen tænkte på hende. Hun var alene, snart pensionist, uden venner eller familie at klage til.
Jonna vaktede til sig selv.
»Her er din recept. Husk blodprøverne.« Hun skød papiret til ham.
»Tak,« sagde Mads, men blev siddende.
»Er der mere? Der er andre patienter,« sagde Jonna og nikkede mod døren.
»Nej, nej. Farvel.« Endelig rejste han sig.
I døren vendte han sig. Jonna nåede ikke at kigge væk.
En ældre dame kom ind – en af dem, der behandlede lægehuset som en social klub.
Da Jonna senere tog kittlen af, huskede hun den tomme lejlighed derhjemme. Fortvivlelsen skyllede ind over hende. Hun bed sig i læben for ikke at græde og forlod klinikken.
»Jonna Knudsen!«
Hun vendte sig. Mads, den første patient, stod der.
»Jeg tænkte… Du ser så trist ud. Har du også problemer? Man kan se det på dig. Jeg har heller ikke lyst til at gå hjem.«
Var det så tydeligt?
»Hvad bilder du dig ind?« spurgte hun skarpt.
»Lad nu være. Jeg ser det. Kom, lad os drikke en kaffe sammen. Jeg tænkte på dig hele dagen. Du er en skøn kvinde – men så trist.«
Hun tav, overvejende at afvise ham høfligt.
»Tænker du på, hvordan du kan sige pænt nej?« spurgte han. »Men gå dog alene tilbage til din ensomhed?«
*Han er da godt nok observant*, tænkte Jonna.
»Lad os gå,« sagde hun.
På caféen fortalte han vittigheder, prøvede at muntre hende op. Da vinflasken kom frem, smeltede hendes humør. Hun fortalte om sønnens afrejse, barnebarnet i Sverige, hendes tomme hverdag. Under hans medfølende blik fik hun en tåre i øjet.
Senere, med hans arm som støtte, gik de ud i den regnvåde aften. En taxa ventede – hvornår havde han bestilt den?
Foran hendes opgang sagde hun farvel, selvom han ønskede at blive.
Næste dag stod han ved klinikken med en buket blomster. Ingen havde givet hende blomster i årevis.
»Lad være,« sagde hun bestemt og gik videre.
Han fulgte efter, men hun standsede ham: »Slip mig.«
Tre dage gik uden tegn fra ham. På femte dag stod han der igen – uden blomster.
»Jeg vil ikke have et forhold. Find en yngre,« sagde hun.
»Jeg vil ikke have en anden,« svarede han. Hans sørgmodige øjne fik hende til at undre sig.
De gik tavse hjem. Ved opgangen kyssede han hende. Blødt, varsomt. Hun lod ham følge med op.
»Håber du at sove med mig?« spurgte hun lige ud.
Han nikkede. »Er du imod det?«
Hun lo. Han kyssede hende igen – nu dybt, længe.
Hun vidste, det var en fejl. Mænd forlod altid kvinder. Men hun sagde ingenting.
Næste uge kom han igen. »Min datter var syg,« forklarede han.
De begyndte at sove sammen. Hun nød hans varme, hans nærvær.
»Er jeg forelsket? Skal vi giftes?Og selvom livet havde prøvet dem hårdt, fandt de til sidst lykken sammen – for kærlighed kommer når man mindst venter det, men allermest har brug for den.
