Jeg vidste, at du ville ringe, mor…
Telefonen vibrerede lige midt i forelæsningen. Mette tog den op af lommen, kiggede på skærmen og afviste opkaldet. Men telefonen vibrerede igen.
“Holst, hav dog lidt respekt. Sluk den telefon eller tag den nu,” sagde professoren irriteret.
“Jeg tager den. Må jeg?” Mette kiggede bedende mod døren.
“Gå ud,” sukkede professoren.
“Lise, hvad er der? Jeg har undervisning,” spurgte Mette, da hun trådte ud i korridoren.
“Mettenille… Dine forældre har været ude for en ulykke,” sagde Lise med skælvende stemme.
“Hvad?”
“Kom hurtigt.”
Mette skyndte sig tilbage ind i auditoriet, greb sine bøger og smed dem i tasken.
“Har du ikke noget at sige, Holst?” råbte professoren efter hende.
“Undskyld, jeg bliver nødt til at gå,” svarede Mette og forsvant ud ad døren.
“Mettenille, hvad sker der?” Nikolaj indhentede hende på trappen.
“Jeg ved det ikke. Lise ringede, sagde, at mine forældre var i en ulykke, at jeg skulle komme.”
“Lever de? Jeg følger med.”
“Nikolaj, du skal ikke—”
“Der kan være brug for hjælp. Giv mig telefonen, jeg ringer efter en taxa.” Mette så først nu, at hun stadig klemte telefonen i hånden.
“Åh Gud, lad dem bare leve,” hviskede hun og rakte Nikolaj mobilen.
Hele vejen hjem kradsede Mette utålmodigt på sin taske rem. Nikolaj lagde sin hånd over hendes for at berolige hende.
“Vær så venlig, kør hurtigere,” bad hun chaufføren. Det føltes, som om de kørte i langsom film.
“Det må jeg ikke, der er fartkameraer overalt,” svarede chaufføren roligt.
“Jeg betaler bøderne, bare kør hurtigere.” Stemmen knækkede.
Chaufføren sukkede og trådte speederen i bund, mens de overhalede andre biler. “Hvis vi skal køre galt, gør vi det sammen.”
Endelig var de hjemme. Nikolaj betalte, mens Mette allerede var på vej ind gennem porten.
Lise så dem gennem vinduet og kom ud ad døren til den store to-etagers villa. Tårerne løb, hænderne presset mod brystet.
“Lever de?” Mette stormede op ad trappen og standsede foran hende.
“Henrik Holger døde med det samme. Birthe er på hospitalet.”
“Hvorfor sagde du det ikke med det samme? Hvilket hospital?”
“Rigshospitalet.”
“Nikolaj, er taxaen kørt?” Mette vendte sig mod ham.
“Den vender om.” Nikolaj tastede nummeret. “Er I kørt? Kom tilbage, tak…”
Mette skyndte sig ikke længere. På bagsædet græd hun ind i Nikolajs skulder.
Personalet ville ikke lade hende ind til sin mor.
“Det er min mor! Luk mig ind! Jeg skal se hende!” græd Mette og bad sygeplejersken.
“Hun er i kritisk tilstand, bevidstløs.”
“Jeg skal se hende.”
“Okay. Men ingen hysteriske udbrud,” advarede lægen og førte dem ind.
Senere kørte de hjem i taxa.
“Mor… Hun overlever, ikke?” hviskede Mette til Nikolaj. “Jeg har ingen tilbage. Ingen overhovedet.”
“Men Lise? Hun er da familie?”
“Husholderske. Har arbejdet for os i årtier, føles som familie. Jeg sagde det bare ikke til nogen.”
“Hvorfor?”
“Har alle i klassen husholdersker? Hvordan tror du, de ville se på mig, hvis de vidste det?”
Resten af turen var stille. Da de nåede hjem, skulle Nikolaj til at stige ud, men Mette stoppede ham.
“Jeg ringer i morgen,” sagde hun og gik ind.
Lise mødte hende i køkkenet.
“Hvordan var det? Så du hende?”
“Ja. Hun er i koma.”
“Åh Gud, Mettenille.” Lise omfavnede hende og græd. “Vi må håbe, Birthe overlever. Begravelseskontoret tager sig af Henrik. De har allerede ringet.” Hun strøg Mette over ryggen. “Sådan et tab. Hvilken god mand din far var. Aldrig et ondt ord…”
Mette lod Lise stå og gik op på sit værelse, krøllede sig sammen i sengen.
Lise vækkede hende ved daggry. Uden ord så Mette på hendes grådkvalte ansigt og vidste, hvad der var sket.
“De ringede lige… Hun døde i nat. Hvil i fred.” Lise korsede sig hurtigt. “Hvordan kan det ske, Mettenille?”
Senere sad de to i køkkenet.
“Jeg er helt alene,” hviskede Mette.
“Jeg bliver lidt endnu. Men så skal jeg afsted – jeg er gammel, jeg har brug for ro. Jeg har arbejdet hos jer i tredive år. Kom hertil, da din farfar, Henrik Holger, levede.”
Begravelserne gik, ni dage, fyrre dage. Huset blev tomt for gæster, kollegaer, venner. Til sidst tav også telefonen. En tung stilhed fyldte rummene.
Mette gik til forelæsninger, kun fordi Nikolaj tvang hende. Ellers lå hun bare i sengen, stirrede på væggen. Lise tvingede hende til at spise. Truede med at gå, hvis hun ikke tog en enkelt skefuld suppe.
Og Mette spiste, bare for ikke at være helt alene.
En dag sad de i køkkenet. Tecuppernes damp forsvandt, mens de begge stirrede ud i luften. Lise brød tavsheden.
“Jeg lovede dine forældre, at jeg aldrig ville fortælle dig det. Men nu er de væk, så løftet gælder ikke længere. Du skal vide sandheden.” Hun korsede sig. “Må de tilgive mig.”
“Hvilken sandhed? Hvilket løfte?” spurgte Mette mat.
“Du er ikke alene. Du har en mor til,” sagde Lise beslutsomt.
“Hvad snakker du om? Min mor er død.”
“Birthe er død. Hun var ikke din rigtige mor. Din rigtige mor lever muligvis. Jeg ved ikke, hvor hun er.”
Mette stirrede på hende.
“Mor var ikke min rigtige mor? Hvorfor? Og far?”
“Far var din rigtige far. Jeg har arbejdet her længe, han stolede på mig. Derfor ved jeg det. Rygterne troede jeg ikke på.”
Birthe kunne ikke få børn. Hun og Henrik ønskede sig et barn. Hun prøvede alt, rejste til klinikker, men intet virkede. Så kom en ung pige til firmaet. Hun var lige flyttet fra en lille by, dumpede til eksamen, blev hængende.
“Din far var smuk, charmerende. Alle kvinder faldt for ham. Din mor gjorde også. Hun var kun atten.”
Det var dengang, Henrik og Birthe fandt på en plan. Eller måske var det en tilfældighed.
“Men din rigtige mor blev gravid og ville abortere. Hun bad din far om penge. Hvor skulle hun i byen med et barn?”
Henrik overtalte hende til at føde barnHan gav hende en lejlighed og penge, mod den aftale, at hun skulle føde barnet og overlade det til ham og Birthe, men lige før fødslen havde hun fortrudt og i sidste øjeblik måtte han overtale hende ved at minde hende om sin egen barske opvækst og den fremtid, hun ikke kunne give barnet – og da bagefter hun kom krybende tilbage for at se sit barn, lod han hende blive som barnepige, men da Mette begyndte at kalde Birthe for mor, forsvandt hun igen i stilhed, som en åbent sår der ikke kunne heles.
