Det her skulle bare mangle…
Mette boede alene. Hun og hendes mand havde ikke fået børn. Først håbede de, prøvede, men til sidst besluttede hun sig for at adoptere. Manden var ligeglad – for ham var alt fint nok. Mette tøvede måske for længe, grublede og tænkte, mens tiden gik, og efter fyrre gav hun selv op. Hun blev bange, helt ærligt.
Manden var en ivrig friluftsmand, elskede vandreture med rygsæk og telt, sang ved bålet. Han spillede godt guitar. Social, glad for fester og selskaber.
I sin ungdom syntes Mette også, det var fedt. Men med alderen blev hun træt af det. Gider man gå rundt med en rygsæk hver weekend, komme hjem søndag aften, hoppe i bad og så afsted på arbejde mandag morgen med myggestik, vindtæret hud og negle, der så ud, som om de havde kæmpet med en bjørn? Hun ville hellere sove længe, nyde en varm bruser, ikke vaske sig i en iskold å eller en mudret sø. Bruge et rigtigt toilet, ikke eksponere sin røv for myggene.
Man bliver også træt af oplevelser, når der er for mange. Hun fik ofte ondt i ryggen, ledene gjorde nas af al træthed. Så hun holdt op med at tage med manden på tur.
Han holdt sig hjemme et par gange af solidaritet, men hun så, han kedede sig, ikke kunne sidde stille. Så hun sagde, han skulle tage afsted uden hende. Han blev glad.
“Hvorfor lod du ham gå alene? Vær sikker på, en eller anden får fat i ham. Han var da nok blevet rolig med tiden,” skældte hendes veninde ud.
“Hvis ingen fik fat i ham i ungdomsårene, gør de det næppe nu.”
“Du tager fejl. Mænd er altid efterspurgt, uanset alderen,” rystede veninden på hovedet.
“Og hvad så? Skal jeg gå med ham, så han ikke er mig utro? På trods af smerter? Nej tak. Hvis han vil, kan han gøre det hjemme. Det kræver ikke en vandretur. Og vi har jo vores faste gruppe.”
“Nå, nå,” sagde veninden.
Herefter inviterede manden hende ikke længere. Han gik alene. Gradvist groede de fra hinanden. Ingen fælles samtaler, ingen fælles minder. Men hun lagde ikke mærke til noget usædvanligt.
Indtil han en dag kom hjem eftertænksom, fjern.
“Hvor var I denne gang?” spurgte hun, mens hun varmede suppe.
“Den sædvanlige rute, du har været der. Nye folk var med.”
“Har du taget billeder? Må jeg se?” Hun prøvede at muntre ham op.
“Som sagt, samme rute,” mumlede han og stirrede ned i tallerkenen.
Mette lod, som om hun troede ham. Hun vidste, det var sket, hvad veninden havde advaret om.
Han tav i tre dage, indtil han endelig sagde det.
“Undskyld. Jeg er forelsket. Rigtig forelsket. Troede aldrig, det ville ske,” sagde han og undgik hendes blik.
“Lige med det samme?” Hun rynkede panden.
“Hun tog din plads. Har været med på et par ture. Jeg kan ikke leve uden hende.”
“Er hun ung?”
Han tav.
“Jaså. Hvad vil du gøre? Flytte til hende?” Mette kæmpede for at bevare fatningen, ikke råbe eller anklage.
“Hun skal også skilles. Hun har en søn. Hun har intet sted at bo – jeg kan jo ikke bringe hende her. Lad os dele lejligheden.” Han så hende endelig i øjnene.
“Hvorfor deler hun ikke sin mands lejlighed?”
“Den er hans. Hvis du ikke vil, så… Jeg ved det ikke…” Han rejste sig og begyndte at gå nervøst rundt.
Lejligheden var købt i ægteskabet. Selvfølgelig gjorde det oprør i hende. Men efter lang tænkning gik hun med til det, forbeholdt sig selv at vælge sin egen løsning. Det gjorde ondt at se, hvor glad han blev.
“Nej, jeg vidste, du var dum, men ikke SÅ dum,” sagde veninden og pegede på sin tinding.
“Du har ret. Men der er et barn. Det har ikke gjort noget galt. Jeg er ikke et monster. Hvad skal jeg med en stor lejlighed alene?”
Mette var heldig. Hun fik en lys énværelses i samme område, tæt på arbejde, lige renoveret. Hun gad ikke høre om mandens nye bolig. Hvorfor?
Nu var hun alene, i en lille lejlighed, uden mand og børn. Det ville hun vænne sig til.
En sen aften ringede telefonen. Hendes bror. Han ringede kun i nødstilfælde – faktisk kun én gang før, da deres far døde.
Mette var flyttet til København fra en lille by for at studere. Boede på kollegie, giftede sig… Ifølge familien var hun rig. Hun havde en lejlighed i byen! Selvfølgelig var hun velhavende. Alle forventede dyre gaver. I starten besøgte hun hjembyen ofte, men de skæve blikke, selv fra moren, samtalerne om hendes “rigdom” blev for meget. Hvordan forklare, at en lejlighed ikke er luksus, men nødvendighed, og at bylivet er dyrt?
For forældrene var den yngste søn lyset i øjet. Han ville blive hjemme, passe dem i alderdommen. Alle drømme handlede om ham. Sønnen, arvingen. Mette følte sig som en fremmed. Så hun stoppede med at besøge dem. Senere tog mandens vandringsiver al hendes tid.
Faren døde for ti år siden. Det var sidste gang hun var hjemme.
Denne opringning kunne kun betyde dårlige nyheder.
“Lars? Hvad er der galt?” spurgte hun og forberedte sig på det værste. “Mor?..”
“Nej, hun lever. Men hun er meget syg. Kommer knap nok ud. Kan ikke klare sig selv. Du ved, alderen. Kunne du ikke komme?”
“Jeg kan ikke lige nu. Måske om en måned.”
Hun var lettet over, at moren ikke var død.
“Altså…” Han tøvede. “Dorthe har forladt mig,” sagde han til sidst. “Hun gider ikke passe min mor, to husholdninger, du ved. Hun tog drengene og gik. Jeg er jo mand. Jeg kan ikke passe et hjem. Jeg arbejder. Mor er ikke til hjælp, hun skal passes.”
Kort sagt, han var ikke alene. Han boede med en ny. Hun ventede barn. “Jeg kan ikke også lægge mor på hende. Red mig, tag hende til dig.”
“Hvem?” Mette forstod ikke, om han mente moren eller den gravide.
“Mor, ikke Dorthe selvfølgelig.”
“Men Dorthe…”
“Min kæreste. Vi er ikke gift…”
“Lyder som om du er glad,” tænkte Mette, der hørte smil”Det her skulle bare mangle,” sukkede Mette og lukkede øjnene, mens hun huskede, at livet altid havde en måde at overraske hende på – lige når hun mindst havde brug for det.
