**Min brors bryllup**
Striben af himmel over horisonten havde allerede taget en lyserød tone, og snart ville solen stå op. I kupéen sov alle, bortset fra mig. Jeg lå på den øverste køje og stirrede ud ad vinduet. Landsbyer og stationer med tomme perroner blinkede forbi. Skulle jeg virkelig snart være hjemme?
Døren gik op, og konduktøren kiggede ind.
“Tjue minutter til jeres station. Toget holder kun to minutter,” sagde hun og lukkede døren igen.
Jeg kunne høre hende vække andre i næste kupé. Jeg vendte mig mod vinduet igen, men morgenens charme var forsvundet. Jeg satte mig op og hoppede ned, let som en fjeder. Manden på nederste køje sukkede og vendte sig væk.
Jeg greb et håndklæde og gik ud i gangen. De fleste kupédøre stod på klem, og luften var indelukket. Nogle passagerer var også ved at stå op.
Toilettet var optaget. Jeg vendte mig mod vinduet. Fire år siden jeg sidst var hjemmes. Ingen ventede mig, for de vidste ikke, jeg kom. En overraskelse – men nu tænkte jeg, det var en dårlig idé. Jeg var blevet helt nervøs og havde ikke sovet hele natten. Hvad nu hvis mor fik et chok, når hun så mig i døren?
Efter fars død var hun blevet syg ofte. Glæde kunne lige så godt som sorg få hjertet til at slå uregelmæssigt. Jeg burde have ringet til Mikkel, få ham til at forberede hende.
Jeg gik tilbage, klædte mig på og tog min rygsæk. Et sidste blik – havde jeg glemt noget? Så stillede jeg mig ved vinduet og ventede på min station.
**Mikkel.** Mor kaldte ham aldrig andet. Efter fars død havde han taget hans plads i familien. Hun rådførte sig altid med faren – nu var det Mikkel, der blev spurgt. Hun var stolt af sin seriøse, kloge førstefødte.
Mig? Jeg var altid bare **Rune** – den lille, dratten, ballademageren. Jeg var overbevist om, at mor elskede Mikkel mere. Men far? Han foretrak mig.
“Hvor i alverden har du dog fået det fra?” sukkede mor, når hun igen så en dårlig bemærkning i min skoledagbog.
“Nogen skal jo være narren i familien. Som i eventyrene. Bare vent – engang bliver du også stolt af mig,” drillede jeg.
Mor sukkede bare.
Mikkel fik guldmedalje fra gymnasiet, kom ind på økonomistudiet uden problemer. Han klarede sig fremragende, og mor satte ham altid som eksempel for mig. Jeg? Jeg elskede fodbold, film og pirathistorier. Jeg drømte om at blive opdagelsesrejsende.
Det irriterede mig, hvor meget mor forgudede Mikkel. Når hun roste ham, havde jeg lyst til at gøre det modsatte, bare for at være modbørlig. Jeg var, hvem jeg var – og ville ikke kopiere ham, selvom jeg respekterede hans intelligens.
Da Mikkel blev færdig på universitetet, fik jeg selv min studentereksamen. Vi var så forskellige. Mikkel lignede mor – lyshåret, blåøjet, med fyldige læber. Mit mørke hår strittede i alle retninger, og mine øjne var gullige som på en kat. Mor kaldte mig for “lille kat” som barn. Hvad kaldte hun Mikkel? Jeg kunne ikke huske det. Måske bare “Mikkel”.
Og selvfølgelig *skulle* jeg også på universitetet, som min storebror. Men jeg løj. Jeg søgte ikke ind og påstod senere, jeg ikke fik nok point.
“Du kunne da i det mindste tage en erhvervsuddannelse,” sukkede mor. “Ellers ryger du i militæret. Mikkel, sig noget til ham.”
“Rune, uden uddannelse får du ingen karriere. Mor har ret. Prøv med en erhvervsskole. Skal jeg hjælpe dig? Så kan du arbejde og tage en fjernstudie efterfølgende. Gør mor ikke ked af det.”
“Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil. Vi har allerede én klog i familien. Nogen skal jo også forsvare landet. Hvad hvis alle bliver akademikere?” svarede jeg.
“Pas på, du ikke kommer til at fortryde det. Tænk på mor.”
Jeg tog i militæret. Først var det hårdt, men så fandt jeg venner. En af dem tog jeg med til Grønland efterfølgende. Der var store projekter i gang. Jeg ringede til mor og sagde, jeg ville arbejde der. Hun græd og bad mig komme hjem. Mikkel skældte mig ud. Men jeg stod fast.
Hvorfor skulle jeg følge i Mikkels fodspor? Jeg måtte endda gå i hans tøj. Mikkel spillede ikke fodbold – hans bukser blev ikke revet. Hvorfor købe nyt til mig, når han havde en masse tilovers? Jeg havde fået nok. Mit liv var mit eget. Lad Mikkel sidde på et kontor – jeg elskede at arbejde med hænderne. Jeg ville bevise, at jeg også var noget værd. Havde far levet, havde han støttet mig.
Jeg ringede sjældent hjem, sagde alt gik godt, men jeg kunne ikke komme endnu. Fire år senere var jeg på vej hjem for første gang. Først nu indså jeg, hvor meget jeg savnede mor og Mikkel.
Jeg havde tjent penge til en lejlighed, møbleret den – intet at skamme sig over. Men kærligheden? Den var svær. Jeg forelskede mig i en bogholder, **Ida**, men hun var gift. For at glemme hende tog jeg hjem på ferie.
Udenfor skimtedes højhuse. Jeg gik ud i entreen. Toget sænkede farten, standsede med et ryk. Konduktøren åbnede døren, og jeg trådte ud på perronen. Jeg rettede rygsækken og gik let hen ad gaderne.
Solen stod nu højt, og dagen lovede at blive varm. Jeg nød lugten af min barndomsby og så mig om. Mikkel var sikkert hjemme endnu. Mor ville åbne døren, gispe, kaste sig om halsen på mig… Åh, hvor jeg havde savnet hende!
Der var opgangen. Længe stod jeg foran døren, trykkede så på ringeklokken. Da jeg lige ville ringe igen, lød der et klik. Mor stod der, søvndrukkHun stirrede et øjeblik, før et lys af genkendelse tændte i hendes øjne, og så slyngede hun sig grædende i mine arme.
