“Lukas, du har drejet forkert. Vi skulle have kørt længere,” udbrød Mette.
“Jeg drejede rigtigt,” svarede Lukas roligt, mens han fortsatte ind i skoven ad en smal grusvej.
“Der skulle være en lille lysning lige her. Men den er der ikke,” sagde Mette og kiggede sig omkring. “Lad os vende om og køre lidt længere. Lukas, hører du mig? Stop bilen!”
Men han fortsatte, uden at have til hensigt at stoppe. Mette kunne se, at han allerede havde indset, at de var kørt forkert. Vejen blev smalere, og græs voksede op mellem hjulsporene. Vejen til sommerhusområdet burde være bred og velkørt. Men i stedet kørte de dybere og dybere ind i skoven.
“Stop nu!” gentog Mette irriteret. “Hører du overhovedet efter?”
“Hvor skal jeg stoppe? Der er ikke englang plads til at vende. Jeg finder et sted mellem træerne…”
“Fordi du burde have bakket tilbage for længe siden. Du lytter aldrig til mig. Stædig som et æsel.” Mette foldede armene over bringen og stirrede frem for sig. *Han vil aldrig indrømme, han tog fejl. Hvad er der nu galt med det?*
Grene skrabede mod bilens karrosseri, og gule blade dryssede ned på motorhjelm. Endelig standsede Lukas bilen, og der blev trykkende stille i kabinen.
“Kunne du ikke bare have stoppet med det samme? På grund af din stædighed er vi nu kørt helt galt. Vi kunne lige så godt være endt i en mose.”
“Stop med at bakke om, når jeg kører,” knurrede Lukas.
Mette sukkede. Lukas tændte motoren igen og bakkede forsigtigt tilbage. Hun holdt vejret og kiggede i sidespejlet, bange for, at bilen skulle ramme et træ. Det tog lang tid at komme ud, og et par gange var de tæt på at sidde fast. Men til sidst var de tilbage på hovedvejen.
“Kunne du ikke bare have bakket tilbage med det samme?” mumlede Mette, men mere roligt nu. Vreden forsvandt, så snart de slap ud af skoven.
“Og du skal altid have ret, ikke? Du bemærker slet ikke, hvordan du konstant belærer mig og bestemmer. Tror du, jeg kan lide det?” Nu lød irritationen i Lukas’ stemme.
“Hvad mener du? Så det var derfor, du ikke stoppede? Af ren protest? Og hjalp det? Men denne gang tog du fejl. Skal vi køre eller ej? Vi har allerede spildt nok tid på dit hoved.” Humøret var helt ødelagt nu, og hun fik hovedpine af alt spændingen.
På det seneste skændtes de ofte og irriterede hinanden over småting. Var det bare tilvænningsvanskeligheder, eller var kærligheden ved at kølne? De rosenrøde briller var faldet, og nu så de hinanden som de virkelig var. Men som man siger, livet består af småting – og det gør kærligheden også.
“Du beordrer mig igen. Du bemærker det ikke engang,” sagde Lukas.
“Jeg beordrer ikke. Nå men fint, så bliver vi bare stående her. Jeg har ikke lyst til at køre længere.” Mette lænede sig tilbage i sædet, lukkede øjnene og lod, som om hun ikke gad diskutere mere.
Og alligevel havde det hele været så smukt. De havde mødt hinanden på stranden en tilfældig sommerdag. Hendes veninde var gået for at skifte, og solen brændte på Mettes lyse hud. Den eneste andre på stranden var en sporty, solbrændt fyr. Hun gik hen til ham og rakte ham solcremen.
“Vil du hjælpe mig? Jeg kan ikke nå ryggen.”
Han smilede bredt, tog cremen og strøg den forsigtigt over hendes ryg. Hans hånd var varm, og hun kunne mærke gåsehud brede sig. Hun fortalte ham senere, at det var i det øjeblik, hun forelskede sig.
Hun smeltede under hans berøring som is på asfal. Hun følte sig pinlig berørt over, at hendes krop afslørede hende så nemt. Hun tog cremen tilbage og gik.
Men han fulgte efter, da hun og veninden gik i vandet. De talte, og selvom veninden også syntes om ham, lod hun dem være i fred.
Efterfølgende tilbragte de hele sommeren sammen. En måned senere flyttede Mette ind hos Lukas, trods sine forældres protester. Normalt lydig, insisterede hun denne gang på sin egen livsstil. De nye følelser, friheden, intimiteten – hun troede, det ville vare for evigt.
Men perfekte mennesker findes ikke, og kærlighed uden skænderier er som en sommer uden regn. Nu var illusionerne væk, og de lagde mærke til hinandens fejl og irriterende vaner.
Mette havde ikke engang lyst til at tage med i dag. Hun følte sig udenfor i Lukas’ vennegruppe. Vejen til sommerhuset var kun blevet vist for hende én gang, om vinteren.
Lukas tav, mens han trommede med fingrene på rattet.
“Stop det,” bad Mette.
Han kastede et blik på hende, men hun åbnede ikke øjnene. Motoren brummede, og de kørte ud på vejen igen.
“Nå, viser du mig vejen nu, klogeåge?” spurgte Lukas efter et stykke tid.
Mette kiggede ud ad vinduet.
“Vi har vist kørt forbi,” sagde hun undskyldende.
“Det er selvfølgelig min skyld igen. Du kunne jo have holdt øje,” sukkede han. “Hvad gør vi nu?”
“Stop her.”
Denne gang stoppede han med det samme. En bil i modkørende retning tudede arrigt.
“Lad os ikke køre videre,” sagde Mette pludselig.
“Hvorfor ikke?” Han så forvirret på hende.
“Det hele føles forkert. Jeg har ikke lyst mere.”
“Der har vi det igen. Dit kvindelige ‘jeg føler, jeg føler ikke’. Vi er næsten der, og nu vil du hjem? Kom nu, Mette. Hvad laver du?” Han så chokeret, da hun åbnede døren og trådte ud.
“Jeg kører ikke med. Jeg vil ikke skændes mere. Men du skal nok nå dine venner.” Hun smækkede døren og gik.
“Mette, stop. Kom nu ind igen. Du skulle have sagt noget før,” råbte han efter hende.
“Det gjorde jeg også,” svarede hun og gik videre.
Lukas steg også ud og greb hende i armen.
“Du kan ikke gå her alene. Kom nu ind.”
“Kør du bare. Der går busser.” Hun rev sig løs.
“Jeg siger det én gang til. Kom ind i bilen.” Hans stemme var spændt.
Hun tav og stirrede ned på vejen.
“Suit yourself.” Han gik tilbage til bilen.
Motoren brummede, og Mette kunne næsten ikke tro, han ville køre. Men bilen passerede hende og forsvandt i en sky af udstødning. Hun stirrede efter den, håbede at han ville stoppe. Men han kom ikke tilbage.
Regnen begyndte at falde, og hun besluttede atHun gik langs vejen med tårerne i øjnene og indså, at kærlighed nogle gange kræver mod til at sige undskyld og til at lytte.
