Regnen bringer lykke
Efter en varm sommer kom en kold og klam efterår med bidende vind og uafbrudt regn.
På vej hjem, træt af vinden og det stædige støvregn, gik Astrid ind i en butik for at komme i ly for vejret og samtidig købe noget til aftensmaden. Her var det varmt, lyst og tørt. Hun gik langsomt mellem hylderne og kiggede på pakkerne.
Astrid fyldte en hel kurv med varer. I grøntafdelingen tog hun en citron og en klase vindruer. Hun forestillede sig, hvordan hun ville sidde med fødderne trukket op på den bløde sofa foran fjernsynet, drikke varm te med citron og plukke modne druer. Måske ville hun endda nyde en sjat vin for at varme sig.
Hun standsede foran hylden med pølser og besluttede, hvad hun skulle vælge. Lige nu kunne hun spise både det ene og det andet. Hun havde ikke fået en bid morgenmad. Astrid slubrede og rakte ud efter en pølse – den behøvede ikke koges. Hendes hånd stødte mod en anden hånd, der også strakte sig mod den samme pølse.
Hun trak hånden til sig og vendte hovedet. Ved siden af hende stod en høj, smuk mand. En moderne frisure med sort hår og lidt gråt ved tindingerne, brune øjne og fyldige læber. Og i en sort frakke. Præcis hendes type.
“Undskyld,” sagde manden og blottede sine pærehvide tænder i et smil.
“Hollywood kan pakke sammen. Lige som fra et modeblad. Går sådan en fyr virkelig i en almindelig Netto for at købe pølser?” tænkte Astrid. Hun følte varmen brede sig ved hans smil. Med besvær trak hun blikket væk og gik væk fra hylden. “Du gloede som en ko på et nyt hegn,” skammede hun sig, mens hun gik mod kassen.
Hun så sit spejlbillede i drikkevarernes glas og følte sig rystet. “Gud, hvor ser jeg rodet ud. Hvad tænkte han om mig? Men hvad betyder det egentlig? Han og jeg – to forskellige verdener.” Hun lagde varerne på båndet. Ved siden af lagde en anden kunde de samme ting, inklusive pølsen.
Måske kiggede hun for længe på de fremmede varer, for pludselig lød der:
“Vi har ens smag, synes du ikke?”
Astrid så igen den smukke mand og hans pærehvide smil.
“Hvad har smag med det at gøre? Det er bare en helt almindelig indkøbskurv. Halvdelen af kunderne har det samme,” svarede Astrid og vendte sig væk, mens hun mindede sig selv om, at hun lignede en gennemblødt høne.
“Ja, det har du ret i,” sagde han.
“Jeg er helt pjusket af vinden, og han ligner én, der lige er kommet fra frisøren.” Hun forestillede sig, hvor kraftige og elastiske hans hår måtte føles, og standsede sig selv straks. “Ser en flot fyr og taber helt fatningen? Træd på bremsen. Han er ikke for dig.”
Astrid pakkede sine varer, betalte og tvang sig selv til ikke at kigge på den smukke mand, da hun gik mod udgangen. Udenfor ramte en vindstød hende i ansigtet, som om det hævnede sig for hendes flugt indenfor. Hun havde helt glemt, hvor slemt vejret var. Bag hende gik døren op.
“Ja, det er ikke vejr til en gåtur. Bor du her i nærheden?” spurgte manden, der kom ud efter hende.
“Hvorfor?” Astrid blev mistænksom.
“Jeg har bil – jeg kunne give dig et lift.”
Astrid vidste ikke, hvad hun skulle svare. “Han ved helt sikkert, hvordan hans udseende påvirker kvinder. Han ligner ikke en morder,” overvejede hun. “Men hvor mange mordere har du mødt i dit liv?” spurgte en indre stemme. “Han er den første,” indrømmede Astrid. “Og hvad så? Vil du gå resten af vejen i regnen? Vær nu ikke dum. Sig ja, før han kører.”
“Hvis han er morder, så i det mindste en flot én,” tænkte hun og kunne ikke lade være med at smile. De gik ned ad trappen, og han åbnede bildøren.
“Værsgo. Giv mig posen – jeg lægger den bagved, så er der mere plads.”
I bilen var det varmt, tørt og stille. Manden satte sig ind, drejede nøglen, og motoren brummede blødt som et tamt dyr.
“Hvor skal jeg køre dig hen?” spurgte han og så på Astrid.
“Grønnegade 16. Det er i retning af stationen,” tilføjede hun.
“Det kender jeg,” sagde han og kørte væk fra butikken.
Astrid stirrede fremad og så, hvordan vindstødene fik frakkefligene til at flagre på de forbipasserende, vendte paraplyer ind ud og blæste hætter af. Af og til kiggede hun skråt på hans hånd på rattet. Han kørte roligt, uden rykkene, med et fast greb om rattet. Så smuk, så perfekt. “Kan du lide ham? Svælger du i det? Han kører dig hjem, og så ser du ham aldrig igen,” tænkte hun vemodigt.
“Jeg hedder Magnus. Hvad med dig?”
Astrid havde lyst til at sige noget barnligt, men tænkte, at det ville virke alt for umodent. Hvorfor var hun egentlig så sur på ham? Var det hans skyld, at han var så flot?
“Astrid,” svarede hun.
“Det er et smukt navn. I børnehaven kunne jeg godt lide en pige, der hed Asta. Jeg lovede at gifte mig med hende.”
“Og gjorde du det?”
“Tja… det var jo bare børnehave.”
Først nu opdagede Astrid den stille musik. Havde den altid spillet? Eller havde hun kun tænktMen hjemme i lejligheden, mens regnen bankede mod vinduerne, vidste hun pludselig, at livet alligevel havde sine lykketilfælde.
