**Dagbogsnotat – En Lektion i Selvværd**
Jeg stod og stegte frikadeller, da det ringede på døren. Jeg gik ud fra køkkenet for at åbne.
“Mor, det er til mig,” lød min datters stemme midt i gangen. “Jeg åbner.”
“Ja ja, jeg vidste det jo ikke…”
“Hvorfor bliver du stående? Gå du bare tilbage til dine frikadeller,” sagde hun irriteret og sendte mig et blik fra døren.
“*Mine* frikadeller? Jeg købte selv hakket i Føtex…”
“Mor, luk døren.” Hun rullede med øjnene.
“Du kunne bare have sagt det med det samme.” Jeg vendte tilbage til køkkenet og lukkede døren efter mig.
Jeg standsede ved komfuret og slukkede for blusset. Et øjeblik efter tog jeg forklædet af og gik ud igen.
I entreen stod min datter og tog jakke på. Ved siden af hende stod Jonas, hendes ven, og så på hende med forelskede øjne.
“Hej, Jonas. Hvor skal I hen? I kunne blive og spise aftensmad med os.”
“Goddag,” smilede han og så spørgende på min datter.
“Vi har travlt,” svarede hun uden at se på mig.
“Men måske alligevel? Jeg har allerede lavet mad,” gentog jeg. Jonas tøvede.
“Nej!” sagde hun skarpt. “Kom så.” Hun tog Jonas under armen og åbnede døren. “Mor, lukker du?”
Jeg gik hen til døren, men lukkede den helt – lod den stå på klem for at høre, hvad de sagde ude på trappeafsatsen.
“Hvorfor taler du sådan til hende? Det dufter lækkert. Jeg ville gerne smage frikadellerne.”
“Lad os gå. Vi kan spise på café. Jeg er træt af hendes frikadeller,” knurrede hun.
“Kan man blive træt af dem? Jeg elsker din mors frikadeller. Kunne spise dem hver dag,” sagde Jonas.
Jeg hørte ikke min datters svar. Stemmerne forsvandt ned ad trappen.
Jeg lukkede døren og gik ind i stuen, hvor min mand sad foran fjernsynet.
“Erik, kom og spise, mens maden er varm.”
“Hvad? Nå ja, ja.” Han rejste sig fra sofaen og gik forbi mig ud i køkkenet.
“Hvad får vi i dag?” spurgte han bestemt.
“Ris med frikadeller og salat,” svarede jeg og åbnede panden.
“Jeg har sagt det tit nok – jeg spiser ikke stegte frikadeller,” mumlede han utilfreds.
“Jeg hældte vand i panden – de er næsten dampede.” Jeg stod stille med låget i hånden.
“Fint, lad mig se. Men det er sidste gang.”
“I vores alder er det ikke sundt at tabe sig for meget,” bemærkede jeg og satte en tallerken foran ham.
“*Vores* alder? Jeg er kun 57. For en mand er det visdommens og kraftens alder.” Han skar en frikadel over og spiste halvdelen.
“Er I to aftalt spille mig et pus? Freja nægtede at spise, og nu vil du ikke engang nyde maden. Måske skulle jeg holde op med at lave mad – så kan I se, hvordan I klarer jer. Tror I, det smager bedre på café?”
“Lad vær’, hvis du ikke gider. Du kunne også selv tabe lidt. Snart kan du ikke engang komme gennem døren.” Han tog den næste bid.
“Siger du, jeg er tyk? Og jeg, der troede, du pludselig passede på dig selv for min skyld. Købte nye jeans, en læderjakke, en kasket. Barberede dit hoved for at skjule din skaldede plet – hvem gør du det for? Ikke mig, i hvert fald. *Jeg* er tyk. Har du nogen at sammenligne mig med?” spurgte jeg såret.
“Lad mig nu spise i fred.” Han stak gaffelen i risen, men nåede ikke munden, før han sænkede den igen. “Hvor er remouladen?”
Jeg tog en flaske op fra køleskabet og satte den hårdt ned foran ham. Uden et ord forlod jeg køkkenet. Min egen tallerken stod uberørt.
Jeg lukkede mig inde på Frejas værelse og satte mig på sengen. Tårerne brændte.
*Jeg gør alt for dem – og hvad får jeg tilbage? Erik pyntede sig for en anden. Freja behandler mig som tjeneren. Pensionist = ubetydelig? Jeg ville gerne arbejde, hvis de ikke havde opsagt mig. Erfaring betyder intet – de vil kun have unge. Men hvad ved de unge?*
*Jeg står tidligt op for at lave morgenmad, selvom jeg ikke har et job. Løber hele dagen rundt. Min egen fejl – jeg har forkælet dem. Nu rider de mig bare.*
Jeg tørrede tårerne væk.
Jeg troede altid, vi havde en god familie. Ikke perfekt, men ikke dårligere end andre. Freja studerer, Erik ryger eller drikker ikke, tjener godt. Huset er hyggeligt, maden er hjemmelavet. Hvad mere skal der til?
Jeg gik hen til spejlet på skabslågen og betragtede mig selv. *Ja, jeg har taget på – men tyk? Mine runde kinder skjuler rynkerne. Jeg elsker mad, laver det godt – men åbenbart er det ikke nok. Da jeg arbejdede, brugte jeg tid på håret. Nu sætter jeg det bare op. Det er praktisk. Skal jeg stå på høje hæle og lave mad? Men måske skulle jeg tabe mig lidt… og farve håret.*
Næste morgen stod jeg ikke op før alle andre. Jeg lod som om jeg sov. *Jeg har ret til at sove længe. De kan lave deres egen morgenmad.*
Vækkeuret ringede. Jeg vendte mig mod væggen.
“Er du syg?” spurgte Erik uden omsorg i stemmen.
“Mmh,” mumlede jeg ind i dynen.
“Mor, er du okay?” Freja kom ind.
“Ja, I må selv lave morgenmad,” svarede jeg svagt.
Hun fnøs og gik. Snart hørte jeg vandkogeren og køleskabsdøren. Stemmer blev hvisket. Jeg lod være med at røbe, at jeg lyttede.
Erik kom ind – en duft af dyr herreparfume hang om ham. *Jeg købte den til ham.* Så gik de begge. Der blev stille. Jeg smed dynen, men stod ikkeJeg tog et dybt åndedrag, følte en ny styrke vokse i mig, og vidste, at det var tid til at sætte grænser – for deres skyld, men mest for min egen.
