Mette vågnede sent. Først tænkte hun, at hun havde sovet for længe. Datteren og barnebarnet ville vågne, og morgenmaden var ikke klar. Så mindede hun sig selv om, at de var rejst dagen før – hun havde selv fulgt dem til stationen. Mette stod op og slæbte sig trægt i badet. Normalt planlagde hun dagen om morgenen, hvad der skulle gøres først, og hvad der kunne ventes til i morgen. Men i dag kredsede alle hendes tanker om datteren og barnebarnet.
Hun savnede dem. Sidst de havde besøgt hende, var det til hendes fars begravelse for to et halvt år siden. I mellemtiden var Lukas blevet så høj, at han næsten havde indhentet hende. Næste gang de sås om et par år, ville hun måske ikke engang genkende ham.
Hvorfor kunne de ikke bare bo tættere på, så de kunne ses oftere? Mange gange havde Mette bedt sin datter om at flytte hjem. Hvad holdt hende egentlig i den anden by, nu hvor hun var skilt fra sin mand? På den anden side forstod Mette det godt. Emma var vant til at styre sit eget liv; hun havde ikke lyst til at bo hos sin mor igen. De skulle aldrig være flyttet væk fra byen i første omgang.
Svigersønnen havde hun aldrig brudt sig om. Han var tavs – hvis man ikke spurgte ham om noget, kunne han sidde stille hele dagen. Hvad tænkte han på? Måske gemte han noget. I hvert fald havde han altid sine egne tanker. Det eneste, datteren havde fået ud af det forhold, var spildt tid og en skilsmisse. Mette sukkede.
Nu prøvede de at sælge lejligheden. Det ville have været bedre, hvis eksmanden bare havde givet Emma penge for hendes andel. Så kunne de have købt en lille lejlighed her, hvor Mette kunne bo, mens Emma og Lukas tog hendes større lejlighed. Men eksmanden var stædig – hans forældre blandede sig. *”Åh, hvorfor døde Anders alt for tidligt? Han ville have løst det her på ingen tid.”* Mette sukkede igen.
Hun vaskede sig og stirrede længe på sit spejlbillede. Datteren havde ret – hun havde virkelig ladet sig selv gå. I det seneste stykke tid havde hun ikke farvet håret, og nu skinnede gråtårerne tydeligt. Hun så ældre og uordentlig ud. Da Anders levede, passede hun på sig selv. Men nu? Hvem skulle hun gøre sig flot for? Kun naboerne kom forbi engang imellem. En telefonringning afbrød hendes selvbetragtninger.
Hun skyndte sig ind i stuen for at tage telefonen og huskede, at Emma og Lukas for længe siden skulle være nået hjem – det var sikkert datteren, der ringede.
*”Emma, kom I godt hjem? … Gudskelov … Jeg tænkte det nok … Jeg lover at prøve ikke at savne jer for meget. Men tænk alligevel over at flytte tilbage til mig … Nej, jeg presser dig ikke. Jeg minder dig bare om, at tiden går, jeg bliver ikke yngre, og det ville være nemmere for jer, hvis vi boede tættere … Skrig ikke …”*
Datteren blev vred, og Mette havde ikke lyst til at skændes. Humøret var allerede i bund. Så hun prøvede at afslutte samtalen på en positiv måde.
Hun redte sengen og fortsatte den tavse samtale med datteren – eller monologen. *”Altid det samme. Hun bestemmer selv. Hun har allerede taget så mange beslutninger. Hvis nu bare Anders var her …”* Mette sukkede igen. *”Men altså … lad hende bestemme. Hun er voksen …”*
Mette drak te, tog sine blodtrykspiller og besluttede, at hun ikke ville udsætte det længere – hun ville gå til frisøren med det samme. Måske ville det hjælpe på humøret. Efter mandens død havde hun vænnet sig til at være alene, men nu hvor gæsterne var rejst, var det svært ikke at briste i gråd.
På frisøren klippede en ung pige hende så omhyggeligt, at Mette næsten faldt i søvn. Men den færdige frisure var perfekt – en kort, moderne klipning og askeblondt hår, så rodene ikke ville blive synlige for hurtigt. Hun så ti år yngre ud. Mette kunne ikke holde op med at beundre sig selv. Det skulle hun have gjort for længe siden. Og hun lovede sig selv højtideligt, at hun fremover ville gå til frisør regelmæssigt.
Derhjemme stod hun længe foran spejlet igen. I bedre humør åbnede hun sin bærbare computer. Lige før jul havde hun og Lukas været i en butik og købt en ny til ham. Emma blev sur, fordi Mette havde brugt alle sine penge på en gave til barnebarnet. Men Lukas var så glad, at han kyssede hende og straks gav hende sin gamle computer. Han hjalp hende med at oprette en profil på de sociale medier, og selv huskede hun også lidt. Sammen satte de et gammelt billede fra for tyve år siden som profilbillede. Måske skulle hun tage et nyt selvportræt og opdatere det. Men det kunne vente.
Hun scrollede gennem nyhederne og lagde mærke til en besked. En eller anden Jens var glad for endelig at have fundet hende og bad hende svare.
Mette zoomede ind på hans billede, men genkendte ham ikke. Måske var det et trick – at han havde set billedet af en ung og smuk kvinde og nu prøvede at indynde sig ved at lade som om, de kendte hinanden.
Han så ud til at være på hendes alder, med et åbent smil og pæne tænder. Som tidligere tandlæge lagde Mette altid mærke til folks tænder først. Først ville hun ikke svare, men besluttede sig alligevel for at spørge, hvor de kendte hinanden fra.
En time senere skrev de ivrigt frem og tilbage. Det viste sig, at det var Jens Hansen, en gammel klassekammerat. Som bevis sendte han et billede af deres sidste skoleklasse, hvor han havde tegnet cirkler omkring sig selv og hende.
Endelig huskede hun den stille dreng fra klassen. Skamfuldt måtte hun erkende, at hun kun genkendte sig selv på grund af navnet under billedet. Hun havde ikke åbnet det fotoalbum i årevis.
Nu gik der ikke en dag uden, at de skrev sammen. Så skrev Lene, en anden klassekammerat. De havde siddet ved siden af hinanden i skolen. På sin profil havde Lene også sat et forældet billede fra sin ungdom.
Engang under en mat*”Mette smiledt og lukkede computeren – måske var det endelig tid til at lade fortiden mindes uden at længes efter den.”*
