Det Sidste Offer
“Mor, jeg skal snakke med dig.”
“Det lyder alarmerende.” Helle så bekymret på sin søn.
Han var flot, klog. Altid en lydig dreng, der ikke voldte hende unødvendigt besvær. Men i gymnasiet forelskede han sig for første gang. Han begyndte at pjække fra skolen, fik dårlige karakterer. Hun prøvede at tale med ham. Det viste sig, at pigen ikke gengældte hans følelser. Hun foretrak en anden dreng, hvis forældre var velhavende.
Uanset hvor meget Helle forsøgte at forklare ham, at første kærlighed var den mest ærlige følelse, uafhængig af penge eller beregninger, at den anden drengs velhavende forældre ikke betød noget, at pigen blot var forelsket i ham—sønnen hørte ikke efter. Han var fast overbevist om, at hvis de havde mange penge og en flot bil, ville pigen elske ham i stedet.
Han led så meget over denne uretfærdighed, at Helle tilmed bekymrede sig for hans liv. Hun fandt en psykolog, der kunne tale med Lasse mand til mand. Psykologen hjalp. Sønnen bestod sin eksamen og blev optaget på universitetet. Og selvfølgelig forelskede han sig igen.
Ved slutningen af første år erklærede han, at mange på universitetet boede alene, og at han også ville leje en lejlighed for at blive selvstændig.
“Hvordan vil du betale for den? Leje er dyrt. Jeg kan ikke hjælpe dig. Du ved, hvad jeg tjener. Du er atten, jeg får ikke længere børnebidrag fra din far. Eller har du overvejet at droppe ud og skifte til fjernundervisning?” spurgte Helle.
“Jeg har talt med far. Han lovede at hjælpe i starten,” svarede sønnen.
“Har du talt med ham? Set ham? Hvorfor sagde du ikke noget?” Helle var oprørt.
“Du ville bare have afholdt mig. Det var dig, der skiltes fra ham, ikke mig,” svarede Lasse arrigt.
“Ved du, at da vi skiltes, skiftede han job med det samme? Han aftalte at få en meget lavere løn for at reducere børnebidraget. Så han forlod ikke kun mig, men også dig.
Er du sikker på, han ikke vil snyde dig? Jeg tvivler på hans uselviske hjælp. Han giver dig måske penge til lejligheden i en måned eller to, men så finder han på en undskyldning for at stoppe. Hvad gør du så? Især når han har en datter, der vokser op. Eller vil Lises forældre hjælpe?” Med sit morshjerte forstod Helle, at sønnen undlod mange detaljer.
Efter lang tids udspørgelse gav Lasse efter.
“Jeg fortalte Lise, at lejligheden var min, arvet efter farmor. At vi ikke skulle betale for den,” tilstod han.
“Så du løj for Lise? Hendes forældre vil ikke hjælpe jer? Hvad vil I leve af?”
“Lise har ikke fortalt sine forældre, at vi bor sammen. De er meget strenge. De sender hende penge hver måned. Det burde være nok,” sagde Lasse.
“Så Lise lyver også for sine forældre. Hun er bange for at fortælle dem sandheden, men ikke for at leve af andres penge? Lad mig gætte. Du fortalte hende, at din far er rig, så hun ikke vælger en, der er bedre stillet, ikke? Men løgnen vil før eller senere komme frem. Hvad så?”
“Ja, jeg sagde, min far var rig, at jeg havde en lejlighed. Men hvad skulle jeg gøre, mor? Desværre handler alt om penge. Og vi har ingen. Piger vil altid vælge andre end mig. Når jeg endelig har penge, er jeg gammel.” Lasse blev vred over, at hans mor ikke forstod så simple sandheder.
“Det er ikke godt at starte livet med løgn. Indrøm det, min søn, sig sandheden. Hvis hun virkelig elsker dig, vil hun forstå og tilgive…”
“Hold op, mor. Jeg har besluttet mig. Jeg lejer lejligheden alligevel. Jeg skulle ikke have fortalt dig noget. Vi gifter os ikke. Hvis det ikke virker, går vi bare hver til sit. Du skaber problemer ud af ingenting.”
Helle sov ikke hele natten. Om morgenen prøvede hun igen at tale ham fra det, men han blev uhøflig, løb uden at spise morgenmad. Da hun kom hjem fra arbejde, var nogle af LassHun stirrede tomt ud ad vinduet, mens hun tænkte på, at kærlighed nogle gange må sige stop, før den ødelægger dem begge.
