Signe steg op på anden sal i kontoret uden at møde nogen kolleger, og hun var glad for det. Hun havde ikke lyst til at se medfølende blikke eller svare på spørgsmål. Hurtigt forsvandt hun ind på sit eget kontor.
“Signe, endelig,” udbrød Gitte Rasmussen, som Signe arbejdede sammen med. “Der foregår noget her! Jens Otto er blevet sendt på pension, og der er kommet en ny direktør. Ung, men streng. Han sender alle de gamle på pension. Jeg er bange for, det snart bliver min tur. Hvordan går det med Mikkel, håber han har det bedre?”
Signe satte sig ved sit skrivebord og så sig om i kontoret. Hun kunne mærke, at Gitte så på hende og ventede.
“Åh, slap nu af, Gitte. Hvem skal så arbejde? Jeg bliver fyret før dig, jeg er hele tiden på sygeorlov på grund af Mikkel. Han har brug for en knoglemarvstransplantation. Operationen koster penge, og jeg har ikke nok. Jeg har kontaktet velgørenhedsfonde, men der er også kø. Og de siger, det skal ske hurtigt. Vi mangler også en donor. Jeg passer ikke, og mor er for gammel…”
“Åh Gud, hvorfor skal den stakkels dreng gennem det her?” sagde Gitte oprigtigt. “Har du prøvet at finde Mikkels far?”
“Og hvad så? Jeg er ikke sikker på, han vil være donor. Det er ikke uden risiko. Og han vil nok ikke tro på, at Mikkel er…”
I det samme gik døren op, og ind kom Anne fra HR. Begge kvinder vendte sig mod hende, og et nervøst udtryk fros på deres ansigter.
“Jeg hørte, du var kommet tilbage. Signe, jeg ved, du har det svært, men beslutningen…” hun tav lidt.
“Kom ud med det,” sagde Signe og tænkte for sig selv: *Nå, så er det her.*
Anne så ned og kastede et blik på Gitte, som om hun søgte støtte.
“Har den nye direktør besluttet at fyre mig? Nej, det skal han ikke.” Signe rejste sig så hurtigt, at hun næsten væltede Anne, som ikke nåede at flytte sig, og stormede ud af døren.
Anne råbte noget efter hende, men lyden af Signes hæle forsvandt ned ad gangen. Forsinkede kolleger hilste på hende, men hun lagde ikke mærke til nogen. *Nej, bare han prøver. Det har han ikke ret til…* gentog hun vredt for sig selv.
Hun trådte ind i receptionen og stoppede, da hun så sekretæren ved bordet – en ung kvinde, som lige var trådt ud af et modeblad. Lys og frisk, med de øverste knapper i den hvide bluse løse.
“Hvor er Lise?” spurgte Signe.
Pigen åbnede munden og viste perfekt hvide tænder. Men Signe ventede ikke på svar. Hun gik hen til døren og greb håndtaget.
“Hvor skal du hen? Du kan ikke gå derind! Der er møde!” Sekretæren bevægede sig med overraskende fart, men Signe havde allerede åbnet døren.
Hun trådte ind i direktørens kontor og standsede på dørtrinnet. Den glamourøse sekretær skyndte sig forbi hende.
“Det er ikke min skyld, Mads! Hun brød ind…” hvinede hun.
“Det er fint, Ida. Gå,” afbrød direktøren hende, og hun forsvandt. “Hvad kan jeg gøre for dig?” Han betragtede Signe skarpt.
Hun genkendte ham, selv om der var gået over tolv år siden deres sidste møde. Og hun forstod straks, at han ikke genkendte hende. Først følte hun sig såret og forvirret. Men så tænkte hun, at det måske var bedst sådan.
“Kom ind, sæt dig ned,” sagde Mads og pegede på en stol.
Signe gik hen til bordet men satte sig ikke.
“Jeg er Signe Sørensen fra marketingafdelingen.” Hun brugte sit fulde navn i håb om, at han måske huskede hende. “Hvorfor har du besluttet at fyre mig? Min søn er syg, jeg skal hele tiden med ham på hospitalet. Jens Otto forstod det og hjalp mig. Jeg arbejdede derhjemme…”
Den unge direktør betragtede hende uhøfligt, lænet tilbage i sin læderstol. Hun blev forvirret, mistede tråden og tav. *Jens Otto havde bare en simpel stol*, tænkte hun og blev arrig på sig selv.
“De sagde, din datter var syg. Jeg kondolerer, men du er hele tiden væk fra arbejdet. Andre må overtage dit arbejde. Er det fair?” Han lød som en lærer, der irettesatte en uforsvarlig skolepige.
“Min søn,” rettede hun ham.
“Undskyld?”
“Jeg har en søn, ikke en datter,” gentog Signe. “Han er meget syg. Hvis du fyrer mig, har vi ingen indtægt.” Trods hendes bedste forsøg begyndte hendes stemme at ryste af tilbageholdte tårer. Der lå en bøn om medlidenhed i den.
“Har du børn? En mor? Hvis de blev syge, ville du så bare gå på arbejde eller prøve at hjælpe dem?” Signe tog sig sammen og så ham direkte i øjnene.
“Hvad fejler din søn?” spurgte han uden særlig interesse.
“Leukæmi. Ved du, hvad det er?” udfordrede hun ham, og stemmen rystede igen.
“Har vi mødtes før? Dit ansigt virker bekendt.” Han så på hende og ventede.
Signe var ikke forberedt på spørgsmålet. Hun tænkte febrilsk – skulle hun sige det eller ej? Men pausen blev for lang. Han kunne bare smide hende ud.
“Jeg… vi studerede på universitetet samtidig, i parallelklasser. Kan du huske nytårsaften? Jeg besøgte en veninde på kollegiet… du spillede guitar, og så…” Signe blev rød og så ned.
“Signe?”
*Endelig. Han husker mig måske. Men hvad skete der bagefter…* tænkte hun bittert.
“Jeg genkendte dig ikke, undskyld.” Direktøren skiftede til “du”. “Hvordan kan jeg hjælpe dig?”
“Fyr mig ikke. Min søn har brug for en knoglemarvstransplantation. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Signe dækkede ansigtet med hænderne for at skjule tårerne.
“Og faren er ikke i billedet, går jeg ud fra,” konstaterede Mads.
Signe tog hænderne fra ansigtet og rettede sig op. De så på hinåndMads tog hendes hånd og sagde stille: “Jeg vil altid være der for jer, fra nu af.”
