Birgitte steg ind i metroens vogn og lænede sig tilbage på sædet. Hvorfor havde hun egentlig taget de højhælede støvler på? Fordi en kvinde, uanset alderen, altid skal se ud som en kvinde.
Hun studerede sit spejlbillede i det mørke vindue overfor. Ikke så ringe endda. “Især når man har sovet nok, smøret en masse makeup på og kigger i et mørkt vindue i stedet for et spejl,” mumlede den indre stemme.
“Ja, øjnene er triste. Måske af træthed.” Birgitte så væk. “Jeg burde klæde mig efter min alder, i det mindste droppe hælene,” besluttede hun. “Åh, bare komme hjem, få de forbandede støvler af, smide den tunge pelsfrakke. Hvorfor pyntede jeg mig overhovedet?”
Hun var længe glemt og blev ikke genkendt på gaden, men vanen med at gå ud med “ansigtet” på var blevet. Birgitte havde nu aldrig været kendis, men efter nogle filmoplevninger blev hun genkendt. Og de mænd, der havde holdt øje med hende! Der gik ikke en dag uden en buket blomster ved teatrets udgang efter forestillingen.
Hun hed ikke altid Birgitte Møller, men Liva Dalsgaard – det lød bedre! Hun følte en stolthed, når hun så sit navn i filmtitler, selvom det kun var i to.
Hvor var der kvælende. Hun knappede den øverste knap op på frakken, trak tørklædet af og rystede trætheden af sig. Hendes hår var tyndere nu, men den rigtige frisure og farve skabte en fyldighed. Hun kiggede frem igen, men i stedet for sit eget spejlbillede mødte hun en ung mands blik. Han smilede til hende.
Liva reagerede med det samme, som hun altid gjorde ved mænds opmærksomhed: en let løftet hage, et flygtigt smil, og så et blik væk. Som om hun sagde: *Jeg så dig, tak for opmærksomheden – nu er det nok.*
“Jeg burde have taget en taxa. Ja, dyrt, men hurtigt. Så var jeg ikke så træt,” sukkede hun. Hendes tredje mand, Niels, havde foreslået, hun skulle tage kørekort, men hun turde aldrig.
Niels havde været den bedste af hendes ægtemænd. Så synd, han døde så tidligt. Efter ham besluttede hun ikke at gifte sig igen. Ikke at nogen spurgte.
Hvor hun dog havde været smuk i sin ungdom! Den fine næse, de røde læber, fyldige vipper – og øjnene! Fyldte med liv og glæde. Figuren var stadig fin. Ikke alle i hendes alder kunne prale af sådan en. “Du passede på dig selv, fik ingen børn. Nu bor du alene, glemt af alle,” hånte den indre stemme.
“Hold op,” svarede Birgitte mat, men kiggede sig straks om. Hun talte ofte til sig selv for tiden.
Ingen lagde mærke til hende. Vognen var næsten tom. Nogle sov, andre stirrede tomt frem for sig. Kun manden overfor så stadig på hende. Birgitte så væk og lod tankerne vandre.
Hvor det var ærgerligt, hun ikke blev født tidligere. Hun kunne have spillet lige så godt som Bodil Udsen i *Cirkusrevyen*. Stemmen var lidt skinger, men det var ligemeget – nogen kunne synge for hende. Hun dansede godt.
På hendes første filmoptagelse, hvor hun netop dansede, mødte hun sin første mand, en smuk og charmerende skuespiller. De havde en intens affære. Hun giftede sig med ham uden at tøve, men ægteskabet varede kun ét år.
Han spillede ikke kun på scenen. Hun opdagede det, da penge og smykker forsvandt hjemmefra. Han spillede for meget, gælden voksede. Hverken tårer eller skænderier hjalp. Da han slog hende, pakkede hun og gik.
Lige efter skilsmissen giftede hun sig med Erik. Ti år ældre end hende. Hun elskede ham ikke, men han havde penge, en god stilling. Nok med kærlighed fra den første mand. Erik forlod sin familie for hende, efterlod sin søn. Hans ekskone ringede ofte, bad ham komme forbi, for drengen savnede ham. Han kom altid hjem tavs og eftertænksom.
Så fik han et hjerteanfald af sorgen og døde. Ved begravelsen græd Birgitte ikke som den første kone. Hun klyngede sig til kisten og råbte: “Hvem skal vi nu holde til?! Læg mig ved hans side. Den *skuespillerinde* har bragt dig i graven…” Birgitte gik før tid.
Der var flere romancer, men hun skyndte sig ikke at gifte sig igen. Først fem år senere giftede hun sig med Niels, en pensioneret oberst. Hvor han forkælede hende! Blomster, pelse, diamanter. Hvem kunne sige nej?
De levede lykkeligt i tolv år. Han ønskede et barn, men det lykkedes ikke, og Liva havde ikke lyst. Han døde af et slagtilfælde. Ved hans grav græd hun ægte. Hun elskede ham som en far, en trofast ven. Slægtningen så mistænksomt på hende. *Skuespillerinde*, tænkte de.
I en uge efter begravelsen gik hun ikke ud. Hendes trofaste veninde, Karen, kom forbi og blev rystet. Hun fik hende til at drikke en cognac, puttede hende i seng, og mens Liva sov, lavede hun suppe. Da hun vågnede, ventede varm suppe og en frisør, der stylede hendes hår og makeup. Liva så sig i spejlet og ville leve igen.
Hun vendte tilbage til teatret, men noget var slukket, og alderen mærkedes. Beundrere blev færre, rollerne ældre. Unge skuespillerinder kom, og Liva kunne ikke konkurrere. Filmroller kom ikke. Hun sagde op, fornærmet.
Men hun skulle leve af noget. Liva fik arbejde i et kulturcenter som instruktør for amatørteater. Pengene var få, men Niels havde sørget for hende. Hun solgte pelse og smykker. Til sidst gik hun på pension. Det keder at lære talentløse at spille.
Birgitte blev så opslugt af minder, at hun ikke lagde mærke til, at den unge mand nu sad ved siden af hende.
“Jeg genkendte Dem med det samme. De er Liva Dalsgaard. Min mor elskede Dem. Hun så alle Deres film og forestillinger.”
Birgitte løftede et øjenbryn.
“De har næsten ikke ændret Dem,” smilte han.
“De smigrer, unge mand,” svarede hun, men rettede sig alligevel.
“Synd, De forlod teatret. De har sådan et ansigt… man husker.”
Hun studerede ham nu. Omkring 35, velklædt, smukt ansigt, og han så på hende, som om hun virkelig var en stor skuespillerinde. Ingen havde set sådan på hende i årevis.
Hun blev så distræt, at hun nær havdeHun rakte hånden frem og lod ham hjælpe sig af toget, mens en gnist af ungdommeligt mod flammede op i hende – en sidste, kortvarig glød, før alting igen blev mørkt.
