“Jeg giver dig ikke væk. Til ingen.”
“Er du her?” En kvinde tittede ind ad døren til kontoret.
“Modtagen er slut. Vi tager kun aftalte tider.” Ansigtet virkede vagt genkendeligt for Mette Kjær. Hun havde et godt hukommelse for ansigter. Men hun var sikker på, at kvinden aldrig havde været til konsultation før.
“Undskyld, men der er ikke ledige tider hos dig før om en måned,” sagde kvinden.
“Mandag åbnes der for de næste to uger. Eller book hos en anden læge,” sagde Mette træt.
Hendes kolleger blev ofte stødt over, at så mange kvinder helst ville have en tid hos hende.
“Jeg ville bare lige snakke med dig.”
Og så genkendte Mette hende pludselig.
***
“Hej!” Inde i kontoret kom Lise brasende ind uden at banke på, omgivet af en duft af dyr parfume.
“Lise, hvor mange gange har jeg ikke sagt, du skal banke på? Der kunne være en patient her.”
“Der er ingen i gangen. Så du er fri,” smilte veninden uanfægtet. “Skal vi ikke tage en kaffe? Jeg skal fortælle dig noget.”
“Bare sig det her. Hvorfor skal vi ud for det?”
“Jeg får helt ondt i maven af det der stolen. Hvordan kan du overhovedet arbejde her?” Lise rynkede sin smukke næse.
“Jeg hjælper altså børn med at komme til verden. Er det ikke en vigtig mission? Fint, jeg skifter lige tøj.” Mette forsvandt bag skærmen.
“Men dig selv kunne du ikke hjælpe,” mumlede Lise lavt.
“Det var en tarvelig ting at minde mig om,” svarede Mette fra skærmen.
“Undskyld, Mette, det var en dum kommentar.”
“Okay, så må du købe kagen.” Mette kom frem og smilede.
Caféen lå i nabohuset. Den blev mest brugt af klinikkens personale og patienter. Om aftenen kom de unge, men det var for tidligt endnu, og de fleste kolleger skyndte sig hjem efter arbejde. Lige nu var der stille. De bestilte og satte sig ved et ledigt bord.
“Du ville fortælle mig noget,” mindede Mette hende om, da tjeneren var gået.
Lise fumlede med sin taske efter telefonen.
“Hvad venter du på? Sig det nu,” skyndte Mette på hende. “Er du gravid?”
“Gudskelov nej. Jeg har nok med Olivers datter. Jeg vidste ikke, det var så hårdt at opdrage et barn, der ikke er ens eget. Hun er umulig. Var jeg også sådan?”
“Lise, kom til sagen. Jeg er træt og vil hjem.”
Tjeneren kom med kaffen og kagen. Lise tog en slurk og begyndte at lede efter noget på sin telefon. Så rakte hun den tavst til Mette.
“Se.”
“Peter. Og hvad så?” Mette ville til at række telefonen tilbage.
“Se lige godt efter. Hvem er der ved siden af ham?” Lisens øjne blev smalle som altid, når hun var nervøs.
“En eller anden pige. Og?”
“Bladre videre,” bad Lise.
Mette stregede over skærmen. På det næste billede holdt Peter om pigen og hjalp hende med en frakke. Og så… De kyssede hinanden.
“Nå, hvad siger du så? Genkender du stedet?” Der var ingen triumf i Lisens stemme, kun beklagelse.
Mette så op på sin veninde med pludselig sorg i blikket.
“Hvorfor viste du mig det her?”
“Bare så du vidste det. Advaret er på forhånd væbnet. Peter er dig utro. Jeg opdagede det tilfældigt. Olivers ven havde fødselsdag på den restaurant. Jeg gik på toilettet og så ham. Først ville jeg hilse, troede måske du var der. Så kom den dér pige hen til ham. Han så mig ikke. Ville ikke have set mig, selv om loftet var faldet ned. Ved du hvordan han så på hende?”
Mette rejste sig.
“Mette, undskyld. Det var forkert at vise dig det. Men jeg ville bare, du skulle vide det,” fortrodte Lise sent og sprang også op. “Hvor skal du hen?”
Mette stoppede hende med en håndbevægelse og gik mod udgangen. Ude på gaden tog hun en dyb indånding og begyndte at gå. Hendes hjerte hamrede, dunkende mod tindingerne. Mette stirrede frem for sig uden at se noget. Det sidste billede fra telefonen brændte i hukommelsen.
De havde været gift i femten år. Og i al den tid var det aldrig lykkedes hende at blive gravid. Først trøstede og støttede Peter hende, men med tiden tav de om det. Mette så hvor lykkelige hans øjne blev, når han legede med vennernes børn.
Hun vidste, det en dag ville ske. Men hun var alligevel ikke forberedt på svig.
På vejen hjem kom hun lidt til sig selv. Peter var ikke kommet hjem endnu. Hun sad foran fjernsynet, stirrende i luften. Mette hørte ham ikke engang komme.
“Er du hjemme?” spurgte han og trådte ind i stuen.
“Ja, klokken er snart ni. Hvorfor er du så sent ude?” spurgte Mette anspændt.
“Øh…” Peter løsnede slips og begyndte at knappe skjorten op.
“Var du sammen med hende?” Mette rakte ham telefonen.
Peter kastede et hurtigt blik på skærmen. Hans hånd standsede ved halsen.
“Har du spioneret?” Han rev i skjorten, og en knap sprang på gulvet.
“Nej. Lise så jer tilfældigt på restauranten og sendte billederne.”
“Det er photoshop. Hun er jo halvt så gammel som mig. Din Lise må have travlt.”
Mette så hans uro.
“Fortæl mig ikke, at hun forførte dig. Vær en mand og indrøm det. Du vil have børn, og hun kan give dig det. Eller har hun allerede?” Mette så desperat på ham. “Lad være med at pine os begge. Hun er sikkert jaloux. Gå til hende.”
Peter gik hen til Mette.
“Undskyld mig. Jeg troede, du ville råbe og smadre ting. Men du…”
“Gå nu, ellers gør jeg måske netop det.”
Peter gik. Mette fandt en halvtom flaske cognac, hældte en ordentlig sjat i en kop og drak. Brændevinen sved i halsen, og maven protesterede. Mette hostede, hældte vand i og skylede efter. Men snart slap spændingen. Hun drak mere.
Næste morgen vågnede hun med hovedpine. Hun overvejede at ringe og melde sig syg, men arbejde kunne måske få tankerne væk.
To dage senere kom Peter.
“Jeg tænkte, det var bedst at hente mine ting mens du er her. Jeg vil ikke snige mig som en tyv.”
“Fint. Tag dem. Hvor bor I?” Mette undrede sig over sin ro.
“Vi lejer.”
“Hvis det er seriøst, kan vi dele vores lejlighed. Jeg har ikke brug for så meget plads alene,” foreslog Mette.
“Jeg skal lige tænMette tog den lille pige i sine arme og vidste i det øjeblik, at hun aldrig mere ville være alene, for kærligheden havde endelig fundet vej hjem til hende.
