**Et Hjem for Nadja**
Anton havde altid set op til sin storebror og fra en tidlig alder fulgt hans eksempel. Ved bordet spiste han kun, hvad Victor spiste, selvom han måske ikke kunne lide det. Hvis Victor løb uden hue, gjorde Anton det samme. Moren insisterede på, at den ældste søn satte hue på, ellers kunne Anton blive forkølet.
Forskellen på brødrene var seks år, men for Anton føltes det som en evighed. Hvorfor kunne hun ikke have født ham bare to-tre år tidligere? Victor gik ud med vennerne og tog aldrig sin lillebror med.
“Jeg er ikke din babysitter. Drengene vil grine af mig,” sagde Victor nedladende.
Anton begyndte at græde.
“Hold op! Ellers tegner jeg ikke mere med dig.”
Og med det samme tav Anton, som om nogen havde slukket for ham.
Victor kunne tegne smukt. Anton stirrede fascineret på hans hurtige, sikre håndbevægelser over papiret, men hans egne forsøg blev kun til kruseduller. Så satte Victor sig ned ved siden af ham og forklarede tålmodigt, hvordan man holdt en blyant og hvor hårdt man skulle trykke. De sad der sammen, og for Anton var det de lykkeligste øjeblikke i hans liv, som han værdsatte højt.
Selvfølgelig skændtes de også, og nogle gange sloges de. Anton fik tit smæk af sin storebror. Udmattet af magtesløshed hævnede han sig ved at gemme Victors blyanter eller tegne overskæg på portrætterne i hans tegnebog. Victor gav ham løftede øjenbryn og kaldte ham “lillepløk” og “hvalp,” noget Anton hadede.
En dag tog Victor alligevel Anton med til parken, hvor de lokale drenge hængte ud. De gemte sig bag buske og røg.
“Hvis du siger noget til mor og far, brækker jeg dine ben,” truede Victor, mens han spyttede mellem tænderne.
Og Anton troede på ham. Selv når Victor gav ham tæsk, klagede han aldrig til forældrene.
I skolen vidste alle, at Anton var Victors lillebror, så de rørte ham ikke. Victor var ikke en bølle, men folk var bange for ham. Han trænede brydning og kæmpede til blods uden at tøve. Få kunne matche ham.
Anton overtalte sin mor til at lade ham komme i samme sportsforening som Victor. Men ligesom med tegningen var han ikke god til det. Han hadede at slås. Snart opgav han og indrømmede endelig sin underlegenhed overfor broren. Han stoppede med at presse sig selv for at ligne Victor og kastede sig i stedet over skolearbejdet. Og her var han sin bror langt overlegen.
Victor kunne slås godt, men hans skolegang var middelmådig. Efter gymnasiet startede han på en tekniskskole med fokus på byggeri. I hans tegninger begyndte det samme kvindeansigt at dukke op igen og igen. Intet særligt, syntes Anton.
Nu havde Victor sit eget studieliv, hvor der ikke var plads til den yngre Anton. Victor kom sent hjem, eftertænksom og tavs.
Engang fandt Anton ved et uheld en lap papir med digte i Victors notesbog. Han vidste med det samme, hvad broren havde dedikeret sit “mesterværk” til—pigen fra tegningerne.
I en samtale nævnte han, at Victor burde finde en pige, der var smukkere.
“Du burde tegne piger som Mette Holm. Hun er den smukkeste i klassen. Nej, i hele skolen! *Hun* burde få dine digte.” Han citerede endda en linje fra brorens digt.
Anton forstod ikke, hvad der skete. Han vågnede op på gulvet med en kind, der brændte som om den var mærket med en glødende jernstang.
“Hvad er der med dig? Har du været i slagsmål igen?” spurgte moren under middagen og kiggede skarpt på sin yngste søn.
Victor fnøs foragteligt og fortsatte med at proppe flæskesteg i munden, som om intet var sket.
“Jeg gled og faldt—ramte kinden mod en kant,” mumlede Anton. Det gjorde ondt at tale.
Moren sendte Victor et strengt blik. Han trak bare på skuldrene. Hun hentede en frossen kødklump fra fryseren, pakkede den i et viskestykke og gav den til Anton.
“Hold den mod kinden.”
I sit femte studieår annoncerede Victor, at han ville giftes og bringe sin forlovede hjem i weekenden.
“Ha, brudgom!” grinede Anton.
“Har du et problem med det?” spurgte Victor og sendte Anton et truende blik.
Og Anton vidste, det var bedst ikke at håne—han kunne få endnu en knytnæve. Han tog lang tid at komme sig efter den første.
“Nej, jeg er bare glad for dig. I bor vel ikke her? Så bliver værelset helt mit. Fedt! Endelig skal jeg ikke høre din snorken om natten. Håber ikke, du fortryder.”
Victor slappede af og klappede Anton på skulderen.
“Jeg fortryder ikke. Du er heldig, lillebror.”
Nadja viste sig at være en sød og charmerende pige med lysebrune øjne, en lille opstoppernæse og bølgende mørkblondt hår. Hun udstrålede forår.
Hun holdt Victors hånd fast og svarede modigt på forældrenes spørgsmål. Det var tydeligt, at hun var dybt forelsket i Victor. Anton var jaloux. For ham var Victor den bedste storebror. Men denne Nadja…
Ved bordet iagttog Anton hende diskret, og jo mere han så, jo mere kunne han lide hende.
“Du skal ikke stirre sådan på din brors kæreste,” sagde mor, da Victor gik ud for at følge Nadja hjem.
“Det gør mig ikke noget. Jeg finder en bedre en dag,” svarede Anton.
Efter brylluppet flyttede Victor ind hos Nadja og hendes mor. Han kom sjældent hjem. Han blev voksMen med tiden lærte Anton, at kærlighed ikke handler om at erstatte nogen, men om at finde sin egen plads i et hjerte, der allerede var fyldt med minderne om en anden.
