Mette vågnede altid før vækkeuret, som om hun havde en indre urværk. Hun stod op, vaskede sig og lavede morgenmad. Når hendes mand kom ind på køkkenet, glatbarberet og duftende af aftershave, ventede der æggekage eller blødkogte æg, påskesnitter, ost og skinke og en kop stærk kaffe på bordet. Mette nøjedes selv kun med kaffe og lidt ost uden brød.
De havde levet sammen i tredive år. I den tid havde de lært hinanden så godt at kende, at de knap nok talte sammen, især om morgenen. “Vi ses i aften,” “Jeg blir’ lidt længere i dag,” “Tak…” De kunne læse hinandens humør blot ved et blik, en bevægelse eller endda tavsheden. Hvorfor bruge unødvendige ord?
“Tak,” sagde Jens, tømte sin kaffe og rejste sig fra bordet.
Da de først flyttede sammen, kyssede han hende altid på kinden, før han gik på arbejde. Nu gjorde han det ikke mere – han sagde bare tak og gik. Han arbejdede som ingeniør hos Vestas og tog tidligt afsted, for han skulle køre tværs gennem Århus i myldretiden.
Mette ryddede af bordet, vaskede op og gik i gang med at gøre sig klar. Hun underviste på Aarhus Universitet, kun to busstop fra deres hjem. Hun gik altid til arbejde, uanset vejret, selv i hård vind og regn. Hun var høj, slank og sporty. Kjoler bar hun kun om sommeren. På universitetet gik hun altid i grå buksedragter med smalle striber og bluse i lyse farver under jakken.
Hendes engang mørke hår var nu gråt. Hun farvede det ikke, men bandt det i en tynd fletning, der blev lagt i en snekke i nakken. Ingen makeup, ingen smykker – kun vielsesringen.
Som underviser talte hun meget i løbet af dagen. Derhjemme foretrak hun tavshed. Det passede Jens fint. Han elskede stilhed. For mange virkede de som det perfekte par. Ingen skænderier, ingen diskussioner.
Jens var to år ældre, men stadig en attraktiv mand. Mette var vant til, at kvinder kiggede efter ham. I starten blev hun jaloux, men med årene tog hun det mere filosofisk. *”Hvor skulle han gøre af sig? Ingen kan lave mad som mig,”* tænkte hun. Og det var sandt – hun kunne virkelig lave fantastiske retter.
De havde en datter, der efter endt uddannelse var giftet sig med en officer og flyttet til Aalborg.
Studerende var lidt bange for Mette. Hun smilede sjældent, var altid rolig og reserveret. Men hun var ikke ond. Selv til eksamen kunne man forhandle med hende. Hvis en studerende ærligt indrømmede, at de ikke kunne svaret på spørgsmålet, men havde læst, hjalp hun dem ofte til en 7. Men snyd blev straffet ubarmhjertigt. Nogle prøvede at charmere sig til et bestået karakter, men bedrag gennemskuede hun med det samme.
Med kollegerne på instituttet var hun ikke venner, og hun deltog aldrig i sladder.
En dag overhørte hun to førsteårsstuderende i kantinen. Hun sad med ryggen til dem, så de så hende ikke.
“Hvad synes du om hende kemidamen? En rigtig blåstrømpe. Hvis det ikke var for vielsesringen, ville man tro, hun var gammeljomfru,” sagde den ene.
“Hun har faktisk en mand – en ret lækker fyr. Og en datter, der allerede er gift,” svarede den anden.
“Hvad ser han i hende, hvis han er så lækker? Hvordan ved du det?”
“Vi bor i samme opgang. Hun er nu okay.”
“Okay? Hun klæder sig som en mand. Tvivler på, hun overhovedet har bryster.”
Mette spiste færdig, rejste sig og så dem lige i øjnene.
“Undskyld,” pippede de og blev ildrøde.
*Gammeljomfru. Blåstrømpe. Sådan tænker de altså om mig.* På lærerværelset så hun sig selv i spejlet. *Hvad fandt Jens egentlig i mig?*
Klokken ringede, og Mette gik til sin undervisning.
Derhjemme gik hun straks i gang med at lave aftensmad. Hun besluttede sig for at lave grydesteg, så den ville være klar, når han kom hjem. Da maden var færdig, gik hun hen til vinduet. Jens parkerede altid bilen lige under deres vindue. Men den var der ikke. Pludselig lød der et klik fra hoveddøren.
Mette blev forbavset og gik ud i entréen.
“Er du ikke kørt i bil? Gik den i stykker?” spurgte hun.
“Nej, jeg parkerede et andet sted.”
Hun spurgte ikke hvorfor. Hun vendte tilbage til køkkenet for at tage maden ud af ovnen. Jens fulgte efter og satte sig ved bordet.
“Mette, sæt dig lige ned.”
Hun tog hænderne af grydelapperne og satte sig overfor ham med hænderne foldet. Hun vidste med det samme, at der var noget galt. Jens så væk, undgik hendes blik. Deres forhold havde længe været afmålt, men nu virkede han som en fremmed – fjern og anspændt.
“Sagen er den… Jeg elsker en anden kvinde. Og jeg rejser til hende,” sagde han og tørrede sveden af panden.
Mettes fingre knyttede sig.
“Undskyld. Jeg pakker mine ting.” Jens rejste sig og forlod køkkenet.
Mette blev siddende. *”Løb efter ham, stop ham, tal med ham…”* krævede en indre stemme. Men hun rørte sig ikke. Hun hørte skabsdøren åbne, hængerne klirre. Han åbnede en skuffe – sikkert for at tage sine papirer. Lyden af en lukket taske. Et øjebliks stilhed. Så lyden af hjul mod tæppet og fliserne i entréen.
Han tog lang tid om at tage frakke og sko på. *”Han kommer tilbage og siger, han har ombestemt sig, at det kun er mig, han elsker…”* håbede hun. Men så slog døren i, og låsen klikkede.
Hun blev siddende længe, stirrende ud i luften. Så lukkede hun hænderne op, gemte ansigtet i dem og begyndte at græde.
*Det var derfor, han ikke parkerede under vinduet. Så naboerne ikke skulle se det. Eller sad den anden kvinde i bilen?*
Mette rejste sig og skyllede ansigtet under hanen. *”Maden…”*
Først ville hun smide den ud – gryden og det hele. Så tænkte hun på det ældre par, der boede på deres gang, og besluttede at give maden til dem. Hun tog gryderne ud af ovnen, pakkede dem ind i sølvpapir og gik over til naboerne.
En ung kvinde åbnede døren.
“Hej. Hvor er…” begyndte Mette og indså, at hun ikke engang kendte naboernes navn.
“Ledte du efter Hansen-familien? De solgte lejligheden –”De flyttede til deres søn i Odense, og vi købte lejligheden for en uge siden – jeg hedder Lærke, og min mand er Mads,” sagde kvinden og smilede, mens duften af den varme mad fyldte gangen.
