Frida havde længe anet, at forholdet mellem hende og Magnus var ved at gå i stykker. Følelserne var kølnet, kærligheden var blevet til rutine, samtalerne var forsvundet, og der var ophobet sig så mange klager og nag. Der var en trykket stilhed i luften, som før et tordenvejr.
Hun ventede afventende og lod, som om alt ville blive godt igen. Men hvis hun gravede dybere, ville der komme ting frem, hun ikke kunne leve med. Og hvad så? De havde en datter sammen. Hun måtte tænke på hende.
Frida stod for maden, holdt orden i lejligheden og sørgede for, at datteren ikke kom for sent hjem og lavede lektier. Pigen havde for nylig fået sine egne hemmeligheder. Sådan var det, når man voksede op. Og manden? Magnus overrakte sin løn, og det var sådan set det.
Han lod sig aldrig se uden sin telefon længere. Sad og stirrede på den som en teenager.
Pludselig blev Frida syg. Feberen skød i vejret, hun havde ondt i hovedet, og hele hendes krop gjorde ondt. Hun bad Magnus om at lave aftensmad. Datteen, Lærke, var igen ude med veninderne.
“Lad os bare tage te og smørrebrød,” svarede han.
Frida var for syg til at protestere. Hun lå halvt i dvale. To dage senere følte hun sig bedre og gik ud i køkkenet. Der lå beskidt service i vasken, ingen rene kopper på tørrestativet. Skraldespanden var ved at flyde over med tomme pizzakasser. Vaskemaskinen var proppet med Magnus’ skjorter, der knasede af sand under fødderne i entreen, og køleskabet var tomt. Hun satte sig til at rydde op, lave mad og var helt udkørt, da aftenen kom.
Efter aftensmaden stod der igen en bjerg af beskidt service i vasken. Frida var lige ved at briste i gråd. Naget væltede frem, og hendes tålmodighed brast.
“Det er nok. Jeg er ikke din husholderske. Jeg arbejder lige så meget som dig, og når jeg kommer hjem, skal jeg tage mig af alt dette. Kunne du ikke i det mindste vaske din egen tallerken?” sagde hun.
“Du skal jo alligevel vaske op,” svarede Magnus roligt.
“Tag skraldet med i morgen, før du går. Jeg stiller en pose ved døren.”
“Okay,” mumlede han uden at kigge op fra telefonen.
“Ikke ‘okay’, men ‘jeg gør det’. Du plejede at hjælpe mig, støvsugede endda. Jeg beder ikke om månen, men om at du smider skraldet ud. Hører du overhovedet efter?”
“Hvad? Jeg gør jo alt.”
“Hvad gør du?”
“Hvorfor bliver du sådan? Det er din opgave som kvinde. Jeg tjener pengene. Hvad mere vil du have? Der er to kvinder i huset, og så skal jeg også vaske op?”
“Kalder du lige din egen datter for ‘kvinde’?” udbrød Frida.
“Forresten, hvor er hun? Det er dit ansvar, at du lader hende løbe rundt. Og så går du i selvsving over en beskidt tallerken.”
“Det handler ikke om tallerkenen, det handler om, at du er ligeglad med mig. Du behandler mig som en slags…”
“Nu er det nok! Jeg er træt af det her.” Magnus forlod køkkenet. Døren til badeværelset smækkede.
Pludselig lyste skærmen på hans efterladte telefon op. Frida nåede at se navnet på den, der havde sendt en besked, før skærmen slukkede igen.
Så var grunden til splittelsen fundet, den Frida havde mistænkt, men ikke ville erkende. Magnus kom tilbage og greb telefonen.
“Er ‘Lille Lotte’ Lotte? Lærke? Lilly?” spurgte Frida og forsøgte at lyde ligeglad.
Magnus standsede og vendte sig langsomt mod hende.
“Har du været inde i min telefon?”
“Den er låst. Har du noget at skjule?” tænkte hun: *Find dog på en løgn, som altid…*
“Og hvad så?” Han så hende lige i øjnene. “Ja, jeg har en anden kvinde. Lad os løse det her voksent.”
“Hvordan?” Frida kunne ikke længere holde tilbage, og tårerne væltede frem.
“Nu begynder det,” mumlede han irriteret. “Hvis du vil spille offer, så lad os bare lade det være, som det er.”
Sådan faldt hendes verden sammen. Tordenvejret brød løs, og regnen ville aldrig stoppe.
“Hvad venter du på? Gå ud og pak dine ting.”
“Hvad? Hvor skal jeg gå?”
“Fordi lejligheden er min. Mine forældre gav den til mig. Jeg har ikke tænkt mig at flytte.”
“Hvad med mig og Lærke? Laver du sjov?”
“Nej, jeg mener det. Tag hjem til dine forældre.”
“Jeg går ikke nogen steder,” lød Lærkes stemme bag dem.
“Har du lyttet med?” spurgte Magnus.
“I skændtes så højt, hele opgangen har nok hørt det. Skilles I? Jeg bliver hos far.”
“Se,” sagde Magnus og pegede på datteren. “Hvem af os er så den dårlige?” Han forlod køkkenet. Måske for at skrive til sin elskerinde, at der snart var plads.
“Du kan ikke blive hos ham, Lærke. Han har…” Frida vaklede. “Han skal ikke bo alene,” sagde hun med grødet stemme.
“Og hvad så? Jeg har mit eget værelse. Jeg vil ikke bo hos bedsteforældrene. De bor ude i ingenmandsland. Her er min skole, mine venner. Jeg tager ingen steder. Jeg skal lave lektier.” Lærke forsvandt ind på sit værelse.
Panikken væltede ind over Frida. Hun vidste, hun måtte gøre noget, men hvad? Der havde været en familie. Nu blev hun smidt ud af hjemmet, som hun troede var hendes. Som om en storm havde suget hende ind i en hvirvel, vendt alt på hovedet og slynget hende ud, uden luft tilbage.
Dette kunne ikke være virkelighed. Selv datteren svigtede hende. Hun måtte berolige sig. Teenagere var ustabile. Lærke vidste ikke, hvad hun sagde. Frida gemte sig på badeværelset og græd. Da hun kom tilbage, lå der en pude og et tæppe på den smalle sofa. Magnus var i gang med at skrive til sin elskerinde.
“Hvad skal det her betyde?”
“Forstår du det ikke?”
Frida lagde sig på ryggen med benene trukket op, fordi sofaen var for lille. Hele natten lå hun vågen og tænkte på, hvad hun skulle gøre. Hun havde prøvet at være en god mor og hustru. Men det var hun åbenbart ikke blevet. Hun ville ikke krybe til korset eller kæmpe for lejligheden. Men for Lærke ville hun gøre alt. Det var ikke for sent. Hun måtte bare finde ud af, hvordan.
Om morgenen tog hun afsted, mens Magnus og Lærke sov. Hun kom tidligt på arbejde og vækkede vagten.
En kollega lagDa hun kollega spurgte, hvad der var galt, sagde Frida kun: “Jeg har mistet alt, men måske er det bedre sådan, for nu skal jeg i det mindste ikke længere kæmpe for at blive elsket.”
