Jeg vidste, vi ville mødes igen…
For et år siden kørte Nikolaj hjem fra arbejde og så hende tilfældigt. Mens han ledte efter drejningen, mens han vendte bilen, var hun forsvundet. Siden da, når sorg og minder trængte sig på, kom han tilbage til dette sted, sad i bilen og håbede at se hende igen. Han forestillede sig, hvordan han ville stige ud og sige: “Hej! Sikke et tilfældigt møde…”
De gik i samme klasse. En helt almindelig pige, ikke noget særligt, bortset fra at hun var flittig. Han lagde ikke mærke til hende dengå. Ingen af pigerne interesserede ham på det tidspunkt. De havde gået i klasse sammen i så mange år, vokset op og blevet voksne sammen, så alle klassekammeraterne føltes nærmest som søskende. Hvordan kunne man falde for sin søster? Ikke muligt. Hun var der, og det var det. Han hang ud med drengene, men det var noget helt andet. Selvfølgelig talte han mere med nogle piger end med andre. Men hende lagde han slet ikke mærke til.
Studentereksamen var lige om hjørnet. Før havde Nikolaj ikke bekymret sig om karakterer, men nu begyndte han at stresse. Hans mor drømte om, at han efter gymnasiet skulle læse jura og blive advokat, ligesom hans far, der pludselig var død af et hjerteanfald for to år siden.
Men Nikolaj ville ikke være advokat. Han drømte om at arbejde med programmering, moderne informationsteknologi og kunstig intelligens. For at komme på universitetet og arbejde med det, havde han brug for matematikken.
Skolen var ved at kede ham ihjel. Men universitetet var anderledes. Der vidste man, hvorfor man lærte noget – det var ikke bare almen viden, der måske aldrig ville komme til nytte.
Hr. Larsen, matematiklæreren, mindede klassen om, at de skulle skrive en prøve i dag.
”Den karakter I får i dag, bliver jeres halvårskarakter. Det er snart eksamen, så vær forberedt. Det er ikke vigtigt, hvad I har fået før.”
Dem, der normalt klarede sig godt, pressede sig, mens dem, der ikke var så gode til matematik, blev lettede – de fik en chance for at forbedre deres karakter.
Nikolaj løste eksemplerne hurtigt, men gik i stå ved opgaven. Tiden løb, og han kom ingen vegne. Nerverne begyndte at spille ham et pus, og han overvejede at spørge om hjælp. Foran ham sad den tykke Madsen. Han ville nok ikke hjælpe, men Nikolaj bankede alligevel sin pen mod hans brede ryg. Drengen vendte sig ikke engang.
Bag ham sad den flittige Lise Sørensen. Fra hende kunne han ikke forvente hjælp. Hun hjalp aldrig.
Hans ven Benjamin sad ved siden af ham – heller ikke den store matematiker. Nikolaj forsøgte at skubbe sit papir hen til ham, men Benjamin viftede ham væk. ”I vejen,” mumlede han.
På den anden side af klassen løste Mette samme version. Men hende ville han ikke spørge. Hun var forelsket i ham, og så var der ingen vej udenom.
Hr. Larsen gik gennem klassen med hænderne på ryggen. Høj og tynd, iført en streng grå jakkesæt, lignede han en stork, da han bøjede sig over borde for at tjekke elevernes arbejde. Han stoppede ved Madsen, kiggede på hans papir, rystede på hovedet og gik videre.
Der var kun lidt tid tilbage. Pludselig mærkede Nikolaj et let bank på ryggen.
Han vendte sig og mødte Lises blik. ”Kom her,” munde hun. Nikolaj forstod og rakte hende sit papir med den uløste opgave. Han ventede, mens hr. Larsen nærmede sig deres borde. Sveden stod ham koldt i panden. Hvad tog Lise så lang tid om?
”Kaspersen, prøv at finde fejlen i din løsning,” sagde hr. Larsen og bankede på Vitus’ papir.
I samme øjeblik faldt et let ark ned på Nikolajs skulder. Han greb det og stirrede på løsningen. Nedenunder stod der en note skrevet med blyant. Nikolaj kopierede den hurtigt og gik i gang med at viske blyantmærkerne ud. Hr. Larsens skygge faldt over hans bord. Nikolajs hjerte sank. Havde han set det? Men i samme sekund ringede klokken.
”Tiden er ude. Aflever jeres papirer,” sagde hr. Larsen og gik tilbage til sin plads.
Nikolaj lagde sit papir i bunken med lettelse og gik ud i gangen.
”Tak. Du reddede mig,” sagde han, da Lise kom ud.
”Det er okay. Vi havde samme version, så det var ikke svært.”
Han havde slet ikke regnet med, at den stille Lise ville hjælpe ham. Hun havde aldrig gjort det før. Mette gik forbi og sendte ham et iskoldt blik. Men det var han ligeglad med.
Efter skolen ventede Nikolaj på Lise.
”Lise, hvordan vidste du, at jeg ikke kunne løse opgaven?” spurgte han, mens de gik.
”Du var helt oppe at køre. Det var let at se.”
”Jeg var bange for at få en tretaller.”
”Skal du læse jura?” spurgte Lise.
”Hvordan vidste du det? Nej, min mor vil have det. Men jeg vil være programmør. Det er fremtiden.”
”Vores mødre arbejder sammen. Vidste du ikke det?”
”Nej, min mor har ikke sagt noget…”
De fortsatte med småting, mens de gik.
”Mette går lige bag os. Jeg kan mærke hendes blik i ryggen. Hun er jaloux. Hun er forelsket i dig,” sagde Lise pludselig.
”Jeg ved det. Hun giver mig ikke plads. Hvad med dig? Hvad vil du læse?” spurgte Nikolaj.
Han var vant til, at Mette altid var i nærheden, så han lagde ikke mærke til hende.
“Jeg vil læse medicin.”
“Wow. Redde menneskers liv?”
“Børn. Jeg vil være børnelæge,” sagde Lise enkelt.
Det overraskede ham. Han kunne ikke forestille sig den seriøse og stille Lise som børnelæge. Men hvad vidste han egentlig om hende? Nu var de ved hendes hus. Lige før hun gik ind, kom Mette hen til dem.
“Hør, kan du forklare mig opgaven? Hvad nu hvis den kommer til eksamen, hvor du ikke kan hjælpe?” spurgte han hurtigt.
“Okay.” Lise satte sin taske på bænken ved indgangen, tog en notesbog og en blyant frem og begyndte at forklare.
De bøjede sig over notesbogen, næsten med panden mod panden. Nikolaj kunne mærke MetOg da Lise løftede blikket og smilede til ham, vidste Nikolaj, at tiden endelig var inde til at begynde på en ny kapitel af deres liv sammen.
