**En Helt fra Fortiden**
Mette med en pose indkøb gik langsomt op ad trappen til tredje sal og tænkte på alle de gange, hun og hendes søn havde talt trinene sammen. Morten fulgte efter hende med små skridt, og efter et par måneder kunne han allerede tælle selv. “Han er vokset så hurtigt op. Gud, lad ham bare komme hjem, lad ham bare være i live…” gentog hun for sig selv som en bøn.
En dør smækkede etagen ovenover, og hurtige fødder løb ned ad trappen. Mette standsede på trappeafsatsen mellem anden og tredje sal og trådte til side.
“Hej!” sagde den fjortenårige nabo, Freja, muntert.
“Freja, vent! Du har glemt din hue!” råbte moren efter hende.
Pigen sukkede og vendte tilbage.
“Det er jo varmt. Hun bliver ved med den hue,” mumlede hun.
Moren kom ned og gav hende en strikket hue.
“Det bliver koldt om aftenen. Kom hjem lige efter balletimen, hører du?”
“Okay.” Freja tog huen og skyndte sig videre.
“Ikke bare ‘okay’, men tag huen på!” råbte moren efter hende.
“Hej, Mette. Kommer du lige fra arbejde? Den lille satan vil altid undgå at tage hue på, og så er det lige før, hun får forkølelse,” klagede naboens mor.
De begyndte at gå op ad trappen sammen. Mette vendte tilbage til sine tanker, men naboen afbrød hende.
“Hvordan går det med din søn? Har han ringet?”
“Nej,” sukkede Mette.
“Man går og opdrager dem, og så vokser de op og går deres egne veje. Så står vi tilbage og må vente og bekymre os. En søn er én ting, men en datter… Man ved aldrig, hvor hun er henne. Hos Freja er det kun ballet, der betyder noget.”
Mette stoppede ved sin lejlighed. Mens hun fumlede med nøglerne, forsvandt naboen ind i sin egen dør. Mette trådte ind i entreen og kastede sit sædvanlige blik på garderobestagen. Hver dag håbede hun, at Morten ville stå der. Men der hang kun hendes vårjakke.
Hun satte posen på skotøjsskabet og begyndte at tage overtøjet af. Førhen løb Morten altid ud for at møde hende, ivrig efter at fortælle nyheder.
“Vent lige, lad mig lige få tøjet af,” sagde hun træt. “Rør ikke posen, den er tung.”
Senere, da han blev ældre, måtte hun selv kalde på ham, når hun kom hjem. Hun bad ham bære posen ud i køkkenet og spurgte til skolen.
“Alt er fint,” svarede han og forsvandt ind på sit værelse.
Så blev han student og begyndte på universitetet. Når hun kom hjem fra arbejde, var han sjældent der. Han delte sine oplevelser mindre og mindre.
“Burde jeg anskaffe mig en kat? Så ville der da være én, der mødte mig…” tMen tanken forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet, for intet kunne erstatte følelsen af at vente på sin søn.
