**Det var regnens skyld**
I den sene eftermiddag truede himlen med mørke skyer, og ved aften begyndte det at støvregne. Forårets gader har altid noget trist over sig, især når det regner.
Mikkel havde kørt rundt i byen i over en time, bare for at dræbe tiden inden sin afrejse. Trafikken var tæt, og han sad fast i kø ved hvert eneste lyskryds. Tiden sneg sig af sted, men han havde ingen lyst til at vende hjem, og togstationen var for tidligt.
Han parkerede bilen ved fortovet og slukkede vinduesviskerne. Små, gennemsigtige regndråber plettede forruden og gjorde verden udenfor til en utydelig masse.
Hele ugen havde han prøvet at komme sig efter Annikas afsked. Og selv nu bed det stadig. Hvis han var blevet hjemme, ville han have drukket sig fuld igen, som han havde gjort hver aften. Uden vin faldt han ikke i søvn.
De havde boet sammen i næsten et år, og inden det havde de datet i to måneder. I starten var alt perfekt. Han havde endda begyndt at planlægge en sommerferie ved Middelhavet, hvor han ville fri til hende – på trods af alle deres skænderier på det sidste. Annika brokkede sig over alt, blev sur over ingenting og havde konstant en eller anden klage.
Lige inden hun forlod ham, skændtes de om hans gave til International Kvindedag. En buket hollandske tulipaner og den taske, hun længe havde ønsket sig, var åbenbart ikke nok.
“Du sagde selv, du ville have den taske,” protesterede Mikkel. “Og den var altså ikke billig.”
“Jeg vidste, du ville give mig den. Jeg troede, du ville overraske mig med noget ekstra. En gave skal være uventet.”
“Undskyld, jeg er ikke tankelæser. Du kunne have givet et hint.”
“Kunne du ikke selv tænke dig til det?”
Og så gik det løs igen. Hun sagde, han ikke forstod at gøre en pige glad, at han ikke tjente nok. “Lars købte en ny pels til Maria, og Sofies kæreste gav hende en diamantring!”
“Lars tjener sine penge på tvivlsomme måder. Han går lige på grænsen.”
“Og hvad så? I det mindste får Maria nye ting og rejser på luksusferie. Men du er for fin til det, så vi sidder her som fattigrøve.”
“Vi er ikke fattige. Jeg ville have givet dig en ring senere. Og hvorfor skal du have en pels om foråret? Desuden sparede han en masse, fordi den var på tilbud.”
“Lader du som om, eller forstår du det virkelig ikke?” Annikas stemme lød skarp som knust glas.
Alle de her skænderier havde en årsag, og Mikkel anede godt hvad, men han ville ikke tro på det. Før i tiden havde de også skændtes, men om natten faldt de altid til ro. Men den aften havde Annika vendt ham ryggen og slået hans hånd væk, da han prøvede at holde om hende.
Om morgenen nægtede hun at tale med ham. Han ringede hele dagen, men hun tog ikke telefonen, og til sidst slukkede hun den helt. Mikkel ventede utålmodigt til aften. På vej hjem købte han en buket blomster, men da han åbnede døren, var der kun en seddel.
Annika havde skrevet, at hun var træt af det hele, og at hun nu ville være sammen med en, der ville lægge verden for hendes fødder. Skabene var tomme for hendes ting og den kuffert, de havde haft med på ferie.
Mikkel løb gennem lejligheden og smed alt, hvad han kunne få hænderne på, især Annikas efterladte småting, hun enten havde glemt eller ikke gad tage med til sit nye, luksuriøse liv. Så fyldte han en pose med alt, hvad der mindede om hende – tandbørsten, cremen og den badekåbe, der hang på badeværelset. Han tog endda turen ned til skraldespanden for at smide den ud.
Det værste var ikke bare, at hun var gået, men at hun havde gjort det til en anden, mens hun fik ham til at føle sig som en fiasko. Han kunne ikke sove – puddene duftede stadig af hende. Minderne kvalte ham. Så hældte han et glas vin og drak det i et drag. Det hjalp ikke meget, men han faldt i søvn et par timer.
Sådan havde det været hele ugen. Han kom på arbejde med mørke ringe under øjnMikkel vidste pludselig, at han havde fået en chance til – ikke med Annika, men med livet selv, og denne gang ville han ikke spilde den på fortiden.
