**Dagbogsnotat – En dansk historie**
Hver dag går unge mennesker forbi hinanden uden at ske det mindste. Ingen gnist, ingen gensidig tiltrækning. Men en dag fanger hun ham ved et tilfælde med blikket, og pludselig banker hendes hjerte, og sommerfugle flagrer i maven. Og han føler det samme. Og så er det slut. Herefter kan de ikke undvære hinanden, livet uden den anden virker meningsløst. Det eneste, der tilbage er at følge skæbnen og gå side om side gennem tilværelsen.
Sådan forelskede Astrid sig i Mads. En kold vinterdag tog hun på skøjter med sine veninder. Astrid var ikke god til at skøjte. Hun tog det forsigtigt, standsede ofte, og veninderne blev hurtigt trætte af at vente. De skred afsted og lod hende alene på isen. Hun var i vejen for de mere erfarne skøjteløbere, der måtte svinge uden om hende.
Astrid var træt, benene ømme af anstrengelsen. Hun besluttede at glide hen til rækværket for at vente der. Men lige da hun næsten var fremme, kolliderede hun med en anden.
Hun tabte balancen og landede hårdt på isen med et bump.
“Undskyld! Er du okay? Kom, lad mig hjælpe dig,” hørte hun en stemme over sig. Før hun nåede at svare, var hun allerede løftet op og sat på benene igen.
Knæet gjorde ondt, og hun gispede. Hvis ikke drengen havde grebet hende, var hun faldet igen. Han holdt hende tæt ind til sig, og deres øjne mødtes så tæt, at hun kunne se sig selv i dem. I et kort øjeblik forsvandt verden omkring dem.
“Alt godt?” spurgte han.
Astrid kom til sig selv. Lydene af skøjter, latter og stemmer kom tilbage. Men hun stod stadig, grebet om hans jakkeærmer.
“Falder du, hvis jeg slipper?” spurgte han.
“Ved det ikke,” hviskede hun uden at slippe hans blik.
Han slap hende, og hun styrtede ikke.
“Godt, så går vi hen til rækværket. Jeg holder dig.”
Med ham gled hun faktisk på skøjterne i stedet for at traske.
“Måske skulle vi forlade isen? Der er bænke ved udgangen.”
Astrid nikkede. Med hans hjælp nåede hun bænken og satte sig tungt ned.
“Gør det ondt?” Han satte sig ved siden af hende. “Er du alene? Skal jeg følge dig hjem?”
“Jeg er med mine veninder.”
“Ring til dem, så de ved, hvor du er. Giv mig din skøjtebillet – jeg henter dine sko.”
“Nej, jeg venter bare på dem,” protesterede hun svagt.
“Du fryser.”
Det var sandt. Kulden trængte gennem hendes jakke. Hun rakte ham billetten og ringede til sine veninder, mens han hentede hendes ting.
På vej hjem snakkede de. Efter den glatte is var det rart at mærke den solide asfalt under fødderne, men Astrid holdt alligevel fast i hans arm. Som om verden svajede. Han hed Mads, var fire år ældre og havde allerede et arbejde. Hun fortalte ham, at hun studerede på universitetet og boede hos sin mor. Sympatien mellem dem var øjeblikkelig. Da han sagde farvel og inviterede hende på skøjter næste weekend, rystede hun på hovedet.
“Biografen er bedre.”
“Okay. Jeg ringer.”
Men Mads ventede ikke til weekenden. Han ringede allerede næste dag og inviterede hende på café. Man kunne ikke gå tur i den kulde længe. En eller anden kraft havde bogstaveligt talt skubbet dem sammen, og siden var de uadskillelige.
Astrid var forelsket. Hun kunne ikke forestille sig livet uden Mads. Hvordan havde hun kunnet leve før ham? Det føltes, som om de altid havde kendt hinanden. Foråret kom, og Mads’ forældre begyndte at tage på sommerhus hver weekend og lod dem have lejligheden for sig selv.
Sommeren kom og gik, hurtig og ubemærket. Så fulgte efteråret med regn og frost. Forældrene tog sjældnere afsted, og pludselig havde de ingen steder at mødes.
“Hvad gør vi nu?” spurgte Astrid og krøb tæt ind til Mads.
“Jeg finder på noget,” lovede han.
En dag kom Mads på besøg, og Astrids mor spurgte ham direkte: “Hvor længe vil du fortsætte med at narre min datter?”
“Jeg ville fri til nytår,” svarede Mads. “Jeg har ikke engang ringen på mig. Men for at berolige dig kan jeg godt bede om hendes hånd lige nu.”
Astrid blev rød af glæde og forlegenhed.
“Det er en anden sag. Så kan du give hende ringen til nytår. I har jo allerede boet sammen – jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro,” sagde moren tilfreds.
De blev gift til foråret, da sneen smeltede, solen blev varmere, og fuglene sang højere end nogensinde. Mads havde længe sparet op til en lejlighed. Bryllupsgaverne dækkkeDe fandt et lille hus i provinsen, hvor de endelig kunne begynde deres liv sammen på ny, med alt hvad der var brudt og helbredt, og lærte langsomt at stole på, at kærlighed ikke altid er perfekt, men at den nogle gange er nok.
