Hjertefølger
Signe kom ud af kontoret og så, at elevatoren blev fri, og folk begyndte at gå ind.
“Vent!” råbte hun og skyndte sig.
Som altid efter arbejde, ligesom om morgenen, var elevatoren svær at få. Signe nåede lige at hoppe ind og måtte presse sig op mod brystet på den forreste mand for at døren kunne lukke bag hende.
“Undskyld,” sagde hun og vendte hovedet til siden, for ellers rørte hans hage hendes pande. Han duftede lækkert af aftershave.
“Ingen årsag.”
De stod tæt presset sammen hele vejen ned til stueetagen.
Endelig stoppede elevatoren, og døren gled op. Signe trådte baglæns ud. Manden fulgte efter, greb hendes hånd for at sikre, hun ikke snublede, og ledte hende til siden for at undgå de andre passagerer. Det lignede en dans. Før Signe nåede at trække vejret og takke ham, dukkede hendes veninde Lærke op.
“Skal du hjem? Jeg kan køre dig.”
Signe blev distraheret af hende og nåede ikke rigtig at se manden eller sige tak.
“Nej, jeg går en tur. Jeg har brug for at få lidt luft.”
De kom ud på gaden, hvor en let regn faldt, og folk gik forbi med paraplyer.
“Det regner. Vent her, jeg henter bare bilen.”
“Tak, Lærke, men jeg går.” Signe hev sin paraply op af tasken.
“Nå, men så ikke,” sagde Lærke og så mistænksomt på hende.
Signe sagde farvel, åbnede paraplyen og blandede sig i myldret af arbejdskolleger uden bil, der skyndte sig hjem. Hun havde lyst til at være alene, tænke, og helt ærligt – hun havde ikke lyst til at komme hjem.
Paraplyen distraherede hende. Hun måtte undvige andres paraplyer og passe på ikke at ramme nogen. Signe lukkede den og puttede den tilbage i tasken. På træerne og buskene var knopperne ved at springe ud, og nogle steder var der allerede nye, bløde bladspirer. Øjeblikket, hvor nyt liv voksede frem, var så kort, at hun gerne ville huske det.
Hun gik og tænkte på, hvordan hun igen var endt på det forkerte spor med den forkerte mand? Ikke i forhold til hvor hun boede, men de forkerte forhold. Hun boede i en lejlighed, hun havde arvet efter sin bedstemor, så hun behøvede ikke at betale lån eller afdrag. Det var netop lejligheden, der tiltrak de forkerte mænd. For sent fik Signe øjnene op for det.
Så hun trak tiden, gik hjem for at udskyde øjeblikket, hvor hun skulle møde Tobias. Ikke fordi han ventede på hende, men på den middag, hun skulle lave til ham. Og alt begyndte så smukt…
***
Hun og hendes mor boede alene. Hendes far var gået fra dem, da Signe var ni. Da hun gik i 9. klasse, giftede hendes mor sig igen. En fremmed mand flyttede ind, og Signe var vant til at gå rundt i shorts og t-shirt. Hendes mor påpegede, at det ikke var passende at gå halvnøgen foran en fremmed mand, og bad hende klæde sig ordentligt. Signe var allerede genert overfor ham, og nu undgik hun helst at forlade sit værelse uden grund. Bedstemoren løste problemet ved at invitere Signe til at bo hos hende, så de “nygifte” kunne vænne sig til hinanden. Det passede alle.
Signe læste på universitetets første år, da bedstemoren døde, og hun blev alene. Hun var vild med Mads på studiet. Pigerne lå i kø for at få hans opmærksomhed. Signe havde ingen chance for at blive bemærket af den sportslige flotte fyr. Men en dag sad han ved siden af hende til en forelæsning og fulgte hende hjem bagefter.
En måned senere boede han hos Signe. Hendes mor forsøgte at forklare, at det ikke ville ende godt, men Signe ville ikke høre. Hun blandede sig ikke i sin mors liv – hvorfor skulle moren blande sig i hendes? Hun var voksen, forelsket, og alt ville blive godt. Kort sagt kom de op at skændes.
Næsten to år levede de sammen som et par. Studiet var færdigt, og der var kun eksamen tilbage. Signe var sikker på, at Mads ville fri til hende, at de ville giftes. Men eksamen var overstået, diplomerne fejret, og Mads friede aldrig. I stedet sagde han, at han skulle hjem.
“Hjem?” spurgte hun. “Hvornår kommer du tilbage?”
“Jeg kommer ikke tilbage. Først hjem, så til København. Min onkel bor der, og han har tilbudt mig et job.”
“Hvad med mig?”
“Signe, ikke start den der. Vi havde det godt sammen, ikke? Jeg er taknemmelig for at du lod mig bo her, så jeg slap for kollegiet. Men jeg skal videre. Jeg vil ikke giftes endnu. Jeg vil bygge en karriere, købe en lejlighed i København, rejse og se verden. Jeg lovede dig aldrig noget, vel?”
“Vi kunne tage afsted sammen…”
“Det kunne vi ikke.”
Mens han talte, indså Signe, at hun slet ikke kendte ham. Hun græd, sagde hun elskede ham, bad ham blive.
“Jeg elsker dig ikke. Det var praktisk at bo hos dig. Du er en god og sød pige, du møder en ordentlig fyr, bliver gift og får børn. Men det liv passer ikke til mig, i hvert fald ikke nu. Jeg er taknemmelig, men nu går vores veje hver til sit. Undskyld.”
Han tog afsted, og Signe græd i tre dage. Hendes mor kom, skældte ikke ud eller mindede hende om, at hun havde advaret hende. Hun trøstede bare. Det værste var, at Mads ikke havde elsket hende, som hun troede – han havde bare brugt hende og lejligheden. Men det forsonede hende med sin mor. Mindst én god ting kom ud af det.
***
Signe tog lang tid at komme sig efter det mislykkede forhold. Hun datede ikke og mødte ingen nye. Arbejdspladsen var også mest kvinder.
Ved busstoppestedet mødte hun ofte en fyr om morgenen. De tog samme bus og kørte et par stop sammen. Med tiden begyndte de at smile og hilse, som om de kendte hinanden, og udvekslede nogle få ord. Hun kunne lide den uforpligtende kontakt. De vidste ingenting om hinanden, men var ikke fremmede. Om morgenen skyndte hun sig til bussen og spekulerede på, om hun ville møde ham. Hjertet hoppede af glæde, når hun så hans smil.
Så forsvandt han pludselig. Signe ventede, kiggede efter ham hver morgen. Hun lod endda bussen køre, i håb om at han var forsinket. Men han dukkede ikke op.
En dag steg hun af bussen, gik over gaden og så ham. Hjertet hamrede. Hun havde troSolen brød igennem skyerne, og mens hun satte sig ind i hans bil, følte hun for første gang i lang tid, at livet igen var fuldt af muligheder.
