“Skæbne”
“Idag talte jeg med Lise. Kan du forestille dig, at Mikael er gået i byen igen?” sagde Mette, da reklamerne begyndte på tv’et og afbrød den sædvanlige serie på den anden kanal.
Hun kiggede på sin mand. Han halvliggende, lænet mod en højrejst pude, og stirrede interesseret på reklamerne.
“Per, hører du overhovedet efter? Mikael har igen været utro,” gentog hun, da han ikke svarede.
“Jeg hører dig. Hvad har det med dig at gøre?” spurgte han.
“Hvad mener du? Lise er min veninde. Jeg er bekymret for hende. Har Mikael ikke sagt noget til dig?” Mette studerede mandens profil.
“Han rapporterer ikke til mig. Og jeg har ikke set ham i lang tid. Og din veninde, skal jeg være ærlig, er en hysterisk type. Jeg ville også holde mig væk fra sådan en. Lad os droppe det. Serien starter snart.”
“Åh, virkelig? Var det det, han sagde? Så det er Lises skyld? Det er altid kvindens skyld, bare I kan undskylde jeres egne dårlige vaner. Hvem gjorde hende til en hysterisk type? Han har rendt rundt hele livet.” Mette bed sig i læben, mens manden stirrede på skærmen.
“Hør, jeg har også ofte brokket mig over dig. Hvor mange gange har jeg bedt dig tørre fødderne af, før du kommer ind? Du slæber alt muligt skidt og sand ind i lejligheden. Du spuler aldrig badekarret efter dig… Så er jeg også hysterisk? Måske du også er utro? Bare for hyggens skyld?” Mette stirrede på ham.
“Nu begynder det igen. Jeg får også min tur.” Viktor kastede dynen til side og rejste sig. “Jeg ser resten af serien i køkkenet.”
“Jeg har bare ondt af min veninde,” sagde Mette til mandens ryg.
“De havde sådan en kærlighed. Han klatrede ind til hende med blomster på anden sal. Hvad mangler I egentlig?” råbte Mette efter ham, da døren stod åben.
“Når I skal have os, kalder I os for solskinshjerter, skattehjerter, småting. Men så snart I finder en elskerinde, ryger vi i kassen med hysteriske kvinder,” mumlede hun for sig selv, som om manden kunne høre hende. “Lise har tilgivet ham så mange gange. Første gang knælede han og lovede højt og helligt, at det aldrig ville ske igen. Hun tilgav ham for børnenes skyld. Mikael er faktisk en god mand. Men han har slidt hende op. Det bliver ved, til han ikke kan mere.” Mette tav og lyttede. Der kom ikke en lyd fra køkkenet.
«Måske er Per også mig utro? Hvorfor blev han så fornærmet? Ramte jeg et ømt punkt? Nej, han er doven. Mikael passer på sig selv, går i fitness. Min mand har en mave, og han begynder at blive skaldet…»
Men den lille tvivl, der havde groet sig fast, begyndte at blive til uro. Mette stirrede ikke længere på skærmen. Hun rejste sig, satte fødderne i sutskoene og gik ud i køkkenet. Manden sad på en stol med benene over kors og røg, blæsende røgen mod det lidt åbne vindue. En kølig vind tog fat i hende, og hun rystede.
“Hvornår er du begyndt at ryge igen?”
Manden fo’r sammen, og asken faldt på bordet.
“Av, du skræmte mig.” Per blæste asken på gulvet. “Måske jeg også er bekymret. Mikael og jeg er trods alt venner.”
“Så tal dog med ham. Er han ikke flov overfor børnene? Hvad for et eksempel giver han sine sønner?” Mette gik hen til vinduet, tog askebægeret fra vindueskarmen og satte det foran manden.
“Som om han vil lytte til mig. Jeg blander mig ikke i hans liv. Han ved, hvad han gør.” Manden tog et sidst drag og slukkede cigaretten. Så gik han hen til vinduet og lukkede det.
“Lad os gå i seng.” Han gik forbi hende.
Mette rystede på hovedet, slukkede lyset og fulgte efter. Manden lå på siden, vendt væk fra hende. Tv’et kørte nu et program med Clement Kjærsgaard. Mette slukkede tv’et og lyset og lagde sig også. I flere måneder nu var de faldet i søvn sådan, vendt væk fra hinanden.
De havde mødt hinanden i de lykkelige studietider, de kunne ikke få nok af hinanden. To år senere blev de gift. Alt var, som det skulle være. De skændtes, blev gode igen og fortsatte livet. Deres datter blev voksen, færdig med universitetet og flyttede til København. Mette tænkte ikke på lykke. Men hun havde været lykkelig. Venner blev skilt, giftede sig igen. Alle havde deres historie. Men de havde været sammen i syvogtyve år, gift i femogtyve. Et kvart århundrede.
Hendes tanker vendte tilbage til Lise. I hendes ører lød LisLisens stemme gjenlød stadig i hendes ører: “Hvorfor gør han sådan mod mig? Jeg har gjort alt for ham.”
