Skulle jeg virkelig hele mit liv skulle bevise, at jeg ikke er skyld i noget?
Mette sad og så fjernsyn, mens Lasse sad ved computeren, da hendes mor ringede.
”Hvad er der galt, mor?” spurgte Mette mistænksomt og skruede ned for lyden.
”Intet er galt. Jeg ville bare lige høre, hvordan det går.”
Men Mette vidste, at hendes mor aldrig ringede uden grund. ”Mor, kom nu. Hvad er der? Har Simone igen lavet noget?”
Moden sukkede dybt.
”Hun har tudet i mine ører om, at hun vil flytte ind hos dig. Hun vil studere på universitetet. Hun knokler ikke ligefrem for skolen – det er kun fest, der tæller. Hvilket universitet? Vi har en fin erhvervsskole og en sygeplejerskeuddannelse her. Hun vil ikke engang høre om dem,” sukkede mor igen.
”Men Lasse og jeg bor i en etværelses. Jeg ved ikke, om det er praktisk at have hende boende,” sagde Mette.
”Jeg forstår det godt. Jeg er bange for, at hun bare stikker af til dig. Derfor ringede jeg for at advare dig. Måske kan du få hende til at give op? Hun lytter ikke til mig. Hun er helt umulig at styre.”
”Mor, hun lytter heller ikke til mig. Hvis hun får en idé, får du den ikke skubbet væk. Du kender hende. Jeg prøver at snakke med onkel Erik. Måske vil han tage hende ind hos sig.”
”Snak med ham, Mette. Men han har jo en familie. Det er lidt akavet.”
”Hvorfor akavet? Hun er jo hans datter. Okay, mor, jeg taler med ham og ringer tilbage.” Mette lagde på.
”Var det din mor?» spurgte Lasse og så op fra skærmen.
”Ja. Simone vil flytte ind hos os. Hun vil ind på universitetet.”
”Hvad så? Hvis hun kommer ind, får hun jo et kollegieværelse,” mumlede Lasse og vendte sig mod computeren igen.
”Universitetet er måske lige højt nok. Og der er også erhvervsskoler her. Men hun kommer nok ikke ind engang. Hun vil bare giftes, det er dét. Jeg skal nok snakke med hendes far – måske vil han tage hende ind. Han burde. Hun er jo hans egen datter.” Mette tav og tænkte sig om.
*Nej, jeg må få onkel Erik til at sige ja. Lasse er en flot mand – ellers var jeg ikke blevet gift med ham. Og med Simone kan man forvente alt. Hun kunne ikke tage øjnene af ham til vores bryllup.*
Mette og Simone havde forskellige fædre. Mettes far druknede, da hun var seks. Han var ude at fiske med nogle venner, havde fået en øl for meget, og så skulle han selvfølgelig ud at hive fastgået fiskegrej op. Han faldt i og druknede, fordi de andre også var for fulde til at hjælpe.
Hendes smukke, ungemor stod tilbage alene med Mette. Hun holdt alle friere på afstand. Da Mette gik i femte klasse, fik skolen en ny matematiklærer, den unge og flotte Erik. Rygtet sagde, at han var flyttet fra København efter et brudt hjerte.
Han blev klasselærer for Mettes klasse. Til forældremødet så han hendes mor og blev forelsket med det samme. Han begyndte at besøge dem, hjalp Mette med lektierne – ikke kun i matematik. Snart blev Mette flittig, og sladderen begyndte at sprede sig i klassen.
Og så blev mor gravid. Hun ville ikke gifte sig, men Erik overtalte hende. Mette kaldte ham altid “Hr. Nielsen” i skolen, men derhjemme var han bare “onkel Erik.” De blev gift, og da Simone blev født, blev Mette store søster. Hun var stolt af det. Mor stolede på, at hun kunne handle ind, gå tur med barnevognen og endda passe sin lillesøster, hvis mor skulle ud.
De levede sådan i to år. Så blev Erik tilbudt en stilling som gymnasielærer i Århus. Ingen overraskelse – han var en dygtig lærer, og eleverne elskede ham.
Mor nægtede at flytte med. Hun sagde aldrig hvorfor, men Mette var gammel nok til at forstå. Mor var flov over, at han var yngre end hende. Hun var bange for, at han ville forlade hende, hvis de flyttede til en større by, så hun lod ham gå alene.
Onkel Erik tog afsted, og de blev tilbage som tre. Han betalte omhyggeligt børnebidrag til Simone og sendte endda lidt ekstra til Mette. Han vidste, det var svært for mor.
Mette og Simone var meget forskellige, ikke kun udseendsmæssigt. Mette var flittig, rolig og målrettet. Efter gymnasiet flyttede hun til Århus og kom let ind på universitetet.
Simone derimod gad ikke engang prøve. Hun vidste fra barnsben, at hun var smuk, og brugte det til sin fordel.
Da Mette studerede, mødte hun tilfældigt onkel Erik i et indkøbscenter. Han var der med sin kone og deres lille søn. Han stoppede, spurgte ind til mor og Simone. Det så næsten ud, som om han var glad for at se hende. Han gav hende sin telefonnummer og adresse og bad hende om at ringe, hvis hun havde brug for noget.
Mette besøgte ham et par gange, når pengene var helt sluppet op. Men da det blev klart, at hans kone ikke brød sig om det, holdt hun op. Han ringede aldrig til hende.
Næste dag ringede Mette til onkel Erik.
”Mette!” sagde han glad. ”Hvordan går det? Hvordan har din mor det? Det er længe siden, jeg har set dig.”
”Jeg er gift, onkel Erik. Jeg har arbejde. Alt er godt. Men jeg ringer for at tale om Simone.”
Hun syntes, han blev stram om munden. Han ventede bare.
”Mor ringede i går. Hun sagde, Simone vil flytte til Århus og studere. Lasse og jeg bor i en lille lejlighed. Jeg tænkte, måske kunne hun bo hos dig?” Mette fik det endelig sagt.
”Jeg snakker med Lene, min kone, og ringer til dig. Men hvor vil hun egentlig studere?”
”Ærligt? Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, hun kommer ind. Hun gider ikke engang lave lektier. Hvis hun kommer ind, får hun et kollegiværelse. Ellers… Jeg tror, hun tager hjem til mor.”
”Okay. Men hvordan har du det? Har I ikke børn endnu?”
”Nej. Tak.” Mette var lettet over, at han ikke sagde nej med det samme.
Tre uger senere fik Simone sin eksamen og ankom til Mette.
”Vi har aftalt, at du bor hos din far. Jeg har snakket med ham, han venter dig.”
”Hvem bad dig gøre dét?” udbrød Simone vredt. »Jeg tager ikke derhen. Jeg troede, jeg skulle bo hos jer.”
”Hvor? På køkkengulvet?”
”Hvorfor ikke? Jeg kan godt sove der. Eller er du bange for, jeg stjæler Lasse? Han er for gammel til mig. Men…” Simone kneb øjnene sammen med et listigt smil.
Mette prøvede at skjMette sukkede dybt og tænkte, at forhåbentlig ville Simone en dag forstå, at livet handlede om mere end bare at sparke græs til side.
