“Mor, hvis du ikke accepterer mit valg, går jeg. For altid…”
Jonas trådte ind i den lokale togvogn og så sig om. Der var masser af ledige pladser – han kunne vælge, hvor han ville. Han satte sig ved vinduet. Dørene gik konstant op og i med en larmende lyd, mens nye passagerer strømmede ind.
Overfor ham sad et ældre par. Kvinden raslede med en pose, trak to smørrebrød frem, og de begyndte at spise. Duften af friskt brød spredte sig i luften. Jonas vendte diskret ansigtet mod vinduet.
“Ung mand, tag en,” tilbød kvinden og rakte ham et stykke.
“Nej tak,” svarede Jonas med et smil.
“Vær nu sød, der er næsten to timers kørsel.”
Jonas tog imod og bed et stykke af. Hvor smagte det godt! Der lød en raspende stemme i højtalerne, fulgt af en mandestemme mellem knitren: “Afgang om… minutter… Toget kører til… med alle stationer undtagen… Gensiger…”
“Unge mand, hvad sagde han? Hvilke stationer kører vi forbi?” spurgte kvinden bekymret.
Jonas trak på skuldrene. Han skulle til endestationen og havde ikke hørt efter.
“Jeg sagde jo, vi skulle tage det langsomme tog med alle stop. Du hører aldrig efter,” begyndte hun at skænde sin mand. “Hvad gør vi nu? Vi bliver nødt til at stå af for tidligt og vente på det næste tog…”
Hun blev først rolig, da en mand fra næste række forsikrede, at toget ville stoppe ved deres station. Striden lagde sig, Jonas spiste færdig og stirrede ud ad vinduet på de forbiflyvende træer, solstråler, der brød igennem det friske løv, stationer og byer. Vognen var blevet indelukket, og sveden løb ned ad hans ryg under den tunge militæruniform.
Jonas forestillede sig, hvordan det ville være at komme hjem, hvor mor ville glæde sig, hvordan han ville stå under den varme bruser… Bare han kunne komme hjem, af med uniformen, på med jeans, t-shirt og sneakers og glemme tidlige morgener og eksercits. Han var sikker på, han ville sove et helt døgn på sin bløde sofa, og om morgenen finde en bunke varme pandekager på køkkenbordet, gemt under et håndklæde af mor…
*Hvordan mon Freja har det? Men det er jo kun et år, hun har nok været den samme…* For hans indre øjne dukkede et billede op af en spinkel pige med kastanjebrunt hår og grønne øjne. Hun var et år yngre, boede i nabolaget og var lige blevet færdig med gymnasiet. Han havde aldrig rigtig lagt mærke til hende. Bare en pige som alle andre.
Aftenen før hans afrejse havde de siddet sammen på legepladsen. Mads havde skældt ham ud for hans dumme beslutning om at droppe universitetet og tage i militæret. Mathias havde støttet Jonas og sagt, at hvis det ikke var for hans mor, ville han måske også have gjort det. Pigerne var triste over, at gruppen faldt fra hinanden, men sad alligevel og fniste ved deres telefoner.
Freja, som de altid havde set som den lille, sagde pludselig med alvor i stemmen, at hun ville vente på ham. Alle tav, og hun blev rød i kinderne.
“Jonas, der kommer vist en brud på dig,” grinede Mathias.
“I kan godt gå,” mumlede Freja og løb væk.
“Hvorfor griner du? Lad hende da vente. Jeg kommer tilbage og gifter mig med hende,” sagde Jonas halvt i spøg og puffede Mathias, så han næsten faldt af bænken.
Jonas havde ikke fortalt nogen den virkelige årsag – ikke engang Mathias eller Mads. Han var startet på universitetet for sin fars skyld. Men om foråret forlod faren dem pludselig. Viste sig, han havde en anden kvinde, som ventede hans barn. Verden kollapsede, og hans respekt for faren forsvandt. Jonas droppede ud og meldte sig til militæret. Det var hans protest.
Mor græd selvfølgelig. Men han lovede, at han ville komme hjem om et år og finde ud af livet – måske fortsætte studiet på fjernundervisning.
Nu var året omme, og Jonas var på vej hjem. Tankerne om hævn mod faren var forsvundet. Han savnede mor, sit hjem, gården og vennerne. Han havde taget det rigtige valg – der lå et helt liv foran ham.
Ved næste station stod ældreparret af, og en ung mand og pige tog deres pladser. De sad tavse og holdt hinanden i hånden. Jonas tænkte igen på Freja. Hele året havde han husket hendes ord og sit svar. Og det føltes ikke som en joke længere.
Toget standsede på perronen, og Jonas gik ud med elastiske skridt mod undergangen. Som barn elskede han at høre, hvordan lyden af hans fodtrin gav ekko, som om hundrede mennesker gik samtidig. Han kiggede sig engang imellem tilbage for at tjekke. Og faren grinede og sagde, det bare var ekko.
Jonas kom op på den sollyste station og gik hjem ad gaden. Han ville nyde den friske luft, strække benene og køle af. Ved huset mødte han en nabo.
“Er det ikke Jonas, der er kommet hjem? Din mor bliver så glad!”
Han tog ikke elevatoren, men løb op ad trappen, tre trin ad gangen. Han ringede på og lyttede. Først nu tænkte han på, at mor måske var ude – han havde jo ikke sagt, hvornår han kom.
Men låsen klikkede, døren gik op, og mor slog hænderne sammen af glæde. Hun krammede ham, så skubbede ham væk for at se, om det virkelig var ham, levende og rask, og ikke en drøm. Hun klynkede over, at han ikke havde sagt noget, og skyndte sig ud i køkkenet. Mens hun lavede mad, stod Jonas under bruseren. Hun havde lagt et håndklæde og rent tøj på vaskemaskinen.
Jeansene var blevet for små og korte, ligesom t-shirten.
“Du er vokset!” udbrød mor, da han kom ind på køkkenet. “Det gør ikke noget, jeg går lige i butikken og køber nyt tøj til dig.”
“Det behøves ikke, det går nok,” sagde Jonas og satte sig.
“Hvad skal du så gå i? Så kigger ingen pige på dig.”
Mens han spiste, fortalte mor om nyhederne.
“Mathias var ude for en ulykke. Han lå på hospitalet i måneder. Sidder i kørestol nu. Lægerne siger, han ikke kommer til at gå igen. Men han er i live. Han tog sin fars bil i beruset tilstand og kørte galt. Heldigt, der ikke var andre med. Hvis han nu var taget i militæret med dig…” Hun sukkede. “Og Mads har jeg ikke set længe. Ida er blevet gift…”
Jonas brændte efter at høre om Freja, men mor undgik åbenbart med vilje at nævHan tog Frejas hånd og vidste, at selvom livet havde givet dem en uventet vej, var de klar til at gå den sammen.
