Faderen til Mette var meget streng. Selv hendes mor var bange for ham og turde ikke sige et forkert ord. Men med fremmede børn var han anderledes – smilende og venlig. Med dem hjemme råbte han bare. Mette forstod længe ikke, hvorfor han ikke elskede hende. Hemmeligheden fandt hun først ud af i gymnasiet.
I skolen arbejdede Mette hårdt for at få gode karakterer, så faderen ikke skældte hende ud. Siden sjette klasse havde hun drømt om at komme ind på et universitet i København.
Når slægtninge eller forældrenes venner besøgte dem, roste de altid den smukke og dygtige datter og spurgte, hvad hun ville blive.
Mette kiggede nervøst på faderen og sagde, at hun ikke havde besluttet sig endnu. Hun fortalte ikke om sin drøm.
“Elleve år i skolen er nok. Jeg har ikke tagee mig snæft med at forsørge hende til pensionen. Hun er stor nok til at arbejde. Alle vil være forskere eller chefer – men hvem skal så lave noget?” sagde faderen.
“Åh, Poul, hold op. Mette er en klog pige med topkarakterer. Skal hun så stå i købmandshandel og sælge pølser? I dag skal man have en uddannelse for at få et godt job. Og med et godt job kan hun få en rig mand,” drillede moren.
Men faderen ville ikke høre på det.
“Sludder,” fnøs han og sendte hende et iskoldt blik. “Hvad skal en pige med uddannelse? For at lave mad og feje gulv? Hun kan få børn uden en eksamen. Uddannelse giver kun besvær. Hvad har din egen uddannelse givet dig?”
Moren krøb sammen under hans blik, mens han fortsatte. Gæsterne følte sig ubehagelige til mode under familiekonflikten og sagde ikke noget.
Så Mette holdt også mund og fortalte ingen om sine drømme. Men da hun bestod sine eksaminer med topkarakterer, besluttede hun at fortælle om sit valg om at flytte til København. Hun var voksen nu og kunne selv bestemme. Hun ville ikke sidde på hans nakke eller spise hans brød. Hun ville bevise, hvad hun var værd. Og hun var ikke længere bange for ham. Sådan gik hun beslutsomt hjem, mens hun krammede sit eksamensbevis.
Men da hun så faderens stramt ansigt, svandt modet. Alligevel sagde hun, at hun ville studere i København.
“Du skal ingen steder, forstået? Jeg har fodret og klædt dig – nu skal du hjælpe os i alderdommen. Hvad skulle du derovre? Jeg kender den slags ‘studier’.” Han sendte moren et blik, og hun kiggede ned.
“Ingen steder!” Han hamrede næven i bordet, så tallerkenerne hoppede.
“Og du skal ikke forsvare hende. Du er ikke bedre selv.” Han stirrede på moren. “Husker du, hvor din uddannelse førte hen? Du burde takke mig hele livet for at gifte mig med dig. Jeg reddede din ære og opfostrede denne utaknemlige lussing.”
“Poul, ikke foran datteren,” bad moren.
“Og hvorfor ikke? Hun skal vide sandheden. Måske lærer hun lektien og begår ikke dine fejl.” Han trak på skuldrene. “Æblet falder ikke langt fra stammen.”
“Mor…” Mette stirrede på hende med tårer i øjnene.
“Hun skal ud og arbejde, ingen diskussion.” Faderen skovede suppe i sig.
Mette snurrede rundt og løb ud. Senere kom moren ind til hende.
“Hvorfor hader han mig?” græd Mette.
Moren fortalte hende sandheden.
“Nu ved jeg, hvorfor han ikke elsker mig. Men ved du hvad? Jeg er faktisk glad for, at han ikke er min rigtige far.” Mette tørrede tårerne.
“Jeg prøver at tale med ham igen. Her.” Moren gav hende nogle sammenrullede sedler. “Det er ikke meget, men nok til at starte. Gem dem godt. Jeg lovede ikke fortsat hjælp – han tæller hver øre.”
“Tak, mor. Jeg finder en løsning. Men han slår dig ihjel.” Mette stirrede bekymret på hende.
“Han slår mig ikke ihjel. Skriger måske, eller slår til en gang eller to… Det har han ret til. Men du skal tage til København. Studér, og skuff mig ikke.”
Mette krammede hende og tog afsted tre dage senere, mens faderen var på arbejde.
Hun kom ind på universitetet og fik kollegieværelse. Men pengene løb hurtigt ud, så hun fik job som rengøringsdame i et kontor i nærheden.
På kollegiet delte hun værelse med Freja, en smuk og livlig pige. Freja læste ikke som Mette – hun festede og morede sig. Hun havde en mandlig ven, Erik, som var femten år ældre.
“Hvorfor så gammel? Er han gift?” spurgte Mette engang.
“Du forstår ingenting. Ja, han er ældre, men han har penge. Hvad får jeg ud af en fattig studerende?” Freja klappede sin dyre taske. “Det er fra ham. Han har lejet en lejlighed til mig. Flytter du ind med mig?”
“Ja, selvfølgelig.”
Lejligheden var stor og flot. Mette besøgte ofte Freja og sov der, når Erik ikke var hjemme.
Mette savnede moren og ringede ofte, når faderen var væk. Men hun sagde straks, at hun ikke ville hjemme på ferie. Så foreslog Freja en sydenferie.
“Jeg har ikke penge,” sagde Mette.
“Det behøver du ikke. Erik betaler. Han vil have dig med – han er jaloux og tror, jeg finder en anden dernede.” Freja grinede.
“Som en slags vagthund?”
“Nogenlunde. Du er den fornuftige, der holder mig i skak. Kom nu. Hvorfor ikke?”
“Elsker du ham virkelig?” spurgte Mette.
“Kommer du, ja eller nej?” Frejas smil forsvandt.
“Ja. Jeg kun var i syden én gang som barn.”
De sad i toget og så landskabet skifte. Solen blev stærkere, himlen blåere, hvedemarkerne erstattet af solsikker og vingårde.
Havet var præcis, som Mette huskede det: køligt, kærligt og uendeligt. De vågnede tidligt og løb på stranden. Om aftenen flanerede de. Mændelige blikke fulgte dem.
En dag kom to fyre hen og inviterede dem i café. Mette så forbløffet på, hvordan Freja flirtede.
“Du behøver ikke at se så chokeret ud. Det er bare lidt sjov. Erik skal ikke vide det. Du siger det ikke, vel?” Freja knugede hendes hånd.
“Nej.”
Efter caféen delte de sig. Freja forsvandt med sin kavalMette indså, at sand frihed ikke lå i at flygte fra fortiden, men i at leve sit liv på sine egne storelsers præmisser.
