Min lille skat
Freja elskede sin søn af hele sit hjerte og var så stolt af ham. Undrende betragtede hun den smukke 24-årige mand og tænkte, at det var svært at tro, han var hendes egen dreng. Tiden var fløjet af sted. Var det virkelig længe siden, han var lille? Nu var han voksen, havde en kæreste og ville måske snart giftes og stifte familie… Hun troede, hun var klar til det, at hun kunne acceptere alle hans valg, bare han var lykkelig.
Og han lignede hende så meget…
***
Hun giftede sig mens hun læste på universitetet, drevet af stor kærlighed. Hendes mor protesterede.
“Hvorfor så travlt? Skal I leve af SU? Kan I ikke vente et år? Færdiggør dog din uddannelse først. Og hvad hvis der kommer børn? Freja, kom nu til fornuft, kærligheden løber ingen steder. Og din Andreas er sgu også et særligt eksemplar…”
Freja hørte ikke efter og blev irriteret på sin mor. Hun fattede simpelthen ikke, at livet uden ham var umuligt. Selvfølgelig fik Freja sin vilje og giftede sig. En af hendes mors kolleger tilbød det unge par en lille lejlighed, som havde tilhørt hendes afdøde mor. De skulle bare betale for forbrugsudgifterne – hvad havde studerende ellers af penge?
Lejligheden var gammel og havde stået uistandsat i årtier. Men næsten gratis! Freja så det som en velsignelse. Hun gjorde rent, hængte de rene gardiner op, som moren havde givet hende, og dækkede den slidte sofa med sit eget tæppe. Det kunne lade sig gøre.
Men skuffelsen over ægteskabet – og over Andreas – kom alt for hurtigt. Og hvor var det svært at indrømme, at mor som sædvanlig havde haft ret. Efter blot tre måneder undrede Freja sig over, hvordan hun kunne have taget så grueligt fejl af Andreas? Var hun blind?
Penge forsvandt, så snart han fik dem. Alt gik til nyt tøj eller dyre sneakers. Han hang ud med vennerne til langt ud på natten og kunne ikke stå op til forelæsninger. Var han fuldstændig ligeglad med, hvad de skulle spise? Hvor skulle hun få råd til mad?
Freja holdt ud og fortalte ikke sin mor noget. Men moren vidste det alligevel. Hun hjalp hvor hun kunne med lidt penge og mad.
De sidste par uger havde Andreas til gengæld oftere inviteret vennerne med hjem. Han havde jo sin egen lejlighed! De evigt sultne studerende tømte køleskabet og spiste alt, hvad moren havde bragt.
En morgen åbnede Andreas køleskabet og stirrede forbløffet på de tomme hylder.
”Hvor er alt maden?”
”Dine venner spiste det i går. Kan du ikke huske det?” sagde Freja bittert.
”Også pandekagerne?” spurgte han.
Dem havde de næppe drukket øl på.
”Også kødboller, pandekager, pasta, endda ketchup og citron. Alt,” Freja slog ud med armene.
Manden lukkede køleskabet og spiste en morgenmad bestående af te og en tør skorpe, han fandt i brødkassen.
Freja kunne ikke holde det ud længere og fortalte ham alt, hvad hun tænkte. Hvis han var ligeglad med hende, sin kone, som gjorde rent og vaskede op hver dag, kunne han i det mindste vise sin svigermor lidt respekt. Hun bragte dem mad og indkøb, som han så fodrede sine venner med. Gav nogen af dem penge? Medbragte de selv en brødskive? De fleste af dem fik jo penge og madpakker hjemmefra…
Andreas undskyldte og lovede, det ikke skulle ske igen. Men en uge senere var det fredag, og vennerne kom igen og tømte køleskabet som en flok græshopper.
”Jeg giver op. Jeg kan ikke mere,” sagde Freja og vidste, hun satte en stopper for sit ægteskab.
Vennerne kom ikke igen, men nu forsvandt Andreas bare uden dem. Og de sidste uger overnattede han oftere et andet sted. Efter endnu en skænderi, hvor han kaldte hende kedelig og anklagede hende for at gå ham på nerEfter årene gik, fandt Freja til sidst lykken i roen ved at se sin søn blomstre med sin kæreste Sofie – og i den uventede varme fra en ny kærlighed, der kom, da hun allermindst ventede den.
