Den onde gamle dame
Mette stod ud af taxaen og ventede, til lille Freja fik kræfter nok til at kravle ud af bilen.
“Tak,” mumlede Mette til chaufføren, tog sin datter i hånden, og de gik langsomt mod opgangen. Foran den lave dørtrin sad to ældre damer på en bænk.
“Goddag,” hilste Mette høfligt.
“Goddag,” svarede den ene kvinde. “Hvem skal de to smukke damer mon besøge?”
Mette smilede bare. Hun låste kodedøren op og trådte ind med Freja. Lige da døren smækkede i bag dem, hørte hun den ene dame sige med hæs stemme, at hun for en halv time siden havde set to unge mænd bære kasser og poser ind i opgangen.
“Ny lejer i lejligheden ovenpå dig, den Fiskers lejer ud. Så hold dig fast, Grethe, søvnløse nætter er garanteret,” svarede den anden.
“De har valgt den forkerte, hvis de tror, de kan larme. Jeg melder dem til kommunen med det samme, hvis de gør én lyd…”
Mette lyttede ikke længere. Hun gik mod elevatoren, der heldigvis stod på stueetagen, og de kørte op til femte sal.
Døren til lejligheden stod på klem. Mændene sad i køkkenet og drak te.
“Nå, der er Mette endelig. Vi tog os friheden til at sætte vand over. Undskyld, vi har ladet som om, vi hørte til her.”
Mette gravede i sin taske efter tegnebogen.
“Mette, så gør du mig ked af det. Jeg hjalp dig bare som en ven. Måske skulle du ikke være gået fra Mads? I kunne have fundet sammen igen. Du har ikke engang et arbejde – hvordan skal I klare jer?” Han blinkede til Freja, der straks begyndte at smile.
“Vi klarer os. Jeg søger om skilsmisse, får børnebidrag og barselsdagpenge. Jeg vender ikke tilbage til Mads. Du kan fortælle ham det.”
“Okay. Men ring, hvis du har brug for hjælp – hvis jeg kan, er jeg der. Nå, men få det hyggeligt, vi smutter,” sagde Simon.
Da mændene var gået, så Mette på kasserne midt på gulvet og sukkede.
“Vil du hjælpe mor med at pakke ud?”
“Nej. Jeg vil lege,” sagde Freja.
“Førnufigt. Men ingen højlydt leg, ellers bliver vi smidt ud,” advarede Mette.
Den lille pige nikkede forstående.
Mette åbnede legetøjskassen, og Freja hev straks en bamsebjørn op. Samtidig begyndte Mette at fylde reolerne med tøj fra taskerne.
Lejligheden var kun på et værelse, men større behøvede de ikke. Møblerne var fine, der var lavet renovering, og alt var rent. Det kunne gå. Hvis de sparede og ikke købte unødvendigt, kunne de overleve.
Senere kogte Mette pasta og pølser, som hun havde taget med. Hun vaskede gulvet og lagde Freja til at sove på den udfoldede sofa. Hendes øjne faldt i, men Freja ville ikke sove uden en godnathistorie. Mette måtte læse højt. Da pigen endelig sov, lagde Mette hovedet på puden og lukkede øjnene. Straks hørte hun Mads’ stemme i hovedet:
*”Du kommer til at kravle tilbage til mig på knæ og trygle om tilgivelse, og så skal jeg også lige overveje, om jeg gider tage dig tilbage…”* Tårerne trængte frem, og søvnen forsvandt.
Mette rejste sig og gik ud i køkkenet. Hun tændte ikke lyset, men stod ved vinduet og stirrede ud på det fremmede nattesyn.
***
Hun og Mads havde mødt hinanden på en busstoppested. Han var gået hen til hende og spurgt, hvilken bus hun skulle have til Holsteinsgade.
Mette tænkte sig om og nævnte busnumrene. Så spurgte Mads, hvor hun selv skulle hen.
Lige da kom hendes bus, og Mette skyndte sig om bord.
“Undskyld, jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle hilse på dig,” hørte hun. Han stod lige ved siden af og smilede, og hun svarede med sit eget smil.
Sådan var de begyndt. Mette var ledig, og den muntre, charmerende Mads havde hurtigt vundet hende. Hun boede i en lejet lejlighed med sin veninde, som hun havde kendt siden universitetet. Da de var færdige med studierne, fik de job sammen. Det var billigere at dele lejlighed.
Mads ejede sin egen lille lejlighed. Han overtalte Mette til at flytte ind hos ham. Hendes mor var streng og havde altid lært hende, at børn skal fødes i ægteskab. Så når mor ringede, løj Mette og sagde, hun stadig boede med veninden.
De havde boet sammen i næsten to år, men Mads havde ikke friet. Han talte aldrig om børn. Og Mette vidste ikke, hvordan hun skulle fortælle ham, at hun var gravid.
“Vi bliver nødt til at finde en større lejlighed,” sagde hun en dag.
“Hvorfor?” spurgte Mads forvirret.
“Fordi vi snart bliver tre.”
“Er du… gravid? Og hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig det?” spurgte han arrigt.
“Jeg gør det nu. Undskyld, jeg ikke sagde det før – jeg var ikke sikker.” Mette kæmpede for ikke at græde, da hun så hans reaktion.
“Jeg troede, du brugte prævention.”
“For at leve mit eget liv først og måske få børn engang i fremtiden? Jeg får aldrig en abort. Med eller uden dig – jeg beholder”Hendes hjerte fyldtes med en rolig beslutning, for hun vidste nu, at selvom livet var hårdt, havde hun allerede vundet det vigtigste – kærligheden fra Freja og den uventede varme fra den gamle nabo, der var blevet som en mor for dem begge.”
