**Dagbog**
I aften stod der en politibetjent på dørtærsklen. “Godaften. En af jeres naboer har klaget over støj og skrig fra jeres lejlighed. Må jeg komme ind?”
“Selvfølgelig,” svarede Freja med skælvende stemme. “Bare giv mig et øjeblik, så får jeg barnet til at falde til ro.”
Men hendes rysten kom ikke af politiet – det var Lars, hendes mand, der igen havde slået hende. Denne gang, fordi hun havde hældt hans vodka ud i toilettet. Da Lars opdagede det, eksploderede han:
“Jeg er mand, og jeg har ret til at slappe af efter arbejde! Du sidder bare derhjemme på barsel, mens jeg slider på byggepladsen! Gå ud og køb mig en flaske!”
“Nej,” sagde Freja. “Du er fuld hver dag, Mikkel er bange for dig. Han er kun et år, og han har allerede set for meget. Hold op, Lars!”
Mens den lille dreng hylede af skræk, blev Freja tævet igen. Naboen, fru Møller, hørte larmen og ringede straks til politiet, som hun altid gjorde, når noget virkede mistænkeligt.
Fru Møller var ikke populær i opgangen. Naberne kunne ikke udstå hende. Hun havde klaget over dem alle – ikke kun til politiet, men også til kommunen, boligforeningen og endda til børneforsorgen.
“Synes I ikke, at Anton fra lejlighed fem ser for tynd ud? Hans mor går rundt med et smil – måske tager hun stoffer,” sagde hun engang til børneforsorgen.
Men da en hel kommission dukkede op, viste det sig, at Anton var på en kostplan, fordi han som niårig vejede for meget. Hans mor var glad, fordi det virkede. Tøjet? Han var bare en aktiv dreng, der slidte sine bukser hurtigt.
Fru Møller vidste intet om dette. Hun undgik naberne. Gamle beboere sagde, at røvere engang havde overfaldet hende og hendes mand, da de lige havde hævet penge til en gammel bil. Manden døde kort efter, og fru Møller kom sig aldrig.
De yngre naboer kendte ikke historien.
“Ryd op efter din hund! Det er for galt!” råbte hun engang til en ung mand, der gik tur med sin hund.
“Gør det selv, gamle heks,” svarede han.
Hunden knurrede og trak i snoren, og fru Møller vaklede tilbage og planlagde sin hævn.
Næste morgen fandt manden en lille “gave” uden for sin dør – lige i hans hvide sneakers. Han bandede og smed dem ud.
Bag gardinerne smilede fru Møller tilfreds. Siden den dag var stierne rente. Rygtet spredte sig blandt hundelufterne.
“Hvad sker der?” spurgte politibetjenten og så sig om i lejligheden, hvor lille Mikkel græd.
“Ingenting,” gryntede Lars. “Jeg så bare fodbold og blev lidt højlydt. De spiller som skildpadder!”
Freja så ængsteligt på ham. Hun måtte bakke hans løgn op, ellers blev det værre.
“Ja, det var fjernsynet,” hviskede hun. “Undskyld.”
Betjenten sukkede. De forsvarede altid deres mishandlere, indtil det var for sent.
“Jeg giver en advarsel, men næste gang bliver det en bøde,” sagde han. “Og I skal undskylde til jeres nabo. Hun er meget opmærksom – det er en sjældenhed.”
“Ja, fantastisk,” mumlede Lars.
Da politiet var væk, hvæsede han: “Næste gang gør jeg det stille. Du får ikke engang chancen for at skrige.”
Freja holdt Mikkel tæt og forbandede den dag, hun blev gift med Lars.
“Han er ikke god nok til dig,” havde hendes veninder sagt. “Du er sød og glad, men hans smil er falsk. Hold dig fra ham.”
“Han elsker mig,” havde Freja svaret. “Han er stærk og beskyttende – han forsvarede mig engang på gaden.”
Men efter brylluppet viste Lars sin sande karakter. Han var jaloux, kontrollerende, og Freja troede, det var kærlighed. Nu skældte han hende ud for alt.
“Er det her et stryget skjorte? Kan du overhovedet noget?!” råbte han.
“Jeg prøvede,” sagde Freja. “Mikkel får tænder – jeg har ikke engang spist.”
Men forståelse fandtes ikke hos Lars. Maden var forkert, hun var en dårlig mor, alt var hendes skyld.
“Du vækkede ham med dit skrål,” sagde Freja. “Jeg tror, jeg er syg.”
“Så dør du ikke af det,” svarede Lars koldt. “Kvinder fødte børn på marken og arbejdede videre. I får for mange privilegier.”
Freja havde troet, Lars var sur, fordi han var træt. Men nu indså hun, at hun bare var praktisk – en pige med en lejlighed og et godt job.
Men skæbnen hjalp hende. Hendes kolleger kom på besøg til Kvindernes Internationale Kampdag. Freja var lykkelig for at se dem.
“Vis os drengen! Vi har en gave til ham,” sagde Anders, som hun havde arbejdet tæt sammen med.
Mikkel elskede den bløde kanin og opmærksomheden. Freja følte sig fri igen.
“Kom tilbage på arbejde,” sagde chefen. “Vi hjælper med vuggestue. Er alt okay derhjemme?”
Freja nikkede, men sagde ikke, at hendes liv var et helvede.
Da Lars kom hjem, hilste han ikke engang. Kollegerne gik hurtigt, for ikke at skabe problemer.
“Jeg vil aldrig se dem her igen,” snerrede Lars. “Især ikke din ‘ven’ Anders. Passer Mikkel overhovedet på mig?”
“Er du sindssyg?” Freja var chokeret.
“Ud! Ud af mit hus!”
“Det er mit hus!” Freja holdt Mikkel tæt.
Det var november, men Lars smed dem ud. Hun bankede på igen, men han råbte blot: “Gå tilbage til din elsker!”
På trappen græd Freja af magtesløshed.
“Hvad foregår der her?” Fru Møller stod på trappen.
Freja troede, hun ville skælde ud, men i stedet sagde fru Møller: “Kom med mig. Du får barnet sygt.”
Freja fulgte ind i den plettfri lejlighed, hvor væggene var fulde af billeder af fru Møller og hendes afdøde mand.
“Min Peter,” sagde hun. “Vi levede i harmoni – ikke som jer. Han har smidt dig ud?”
“Hvordan vidste du det?”
“Væggene er tynde. Han skriger som en hornblæser.”
Freja boede hos fru Møller i to dage. Den gamle dame passede Mikkel og brugte sine egne penge på ham.
Så kom politiet. Lars var sigtet for at angribe Anders i jalouFreja tog sit liv tilbage, og med fru Møllers støtte lærte hun, at selv de mest uventede venner kunne blive familie.
