Det var en kold eftermiddar i København, og Mette sad i køkkenet med en stor bunke snavset service og en kylling, der ventede på at blive tilberedt. Hendes femårige søn, Magnus, stod i døråbningen med sit bedste fjes.
“Mor, skal vi ikke lege med bilerne? Du lovede det…” sagde han og så på hende med store, bønlige øjne.
Mette så først på ham, så på kaoset omkring sig. Hendes stemme blev blød, næsten undskyldende. “Magnus, vent lige lidt, mor kommer snart, okay?” Men ordene føltes tomme, for hun vidste selv, at “snart” nok igen ville blive til aldrig.
“Det siger du altid!” skreg drengen, og øjnene fyldtes med tårer. “Jeg vil ikke lege alene! Jeg vil ikke!” Han stormede væk, og larmen vækkede den lille Freja, der straks begyndte at hyle. Mette greb sin pande med begge hænder, som om hun kunne holde alt larmen ude.
…Hun havde altid ønsket sig børn og elskede dem af hele sit hjerte. Men lige nu ville hun ønske, hun var et sted helt alene, et sted uden madlavning, bleerskift, logopædtimer, legepladser, aftendus, godnathistorier—
Selvfølgelig havde mange mødre det sådan, men de fleste havde bedsteforældre til at hjælpe. Eller en mand, der rent faktisk gjorde noget. For Mette var historien en anden. Hendes forældre boede i Århus, og svigermoren havde travlt med sit eget liv—børnebørn var ikke en prioritet. Og hendes mand, Jakob, kom hjem fra arbejde, når børnene allerede var ved at falde i søvn. Han spiste sin aftensmad, satte sig foran computeren eller fjernsynet. Hjælp? Ikke en chance. Og i det sidste år havde deres forhold føltes stift, næsten som et åbent sår.
“Moooor…” lød Frejas suttede stemme.
“Jeg kommer, skat!” Mette skyndte sig ind til hende.
Dagen fortsatte som sædvanlig: logopædtime med Magnus, tur på legepladsen, bad, aftensmad. Hun næsten nåede ikke at spise selv, kun en hurtig kop te. Jakob kom hjem klokken ni, som altid i dårligt humør.
“Er der ingen, der tager imod mig?” råbte han fra entreen.
“Jakob, ikke så højt—Freja sover…” Mettes stemme var forsigtig, beroligende.
“Nå, så er det sgu goddag til mig selv.” Han stompede ind i badeværelset uden et ord mere. Hun havde serveret frysepølser, og hans næse krummede sig.
“Spiser vi det her lort igen?”
“Jeg har ikke haft tid—jeg laver kylling i morgen, jeg lovede det.”
“Det lover du altid.” Han skovlede maden i sig uden at spørge, om hun selv havde spist.
Senere, da hun prøvede at spørge om hans arbejde, knurrede han bare: “Hvad tror du? Det samme som altid.”
De havde engang haft lange samtaler over te, film om aftenen, gode nattes kys. Nu sov de som fremmede.
Næste morgen var Jakob rasende over havregrøden. “Du kan i det mindste stege nogle æg! Min mor plejede altid—”
“Din mor har aldrig måttet passe to børn alene,” snappede Mette, men så begyndte Freja at græde.
Jakob forlod huset uden et ord.
På legepladsen mødte Mette sin gamle veninde, Lise.
“Hvor er du bleg,” sagde Lise. “Er du okay?”
Mette trak på skuldrene. “Bare træt.”
Lise insisterede på at tage dem med i Fisketorvet, hvor børnene kunne lege. Men der, midt i shoppingcentret, så Mette noget, der knuste hende: Jakob, arm om livet på en ung kvinde, kysse hende uden skam.
Hun sagde intet den aften, indtil han sad ved bordet og skrev beskeder.
“Skriver du til hende?” spurgte hun roligt.
Han blinkede, før han sprudlede: “Hvad fabler du om?”
“Jeg så jer i dag. I Fisketorvet.”
Et øjebliks tavshed. Så sparkede stolen væk. “Har du også spioneret? Ja, der er en anden! Se dog på dig selv—hvem vil være sammen med en træt, uordentlig kvinde?”
“Jeg vil have skilsmisse,” sagde Mette.
“Du får ingenting!” råbte han.
Men hun fik børnene. De flyttede til Århus, hvor hendes forældre hjalp hende. Hun fik et arbejde, et lån til en lejlighed.
“Du kan ikke tage dem fra mig!” brølede Jakob i retten.
“Du kommer alligevel ikke til at besøge dem,” svarede Mette stille.
Han sagde ingenting. Fordi han vidste, hun havde ret.
