“Det var satans held,” tænkte Mette.
“Lad mig forklare, Mette!” stod Mads foran døren, helt forpustet.
“Hvad vil du fra mig? Gå tilbage til din chef!”
“Du forstår ikke. Undskyld… De forstår ikke. Luk alle dørene og ring til politiet. Tro mig, bare!”
Mette stirrede forvirret på Mads, der løb væk. Hvad betød alt dette? Hvorfor opførte en almindelig tekniker sig så mærkeligt?
Pludselig hørte hun larm etagen nedenunder. Høje stemmer, knusende glas og Mads’ skrig.
“Mette, forsvind!”
Hun smækkede hurtigt døren i. Hun forstod ikke noget, men fulgte hans anvisning. Mette drejede to låse og stak nøglen i fra sin side. Med dirrende hænder tastede hun 112.
Der blev banket på døren, og Mette gispede. Hun holdt telefonen tæt mod brystet og bad inderst inde om, at det snart ville stoppe.
“Skønhed, er du der? Vi kan høre dig. Åben nu, ellers bliver det grimt,” lød en ubehagelig mandestemme.
Mette tav og holdt næsten vejret. Stemmerne stoppede, men nu hørte hun underlige lyde. Nogen prøvede at åbne døren indefra.
“Den dumme tøs har låst den. Hør, gør det ikke værre for dig selv. Åben nu!”
“Forsvind! Jeg har ringet til politiet!” råbte Mette, men tog sig straks til munden.
“Det var en dum idé, skat,” svarede stemmen. “Vi går, drenge. Men vi kommer tilbage, forstået?”
Fremmede mænd løb ned ad trappen. Lydene svandt langsomt, indtil der kun var stilhed. Ørene summede, og Mette gled ned ad væggen, stadig med telefonen i hånden.
Så bankede det igen. Hun gispede, men lettede straks, da en stemme sagde:
“Åben op, det er politiet!”
Mette sad ved køkkenbordet og fortalte sin historie. En betjent noterede hendes forklaring, mens hun stadig rystede.
“Hvem er Mads, og hvor kendte I hinanden fra?” spurgte den anden betjent.
“For et halvt år siden købte jeg en ny vaskemaskine. Sidste måned begyndte den at lække. Jeg kontaktede butikken, og de henviste mig til en reparatør. Mads blev sendt ud.”
“Hadde I mødt ham før?”
“Nej, det var første gang, da han kom hjem til mig.”
“Så du lukkede en fremmed ind?”
“Hvad snakker du om? Det var en autoriseret værksted! Jeg lukkede ikke enhver ind,” svarede Mette fornærmet.
Og hun havde ret. Der var ingen grund til mistanke. Mads kom præcis til tiden. Da hun åbnede døren, stod der en høj, veltrænet fyr i firmatøj med en stor værktøjstaske. Han undersøgte maskinen grundigt, noterede detaljer og skrev en rapport. Hun underskrev endda dokumentet.
“Det er fikset! Den virker som ny,” sagde han og rakte hende en seddel.
“Hvad er det?”
“Mit telefonnummer.”
“Er det ikke imod jeres regler?”
“Bare i tilfælde af flere fejl. Det går hurtigere end gennem værkstedet.”
Mette lettede. Det gav mening, for det havde taget en uge at få en tid.
Men få dage efter lækkede maskinen igen, og hun måtte ringe til Mads.
“Jeg kommer og tjekker. Gratis, selvfølgelig,” sagde han.
“Jeg forstår ikke, hvad der er galt.”
“Ikke bekymre dig. Den model har mange problemer.”
Da han var færdig, smilede han.
“Det var det. Jeg håber, jeg ikke skal se dig igen,” sagde han uden undertoner.
“Det håber jeg også. Tak!”
Mette lod være med at kontakte ham igen. Han virkede professionel. Men så lækkede maskinen igen, og hans telefon var optaget.
Hun måtte ringe til værkstedet, hvor de undrede sig.
“Mads rapporterede, at fejlen var løst. Har han været her igen?”
“Hvad mener I? Han sagde, det var bedre at ringe direkte.”
Værkstedet sendte en anden tekniker, men først næste aften.
Samme aften bankede det på døren, og der stod Mads, bleg af skræk, og bad hende om at lukke og ringe til politiet.
Politiet spurgte ind til detaljer.
“Brugte han sine egne værktøjer?” spurgte en betjent.
“De har da ikke klude med,” svarede Mette irriteret.
De udvekslede blikke.
“Hvad foregår der? De sagde, de kom tilbage!”
“Vi tror, Mads er involveret i en række indbrud. Vi mener, de bruger servicejobs til at rekognoscere hjem.”
Mette var rystet. Så de mænd var indbrudstyve?
“Signér her. Vi kontakter dig,” sagde betjenten.
“Bliver jeg alene? De kommer tilbage!”
“Rolig. Vi har styr på det.”
Da politiet gik, låste hun hurtigt døren. Hun var glad for sin solide dør, men det hjalp ikke på frygten.
Om aftenen kom venner for at passe på hende. De spillede brætspil, da telefonen ringede.
“Mette Christensen?”
“Ja?”
“Det er politiet. Mads er blevet fanget. Hans bande markerede lejligheder. Du hjalp os ved at advare.”
Mette kunne ikke svare.
“Det er da lidt romantisk,” sagde en veninde.
Mette syntes ikke det. Hun havde lært, at et smil ikke altid var ægte.
Men ét spørgsmål forfulgte hende: Hvis Mads kun handlede for egen vinding, hvorfor advarede han så?
