Den Rige Mand
Han smed hende ud, Ida, efter utroskaben med et brag. Selvfølgelig sørgede han for hende økonomisk. Men han ville ikke tale med hende igen, under nogen omstændigheder!
“Det er din egen skyld! Mikkel, jeg beder dig, tilgiv mig!” sagde Ida desperat.
“Er du bleven tosset i din alder?” råbte han. “At vanære mig sådan? Sig tak, at jeg bare smider dig ud!”
Ida var, ligesom ham, seksogfyrre. Hun så ud som tredive takket være hans penge. Og det gjorde også ondt på Mikkel! Hvem ville ellers gide en seksogfyrreårig kvinde, hvis der ikke var pumpet penge i hende?
Alle de historier om livet.
“Hej Mikkel! Hvorfor hilser du sig ikke?” råbte en tidligere nabo, Troels, tror han.
Mikkel Knudsen bed tænderne sammen. Hvad var det for en straf! Han havde boet væk fra den lejlighed i årevis, men nej, folk genkendte ham. Og ikke bare hvem som helst, men den lokale drukbold. En af mange…
Bilvinduet ved førersiden gik ned, og hans chauffør, Lars, spurgte lavmælt:
“Skal jeg hjælpe, Mikkel Knudsen?”
Han vinkede bare afværgende. Gik hurtigt ind i opgangen uden at ænse Troels. Mere end en nabo engang… en ven? Måske. Så længe siden…
“Har du erfaret gifte dig igen efter skilsmissen? Eller er du stadig ene?” vedblev Troels.
Eller var han ikke Troels? Hvad gjorde det! Mikkel havde brugt halvdelen af sit liv på at glemme. Dengang var de unge mænd sammen, ham og den her Troels, og de andre tabere. Kunne drikke billig vin sammen. Hvornår? Femogtredive år siden? Og nu skulle han hilse på en falden alkoholiker, bare fordi hans mor…
“Hej, mor!” råbte han højt, da han åbnede døren til lejligheden.
“Mikkel!” skreg hun glad tilbage.
Hvorfor flyttede hun ikke til ham, til hans store hus? Nej, hun klamrede sig til deres gamle hjem med sådan en styrke, at det var umuligt at få hende væk.
“Hvordan går det, mor?”
Hans mor var stadig kvik i sine otteoghalvfjerds år. Gik 15.000 skridt om dagen med sin stok. Bestilte mad på apps uden problemer. Elskede at se moderne film på den moderne udstyr, han havde givet hende, og brokkede sig gerne over, hvordan kunsten var faldet i forfald, som hun udtrykte det. To gange om året rejste hun sydpå eller til Europa. En moderne gammel dame – Mikkel var stolt af sin mor. Han hjalp hende gerne. Men hendes klamren til den her lejlighed… det forstod han ikke. Og hver gang endte de i den samme ubehagelige samtale.
“Mor, har du tænkt over det?”
“Tænkt over hvad?” spurgte Gunhild forvirret.
Hun kunne godt lade som om, hun ikke forstod, når det passede hendes agenda. Mikkel elskede sin mor… han ville savne hende, når… nej, han gad ikke engang tænke på det!
“Åh, det samme som altid! Flyt til mig! Så jeg ikke behøver at køre hertil hele tiden!”
“Du behøver da ikke at køre herud! Jeg tvinger dig ikke. Hvis du vil se mig, kan vi mødes i byen.”
Hvordan kunne hun sige det så ligetil? Hvordan kunne han lade være? Hun var jo hans mor! Den mest elskede person i hans liv.
“Jeg kan ikke lade være med at køre herud!” råbte han. “Jeg skal sikre mig, at du har det godt. Hjemme og… generelt.”
“Generelt, hvordan? Mentalt?” spurgte mor uskyldigt.
Mikkel kunne ikke lade være med at smile.
“Mor-mor! Kunne du ikke lade være med at diskutere mit privatliv med de andre gamle damer?”
“Gør jeg det?” løftede hun øjenbrynene.
“Du må gøre det, hvis de lokale spørger, om jeg er gift igen!”
“Ja, måske skulle du faktisk gifte dig!” sukkede mor. “Så ville du kontrollere mig mindre.”
“Er det sådan, det ser ud?” rynkede han panden. “At jeg besøger dig – er det kontrol?”
“Du kommer ikke bare! Jeg får følelsen af, at du venter på, jeg bliver svag, så du kan tvinge mig til dit fede hus!”
“Mor!” Mikkel var oprigtigt forarget.
Hun rejste sig og stampede med foden:
“Jo! Tvinge mig! Du forstår ikke, at jeg bare vil dø i min egen lejlighed! Den, jeg voksede op i! Og dig, for den sags skyld, din utaknemmelige!”
Mikkel vaklede tilbage. Hvad fanden gik der af hende?
“Jeg kommer en anden gang…” mumlede han og gik mod døren.
“Jeg håber, du kommer uden at presse på en gang! Jeg flytter ikke til dit fede palads!” råbte mor efter ham.
Mikkel boede otte kilometer fra de riges område, men mor gad ikke sætte sig ind i detaljer. For hende var det hele det samme. Nye rige, opkomlinger, og så videre. Mor havde arbejdet på universitetet hele livet, undervist i litteratur. Hun var professor. Havde været afdelingsleder. Hendes mand dødsfaldt tidligt, tooghalvfjerds. Hun var stadig ung og rask, og Mikkel ville gerne have, hun fandt en ny mand, men Gunhild sagde bare:
“Efter Knud er den del af livet ikke interessant for mig. Der er så mange andre fine ting i verden!”
På det tidspunkt var Mikkel lykkelig i sit ægteskab med Ida. Han syntes lidt synd i sin mor, men nå, det var hendes valg. Mikkel var i færd med at bygge en formue. Opdragelsen af sønnen Nick. Men da Nick tog til England for at studere, kom han ikke tilbage. Efter skilsmissen med Ida, der skete for otte år siden, var Mikkel helt alene. Og det var egentlig fint, men nogle gange tænkte han: fulgte han i sin mors fodspor? Ville de ende ens? Hun ville ikke flytte til ham, og han var blevet så fornem, at han ikke engang gad hilse på Troels. Hvorfor? De havde jo været venner engang…
“Kør, Lars!” sagde Mikkel mørkt og satte sig i bilen.
Inden han satte sig, kiggede han rundt i den stille gård – der var ingen. Hvornår var han blevet så forfængelig?
“Hjem?” spurgte chaufføren.
“Nej, til kontoret. Der er noget, jeg skal have kigget på.”
Han skulle tjekke papirerne omkring virksomheden Compass. At købe eller lade være. Var det 300 millioner kroner værd? Hans direktør havde undersøgt alt, men Mikkel kontrollerede altid selv. Holdt hånden under. Kontrollerede. Måske havde mor ret?
I bakspejlet fangede han Lars’ blik. Der var medfølelse i det.
“Hvad?” spurgte Mikkel irritabelt.
“Du arbejder for meget. HvisOg da Mikkel en dag så sin mor grine sammen med Troels i parken, indså han pludselig, at rigdom ikke var nok – livet handlede om de små øjeblikke, man deler med dem, man elsker.
