– Signe, endelig skal du giftes, – sagde Helle med et smil til sin datter. – Jeg er så glad for, at Mads har friet til dig! Du ved jo, hvor uansvarlige mænd er nu om dage. De vil bare feste, men de haster ikke med at blive gift. Mads er anderledes, så hold fast i ham.
– Mor, altså, jeg er da også en god parti, – grinede Signe. – Jeg er smuk, klog, og fortjener sgu en prins til mand.
– Åh, en prins lige med det samme, – lo Helle. – Du glemmer måske, at du er 35, og det her er din sidste chance, kan man sige.
Udtrykket “sidste chance” føltes nedværdigende for Signe. Men hun gad ikke diskutere – hun vidste, hvor bekymret hendes mor var for sin eneste datter. Tiden gik, og der stod ingen kø af friere for Signes dør. Derfor var Helle bange for, at Signe aldrig fik børn.
Brylluppet skulle finde sted om to uger. Alt var planlagt: middagen blev bestilt på byens bedste restaurant, gæsterne indbudt, og brudekjolerne valgt. Men Signe var stadig i tvivl om, hvilken kjole hun skulle have, og skulle til prøve igen.
Pludselig ringede det på døren, og Helle råbte: “Mads er her!” og skyndte sig at lukke ham ind.
– Goddag, Helle! Goddag, Signe! – hilste Mads. – Jeg er kommet med gaver, som sædvanlig. Til dig, Helle, har jeg en æske chokolade, og til dig, Signe, en buket blomster.
– Åh, du skulle ikke, – smilede Helle bredt. – Jeg forstår stadig ikke, hvordan min datter kunne møde sådan en fantastisk mand! Du har slet ingen fejl! Gå ind til Signe, hun venter på dig.
Signe havde kun kendt Mads i et halvt år. Hun undrede sig selv over, hvorfor han havde lagt mærke til hende: Mads arbejdede i kommunen, mens Signe bare var musikpædagog. Allerede fra starten havde Mads gjort det klart, at han ledte efter en kone.
Mads var seriøs, grundig og, som Helle sagde, en “ordentlig mand” i alle henseender. Han var kun fem år ældre end Signe, men hun havde ofte lyst til at kalde ham “Hr. Mads”.
– Signe, her er en buket tulipaner til dig. Som du kan se, glemmer jeg dig aldrig, og vil gerne gøre dig glad, – sagde Mads nedladende. – Har du tjekket, om alt er klar til brylluppet?
– Tak for blomsterne. Det ser ud til, at alt er på plads. Jeg mangler bare at vælge kjole og sko.
– Husk, på den store dag skal du være perfekt og imponere alle mine slægtninge, – sagde han strengt. – Spar ikke på pengene. Hvis du mangler noget, så køb det.
Han tog en seddelbundt frem og lagde den på kommoden:
– Her, det er til bryllupsudgifter. Og forresten, næste uge skal du besøge min mor. Hun vil give dig opskrifter på mine yndlingsretter. Jeg vil ikke starte vores ægteskab med skænderier, så lær at lave mad ordentligt.
– Mads, husker du, at jeg er 35? – smilede Signe. – Normalt ved kvinder på min alder, hvordan de skal føre hus. Og lige nu er vi i en romantisk fase, lad os ikke tale om gryder.
– Nej, Signe, du skal lære af min mor. Hendes hjem er altid pletfrit, og hun laver mad som en mester. Det ville være pinligt, hvis hun kom på besøg efter brylluppet og måtte irettesætte dig.
Signe lovede at besøge hans mor, og Mads gik kort efter med henvisning til travlhed. Pludselig føltes det tungt for Signe. Hun længtes efter lethed, romantik og ømme ord. Men Mads var altid streng, kort for hovedet og karrig med følelser.
Næste dag tog Signe til kjoleprøve. Hun blev ikke længe og valgte bare den første kjole, hun fik at se. Hun havde slet ikke humør til det.
“Alt er godt,” forsikrede hun sig selv. “Jeg gifter mig med en velhavende mand, som jeg altid har ønsket. Mange ville misunde mig. Og mor er glad. Hvad mere skal jeg have?”
Træt gik hun mod busstoppestedet, skønt hun dagen før havde planlagt at shoppe. Pludselig hørte hun en stemme:
– Signe, er det dig? Sikke et sammentræf! Kan du huske mig?
Selvfølgelig huskede hun ham. Det var Jonas, hendes ekskæreste. Hendes første store kærlighed. Dengang forlod han hende for en anden, men nu smilede han ugenert, som om intet var hændt.
– Hej, Jonas, – svarede Signe og prøvede at virke afslappet. – Nej, det var en overraskelse at se dig her. Hvordan går det?
– Fint, jeg har et kontor i nærheden. Arbejdet kører godt, men privat er det lidt rodet – jeg er lige blevet skilt. Nå, men nok om mig. Hvad med dig? Er du gift?
– Nej, ikke endnu. Men jeg har en kæreste… måske. – Signe løj om brylluppet og blev lidt rød.
– Jeg forstår, – sagde Jonas eftertænksomt. – Har du travlt? Lad os tage en kop kaffe. Jeg var alligevel på vej til frokost.
Signe sagde ja. Det var underligt, men hun kunne ikke lade være. I hovedet summede minder fra deres tid sammen – de lange samtaler og den lethed, hun havde følt ved hans side.
Hun kunne ikke lade være med at stirre på Jonas. Høj og veltrænet med intens brune øjne, var han en skarp kontrast til den buttede Mads med sit kedelige udseende.
En hel time sad de i cafeen. Han betalte og sagde farvel med et særligt smil:
– Jeg ringer til dig. Bare rolig, det er ikke for dybt, men det var rart at se dig. Lad os udveksle numre, så vi ikke mister hinanden igen.
Signe var lykkelig. Hun var sikker på, at det her var meningen. At møde Jonas lige før brylluppet? Det måtte være et tegn.
Derhjemme ventede Helle utålmodigt.
– Nå, har du valgt kjole? Er den flot? Har du købt sko? Kom, lad mig se!
– Mor, der bliver ikke noget bryllup, – svarede Signe iskoldt og gik ind på sit værelse.
Ordene ramte som et lynnedslag. Helle blev bleg og begyndte at spørge ind:
– Signe, hvad er der sket? Kunne du ikke lide kjolen? Er der sket noget med Mads? Har han aflyst? Signe, sig noget!
– Mor, jeg vil ikke giftes. Jeg vil ikke have kjoler og bryllup. Og jeg vil ikke se Mads igen. Tror du, han elsker mig? Nej, han vil bare have en praktisk kone, der er lige akkurat bedre end en rengøringskone.
– Signe, hvad snakker du om? Måske er du bare nervøs før brylluppet? Gå og lig dig, og lad være med at tale tosset. Det er en gave, at en mandOg selvom Signe aldrig så Mads eller Jonas igen, vidste hun dybt ned, at hun en dag ville finde den rigtige kærlighed – på sin egen måde og i sin egen tid.
