Datteren, som aldrig har eksisteret
– Kan du ikke tage dig sammen?! Folk kigger allerede over fra de andre borde. Det er godt, at der ikke er nogen af mine venner her, ellers ville jeg virkelig skamme mig! — udbrød Nikolaj med en overlegen tone og en smule irritation.
– Nikolaj, hvorfor… — fik pigen, der sad over for ham, næppe sagt, før hun brast ud i tårer igen.
– Åh, for pokker! Hvad mener du? Hvilket barn taler du om? Havde vi aftalt at få et barn?! Vi har kun været sammen et par måneder, og det er mere end nok! — Nikolaj sagde den sidste sætning så højt, at folk i caféen begyndte at kigge over mod dem.
– Hvad er det for noget? Vi elsker jo hinanden! Du har fortalt mig, hvad du føler! Du sagde… — Anna nåede ikke at afslutte sætningen, før Nikolaj afbrød hende.
– Hør, jeg vil have, at det stopper nu… sagde… ikke sagde… Om få dage flytter jeg til USA med mine forældre. Vi har allerede solgt huset her, og min far har overført alle vores aktiver. Så som man siger, adios, skatter! — sagde den unge mand og så igen på den grædende pige.
– Nikolaj… — svarede hun stille og langsomt, mens hun forsøgte at kontrollere de nye tårer, der uventet strømmede ned ad kinderne.
– Tjener, kan jeg få regningen?! Hvor lang tid kan det tage?! — Nikolaj rakte hånden op og signalerede til de tjenerne, der stod ved baren, at han ville betale, så hurtigt som muligt.
Tjenerne begyndte at skynde sig, og Nikolaj viftede dem væk, mens han tog et par sedler ud af pungen, foldede dem og smed dem ligegyldigt på bordet.
– Kort sagt! Jeg er allerede forsinket, og din hysteri er trættende. Jeg har ikke lovet dig noget, og jeg har ikke sagt det, jeg mente, jeg gik nu. Hvis du vil, kan du bestille noget mere her, der er masser af mad. — sagde Nikolaj og pegede på pengene, mens han bevægede sig mod udgangen.
Anna så efter ham, dækkede ansigtet med hænderne og græd endnu mere. Et minut senere kom en tjener hen til bordet. Den unge mand tog pengene fra bordet og begyndte at samle kopperne fra det drakne kaffe.
– Ønsker du noget mere? — spurgte tjeneren venligt.
– Nej, tak. — sagde Anna stille, mens hun prøvede at undgå at møde tjenerens blik med sine rødkindede øjne.
Hun rejste sig langsomt, tog sin taske fra stolen og gik også mod udgangen. Nikolajs bil var allerede væk fra caféen. Han var taget af sted.
Da Anna trådte ud i den friske luft, følte hun straks lettelse. Tårerne var tørret, og de strømmede ikke længere ned ad hendes kinder. Det faktum, at hun for få minutter siden græd, viste sig kun ved hendes hævede øjne. Pigen tog automatisk et lille spejl og en fugtig serviet fra sin taske for at fjerne sminken og gik væk fra det skæbnesvangre café.
Hun havde ikke lyst til at tage hjem. Pigen drejede ind i en lille park, hvor hun i skolen elskede at gå med sine klassekammerater.
Da hun satte sig på en bænk, mindedes hun hurtigt de ubekymrede skoleår. “Hvordan var det dengang, alt var så simpelt og klart, og hele livet lå foran mig. Problemerne… De eneste problemer var, at diskoteket i den nærmeste lørdag blev aflyst, og jeg fik en karakter i geografi. Men nu! Nu ruller mit liv ud over kanten! Hvad skal jeg gøre?! Skal jeg få lavet en abort eller føde, så jeg om nogle måneder bliver en alenemor, som opdrager et barn alene og arbejder to jobs, fordi jeg ellers ikke kan brødføde mig selv!” — tænkte Anna for sig selv, og tårerne strømmede igen uventet fra hendes øjne.
– Frøken, er alt i orden? Kan jeg hjælpe dig med noget? Tag venligst denne serviet. — hun hørte en venlig mandestemme og så en hånd strække sig mod hende med et papirserviet.
Anna tog servietten og løftede derefter hovedet for at se, hvem der tilbød sin hjælp.
– Mikkel! Er det dig?! — råbte manden begejstret.
– Peter… — svarede Anna forvirret, mens hun forsøgte at rejse sig fra bænken.
Peter greb hende med det samme og omfavnede hende, mens han konstant gentog:
– Mikkel! Mikkel! Det er så dejligt at se dig! Du aner ikke, min mor spurgte netop i morges om dig!
Efter et par sekunder slap han endelig pigen ud af sine favntag.
– Men hvorfor sidder du her alene og græder?
– Jeg gik forbi, gik ind i parken og mindedes skoleårene, og så ramte det mig… — Anna opfandt hurtigt denne historie for ikke at afsløre de sande grunde til hendes tilstand.
– Jeg forstår. Du er stadig så impulsiv som før! Og så smuk, endnu smukkere!
Pigen så på sin tidligere klassekammerat og smilede.
– Mikkel, skal vi ikke tage et sted hen? Jeg ved, der ligger et café i nærheden, vi kan sidde og snakke.
Peter pegede i retning af det samme café, hvorfra Anna lige var gået ud, mens hun græd. Det var klart, at hun ikke ønskede at vende tilbage.
– Hør, lad os ikke tage til café. Skal vi ikke gå en tur og siden hen tage til parken? Vi kan spise is. Vejret er skønt. — foreslog Anna.
– God idé. — sagde Peter med et smil.
De gik en tur i parken i et par timer, huskede skoleårene. Anna glemte for en tid både Nikolaj og sin uplanlagte graviditet.
– Er du stadig ikke gift? — spurgte Peter forsigtigt.
– Nej. Det blev ikke til noget. — svarede pigen betydningsfuldt.
– Det samme for mig. — svarede Peter så både glad og resignation.
Anna og Peter var begyndt at date, da de gik i skole. Alle kaldte dem “forlovede”, og forældrene begyndte langsomt at planlægge brylluppet.
Men alt ændrede sig med en banal og for mange smertefuldt velkendt situation. Peter blev taget ind i militæret i et år. Anna ventede i seks måneder, men indså så, at hun var faldet for en anden.
Kasper, som hed hendes nye kæreste, gjorde i starten meget for, at Anna skulle føle sig speciel. Hun troede, han snart ville fri. Men han skyndte sig ikke. De var kærester i fire år, selv prøvede de at bo sammen. Men der var noget galt i forholdet. En dag så Anna Kasper med en anden. Han bad om tilgivelse, men Anna besluttede, at sådanne forhold var hende uvedkommende.
I flere måneder levede Anna i en tilstand af nedtrykthed, der forsøgte at glemme svigtet. Så mødte hun Nikolaj. På forunderlig vis gentog situationen sig. Anna forelskede sig oprigtigt i den gallante unge mand. Han gjorde mange smukke gestusser, gav dyre gaver. Anna begyndte at tro på ægte følelser igen, klar til at danne en familie. Men for Nikolaj var det ikke mere end en leg. Det viste sig, at han allerede vidste om sin kommende flytning til USA, da de begyndte at date. Han ville bare have det sjovt, og derfor valgte han den smukke Anna.
Peter blev ikke vred på pigen for ikke at vente på ham. Han var altid en fornuftig og rationel person. Anna fortalte ham i et brev om sin beslutning. Til svar ønskede han kun hendes lykke. Dog ville han ikke vende tilbage til sin hjemby efter tjenesten men tog til København og planlagde at blive der for evigt.
I hovedstaden fik Peter en uddannelse i løbet af fem år, fik en kæreste og fandt et job. Men det personlige liv gik ikke som ønsket, da der fandtes en nedskæring af stillinger på firmaet, der ramte Peter som den seneste ansatte. Efter en kort betænkningstid besluttede han at vende tilbage til sin hjemby. Han regnede ikke med noget forhold til Anna, fordi han var sikker på, at hun var blevet gift for længst.
Men skæbnen havde forberedt Peter en utrolig overraskelse. Hans elskede pige var ikke blot ugift, men også ledig i sin følelsesliv. Det var selvfølgelig klart, at Peter ville udnytte denne chance.
…To måneder var gået siden deres møde i parken. Peter og Anna begyndte at date. Drengen glædede sig oprigtigt over alt, hvad der var sket i hans liv den seneste tid. Anna indså også, at hun stadig var forelsket i Peter. Der var kun én ting, som forstyrrede pigen — hun bar et andet barns barn. Hver gang hun skulle på date forstod hun — denne relation var dømt til at fejle.
Peter inviterede endnu en gang sin elskede på restaurant. De fandt sig et hyggeligt sted at spise, og så tog han en ring op ad sin jakke og friede.
– Så hvad siger du? Er du villig til at gifte dig med mig, og som man siger, dele hele livet sammen, i glæde og sorg? — spurgte Peter smilende, overbevist om, at Anna ville svare ja.
– Nej. — svarede Anna og så ned.
– Hvad betyder det? Hvorfor ikke, Anna? Vi elsker jo hinanden! Hvor skal du hen?
Pigen brød grædende ud og løb mod udgangen.
Ti år senere…
– Mor, hvem henter mig fra fritidsordningen i dag? Dig eller far? — spurgte Lærke ved morgenbordet.
– Jeg ved det ikke. Vi ser på det om aftenen, skat. — svarede Anna, mens hun lavede madpakker til sin mand.
– Jeg kommer og henter Lærke med dig! Og så smutter vi i biografen! Det er jo fredag! — sagde Peter, der kom ind i køkkenet.
– Hurra! Far! Hurra! I biografen… — råbte den glade Lærke.
– Spis op, eller du kommer for sent i skole.
Peter så på sin kone, der nervøst trykkede på sin smartphones skærm.
– Er det ham igen? — spurgte han Anna.
– Ja. Peter, han skriver, at han vil tage Lærke fra mig på retten og tage hende til USA. — sagde Anna og græd.
– Det er nødvendigt at få det stoppet. Giv mig hans nummer, så snakker jeg med ham.
– Nej, Peter. Jeg bekymrer mig for dig.
– Det hele bliver godt. Lærke, er du klar? Lad os gå!
Peter og Lærke gik ud af bygningen.
– Ah! Er det derfor Anna tog sin hat af? Ex-forloveden! — sagde Nikolaj, der stod i nærheden.
– Lærke, gå ind i bilen. Jeg skal tale med onkel.
Pigen gik lydigt ind og satte sig på bagsædet.
– Så Anna fooled dig som en idiot. Ved du overhovedet, at du opdrager et andet barns barn? Du var en reserve for hende, og det hele. — sagde Nikolaj hånligt. – Og hun elsker mig!
– Sådan er det! Anna og jeg elsker hinanden. Jeg opdrager mit eget barn. Og du, Nikolaj, var den største fejltagelse, Anna nogensinde gjorde. Gå herfra, og jeg vil ikke se dig igen! Ellers vil der blive værre…
Med de ord skubbede Peter Nikolaj. Han vaklede, men stod stadig på benene.
– Far, kom nu! Vi er ved at være forsinkede til skole!
– Jeg kommer, skat.
Peter og Lærke kørte væk. Nikolaj så efter bilen og indså, at han havde lidt nederlag. Spørgsmålet meldte sig: skulle han overhovedet kæmpe? Kæmpe for en kærlighed, som ikke eksisterede. Og for en datter, han aldrig har haft, og aldrig ville få…
Om aftenen fløj han væk og kom aldrig tilbage til sin hjemby. Nogle gange er det nødvendigt at sætte en fed streg under noget, selvom man gerne vil have en fortsættelse…
