— Så, stop! Han har spist mine penge op, og nu skal jeg også skylde ham noget? Hvad fanden?
— Han er din far! — snappede mor.
Freja løftede øjenbrynene så højt, at panden lignede en harmonika. Moren stirrede hende i øjnene med armene over kors. Køkkenet var ulideligt varmt og indelukket. Svært at trække vejret. Præcis som deres forhold.
— Far efterlod mig halvdelen af lejligheden. Den mand der er en fremmed for mig, svarede Freja roligt.
— Men du må da forstå, indvendte Hanne. — Han har boet her i ti år. Han har også bidraget til lejligheden. Hjulpet, hvor han kunne.
Freja fnøs, knap nok i stand til at undertrykke en hånlig latter.
— Hjulpet? Hvornår har han hjulpet, mor? Når han stod ved komfuret og belærte mig om, hvordan man steger kartofler til ham, selvom han ikke engang kan lappe en omelet?
— Måske ikke økonomisk, mumlede moren. — Men han er en del af familien. Du kaldte ham selv far.
Freja fik blikket hængende ved køleskabets magneter. Der hang stadig de gamle, med billeder af byer, de havde besøgt på familieferier med sin far. På et tidspunkt stoppede samlingen med at vokse.
Da Lasse flyttede ind, var der ikke råd til rejser længere.
— Jeg kaldte ham det én gang, for at du ikke skulle blive ked af det, tilstod Freja lavmælt. — Jeg var fjorten. Og han viftede derefter med det som et flag.
Et uønsket minde dukkede op: Freja kommer hjem, skælvende af skam og vrede. Alle vennerne skulle i biografen, men hun måtte ikke. Lasse havde sagt, at “piger skal blive hjemme, ikke hænge ud.”
— Hvorfor?! Alle andre går!
— Hør her, Freja. Da jeg var knægt, talte børn ikke tilbage til forældrene. Sådan noget fik os bank.
Han råbte ikke, men tonen fik en knude til at sidde fast i halsen hele aftenen. Freja græd ikke dengang. Men hun lå i sengen med ansigtet begravet i puden og hørte ham brokke sig i stuen.
— Du har forkælet hende. En lille prinsesse. Penge ned i et sort hul uden at få noget igen. I min tid… sagde han til moren.
Freja knyttede næverne. Det var kun begyndelsen. Så fulgte andre kritikpunkter: at hun så “sjusket” ud, at hun “spiste for meget”, at hun “snakkede for meget.” Når han gav hende ordrer, lød det, som om hun var tjenestepige i hans hus.
Men Freja forstod det allerede dengang: Han tog det ud på hende. På jobbet lyttede ingen til ham, og han gad knap nok gå derhen. Men derhjemme kunne han råbe, hamre i bordet og lege herre.
— Mor, Freja vendte tilbage til nuet. — Halvdelen er min. Juraen er klar. Lasse står ikke på papirerne.
— Freja, du forstår ikke. Hvis vi kun deler mellem os to, vil Lasse… Han vil føle sig forrådt. Han ser dig næsten som sin datter.
— Åh ja. Lad os tænke. Hvad hvis jeg sælger min del, og han skal dele køkken med en anden? Er det også forræderi?
Hanne tav, lukkede øjnene. Læberne dirrede. Hun var bange for at stå alene.
— Han har boet her i så mange år, hviskede hun. — Han har givet alt. Kan du ikke mærke det?
— Jo. Jeg mærker, at hvis ikke jeg holder fast nu, gør ingen det. Og jeg mærker, at jeg en dag bliver som dig, hvis jeg ikke passer på.
Hun gik. Kunne ikke blive i det fremmede hjem længere.
Foråret var lige begyndt. Bussen summede ved stoppestedet. Børn spiste is. Bag heren klikkede hæle. Livet gik videre, som om der ikke lige var sket et jordskælv i lejligheden på femte sal.
Freja ringede ikke i en uge. Hvorfor snakke med en, der kun gengiver andres ord?
Hun fokuserede på sit projekt: En bekendt ejendomsmægler hjalp hende med at sælge sin andel for at købe en lille lejlighed. Eller i det mindste et værelse, så hun ikke skulle leje.
Køberen dukkede hurtigt op. En mand, lige skilt. Han var høflig, rolig. Han undgik endda at udløse en scene hos Hanne – et mirakel.
Selvfølgelig kom morens vrede senere. Straks efter han gik, flød de stemmebeskeder ind:
— Freja… Du sælger ikke bare en lejlighed. Du sælger familien.
Hun svarede ikke, men følelsen af forræderi væltede ind. Havde hun ret? Livet med nye naboer var ikke let. Men hvor skulle hun ellers bo? Evigt leje, når hun ejede noget?
Hun ringede til sin far. De talte sjældent. Han havde en ny familie i en anden by, men når det kneb, var det rart at høre en fornuftig stemme.
— Hej, far. Husker du lejligheden du skrev på mig?
— Selvfølgelig. Hvad sker der?
— Mor vil have, at hendes nye mand får en del af pengene. Fordi han har “boet der i ti år.”
Stilheden trak ud. Så sukkede han træt:
— Jeg handlede ikke kun med din mor dengang. Jeg gav dig et voksenlivs start. Til dig. Ikke hende. Lejligheden skulle en dag være helt din. Hvad hun har gjort siden, er hendes ansvar.
Freja blev overrasket. Hun troede altid, hun kun ejede halvdelen.
— Så du synes, jeg har ret?
— Jeg synes, du er voksen. Gør hvad du vil, men gør det med hovedet, ikke af trods.
Efter opkaldet lettedes det. Men så kom et nyt minde:
Hun studerede endnu. Moren og Lasse insisterede på, at hun måtte tjene selv. Freja delte reklamer ud. Dagen hun fik løn, købte hun lidt godt: yogurt, ost, en lille bid spegepølse. Gemte det på sin hylde.
Næste morgen var der kun yogurt og pølseenden tilbage. Lasse sad og spiste stegte kartofler, drak mælk direkte fra kartonen.
— Har du taget min mad?
— Hvorfor skulle det være din? Vi deler alt. Når du får børn, forstår du det. Så længe du bor hjemme, må du takke for det, du får.
Herefter spiste hun mest udenfor.
Men det var ikke kun mad. Moren bad jævnligt om penge til “huslige ting.”
— Vaskepulveret er ved at slippe op. Vi deler omkostningerne.
Selvom Freja godt vidste, der var et helt karton, hun selv havde købt.
Det føltes som om hendes løn forsvandt ind i en voksen mands lommer, som ikke arbejdede, men altid vidste bedst.
Nu var det anderledes.Freja smiled as she turned the key in her own apartment door, knowing she had finally chosen herself—and that was the only approval she ever needed.
