**Hans ekskæreste**
“Tak, Søren lille! Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig,” læste beskeden på telefonen.
Mikkels telefon vibrerede lige i hendes hånd. Freja kiggede automatisk på skærmen. Beskeden var fra en eller anden “Mettepigen.” Et lille hjerte-emoji afsluttede teksten.
Freja spærrede øjnene op. Mettepigen? Søren lille? Hun kunne måske have troet, det var en fjern slægtning eller en kollega, hvis det ikke var for én ting: Mikkel kendte ingen Mette. Eller gjorde han?
Hun så op. Først skulle hun finde ud af det, før hun gjorde konklusioner. Alligevel borede en stikken af jalousi sig ind i hende.
“Hvem er Mettepigen?” Freja kæmpede for at holde stemmen rolig.
Mikkel, der var i gang med at drikke sin morgenkaffe, forstod ikke med det samme.
“Hvad?”
“Mettepigen,” sagde Freja gennem tænderne og holdt hans telefon frem. “Hvem er det?”
Han så på skærmen, og et glimt af anspændthed flakkede i hans øjne. Han trak på skulderen og vendte sig væk.
“Åh… det er bare Mette.”
Freja blev stiv.
“Hvilken Mette?”
“Altså… min ekskæreste. Der er ikke noget mellem os længere.”
Hun satte telefonen langsomt ned på bordet og foldede armene.
“Din eks kalder dig ‘Søren lille’ og sender dig hjerter? Er det seriøst?”
Mikkel trak på skulderen igen, som om det slet ikke var værd at diskutere.
“Ja? Jeg hjalp hende lidt. Hun manglede penge, så jeg lånte hende noget.”
En bølge af vrede skyllede over Freja.
“Du lånte din eks penge?!”
“Ja, hvad er der galt med det?”
“HVAD ER DER GALT MED DET?” gentog hun hånligt. “Seriøst? Synes du, det er normalt? At tage fra vores fælles budget og give til en eller anden Mette?”
Endelig så han hende i øjnene.
“Freja, du gør en myg til en elefant. Vi er ikke fjender, jeg har kendt hende i evigheder. Kan jeg ikke hjælpe?”
Hun lo, men der var ingen glæde i det.
“Du er gift, Mikkel. GIFT! Med mig. Men det er hende, du hjælper.”
Han sukkede irritabelt, som om hun var et barn, der skulle have de mest basale ting forklaret.
“Vi endte på god fod. Hun er ikke en fremmed.”
“Men er jeg det?”
Mikkel tav. Freja rystede på hovedet og sukkede tungt.
“Hvor længe har det her stået på?”
“Hvad mener du?”
“Jeres søde lille kontakt.”
Han så væk igen.
“Vi har altid holdt kontakten. Også før dig. Jeg nævnte det bare ikke. Ville ikke gøre dig nervøs.”
Freja mærkede kulden brede sig i hendes indre.
“Så du har holdt det hemmeligt i to år?”
“Jeg skjulte det ikke! Jeg så bare ikke nogen grund til at tale om det. Jeg er dig ikke utro. Du har ingen grund til at være bekymret.”
Hun lukkede øjnene og kæmpede for ikke at skrige.
“Hvor ofte hjælper du hende?”
“Nå, en gang imellem. Småting. At samle en reol, fixe hendes computer.”
“Så min mand løber til en anden kvindes undsætning som en gratis håndværker?”
“Lad nu være med at blæse det op!” udbrød han pludselig. “Jeg hjalp hende, jeg lånte hende penge! Er det forbudt? Jeg ville også hjælpe dig!”
Freja så på ham med kold beslutsomhed.
“Hvis du ikke kan se problemet, har vi forskellige forestillinger om, hvad et ægteskab er.”
Hun vendte sig om og forlod køkkenet. Lige nu kunne hun ikke holde ud at se ham.
Freja huskede ikke resten af dagen. Følelserne rev hende i stykker. Vrede, sår, forvirring. Hun prøvede at tænke klart, men ét spørgsmål kørte i hovedet: *Hvorfor opdagede jeg det ikke før?*
Mikkel virkede ikke skyldbetynget. Nu nægtede han ikke længere kontakt til Mette, men han opførte sig, som om det var helt normalt.
De næste to uger fik hun hele billedet. Nu hvor hun vidste, hvad hun skulle kigge efter, var det åbenlyst. Hendes mand kom “sent hjem fra arbejde” hver anden dag. Hver anden dag havde Mette pludselig et problem, der skulle løses med det samme.
“Jeg kører forbi Mette i aften,” sagde Mikkel ligetil under aftensmaden. “Hendes vaskemaskine er gået i stykker.”
Freja lagde sin gaffel og kneb øjnene sammen.
“Findes der ingen andre håndværkere i byen?”
“Kom nu, det tager ikke lang tid at hjælpe?”
“Det er måske ikke svært for dig. Men det er svært for mig at acceptere.”
“Åh, der er vi igen! Starter du nu?”
“Ja, for din eks har en mistænkelig vane med at komme i ‘nød’,” sagde Freja koldt. “Heldigvis har I ikke børn sammen.”
Mikkel så irriteret på hende men fortsatte med at spise.
“Hvis det var en anden? En nabo eller min mor. Ville du også forbyde mig at hjælpe?”
“Forskellen er, at ‘en anden’ ikke ville ringe hver anden dag.”
“Freja,” sukkede Mikkel og lagde gaffelen fra sig. “Du opfører dig, som om jeg er dig utro.”
“Jeg ved ikke, om du er utro. Men din adfærd er mistænkelig. Og det gør mig nervøs,” svarede hun skarpt.
Han grinede hånligt.
“Du stoler ikke på mig.”
“Har jeg grund til det?”
Der blev stille.
Tre dage senere dukkede Mette op igen.
“Mette ringede,” sagde Mikkel roligt. “Hun vil købe et køleskab, men har ikke noget at flytte det i.”
Freja vendte sig langsomt mod ham.
“Vil du virkelig droppe alt, tage bilen og flytte et køleskab til hende?”
“Hvorfor ikke?”
“Mikkel, ser du virkelig ikke problemet?”
“Jeg ser, at du laver et nummer ud af ingenting.”
“Nej, DU laver et cirkus, og jeg gider ikke være med. Din eks ringer, og du løber! Hvis du vil hende så meget, kan du lige så godt flytte til hende. Spar lidt på benzin.”
“Er det seriøst?”
“Fuldstændig.”
“Så du smider mig ud?”
“Nej, Mikkel. Jeg giver dig et valg. Enten er du her, eller også er du der. Jeg gider ikke se dig længere.”
Hun vendte ryggen til og gik. Hun ville ikke spille med i hans manipulerende spil. Måske troede han, det blev lettere, hvis han bare var åben om sine “godgerninger.” Men for Freja var det ikke ærlighed. Det var et svigt.Efter ti dage hvor tavsheden mellem dem blev tungere end nogensinde før, indså Freja endelig, at nogle døre skal lukkes, før man kan finde den rigtige at åbne.
