På den sidste ende
Mette sad igen alene til aftensmaden. Klokken var allerede ni, og der var hverken en besked eller et opkald fra Kristian. »Han er nok blevet forsinket på arbejde igen,« tænkte hun, selvom hun ikke selv troede på det…
…De sidste måneder var sådanne »forsinkelser« blevet alt for hyppige. Først var det en sjælden ting – en gang hver fjortende dag. Så en gang om ugen. Nu føltes det, som om hendes mand slet ikke kom hjem til tiden længere.
Mette kunne tydeligt huske, hvordan det begyndte. Først sagde Kristian, at der var travlt på arbejdet – et stort projekt, en deadline. Hun troede på ham og ventede op til sent.
Så blev undskyldningerne mere og mere latterlige. På mandag ringede han og sagde, at han var blevet blokeret på parkeringspladsen, fordi en traktor var i gang med at fjerne sne og ikke lod ham køre væk. Mette sagde ingenting og besluttede at holde øje med sin mand. Hun vidste udmærket godt, at Kristian havde en underjordisk parkeringskælder på arbejde, hvor den traktor slet ikke kunne komme hen på en uge.
Onsdag blev han »forsinket« på grund af et vigtigt møde, selvom firmaet næsten aldrig holdt formelle møder. Og hvis de gjorde, var det over video om morgenen.
Og igår påstod han, at han var blevet hængende på kontoret, fordi… han havde fået dårlig mave og brugt over en time på toilettet.
Mette var ikke dum. Hun vidste, at hendes mand gemte på noget. Men hysteriske udbrud ville ikke få sandheden frem. Men hvad kunne han skjule?
»Hvordan har du det?« spurgte Mette og forsøgte at lyde rolig og omsorgsfuld.
Kristian, som lige var kommet hjem, sank udmattet ned på sengen og sukkede tungt.
»Ikke så godt,« svarede han og gned sin mave. »Vi bestilte frokost fra en café – måske madforgiftning…«
»Åh, forfærdeligt. Jeg kan forestille mig, hvor ubehageligt det er,« sagde Mette med en spillet bekymring i stemmen, mens hun iagttog hans reaktion. »Jeg henter noget medicin til dig. Det hjælper altid.«
»Nej!« rejste Kristian sig halvt op, men satte sig straks ned igen, da han opdagede, at han næsten havde råbt.
»Hvad er der?« spurgte Mette forvirret.
»Nogle gutter på arbejdet gav mig noget medicin. Kan ikke huske navnet, men det hjalp.«
»Nå? Okay,« trak Mette på skuldrene. »Men du skal måske huske navnet – man ved aldrig, hvad folk giver dig…«
»Du har ret,« smilede Kristian anstrengt. »Jeg tager et bad og går i seng, jeg føler mig ikke helt mig selv.«
»Selvfølgelig,« kvinden strøg ham let over kinden og forlod soveværelset.
Så snart Kristian var i badet, skyndte Mette sig ud i køkkenet. Hun stod ved bordet med hans telefon i hånden, fingrene krammede om den. Hendes blik scannede skærmen. Beskeder, opkald, messenger-apps – intet mistænkeligt. Men så besluttede hun at tjekke hans bankapp.
»Overførsel: 5.000 kroner til Annelise R.« læste Mette inde i hovedet, og hele hendes indre knugede sig sammen. Hun hørte vandet i badet blive slukket. I panik lukkede hun alle faner og lagde telefonen tilbage i soveværelset.
»Ikke panik, ikke panik, ikke panik,« hviskede hun som en mantra for at berolige sig selv. »Hvem fanden er Annelise R.?«
Mette forsøgte at gribe efter et svagt minde. Annelise R. – en kollega? En bogholder?
Natten var søvnløs. Mette vendte sig i den store seng, der pludselig føltes tom og kold. Kristian sov fredeligt ved siden af, uvidende om at hans kone var fanget i en storm af tanker. På et tidspunkt faldt hun i en let søvn, men selv der forfulgte brudstykker af samtaler og uklare, urolige billeder hende.
Vågningen var pludselig, som om hun var blevet rykket op.
»Annelise!« Navnet eksploderede i hendes hukommelse som en sviende smerte. Kristians ekskæreste, som han kun havde nævnt et par gange. Den, han altid afviste med et kort »bare en teenageforelskelse«.
Mette satte sig op i sengen og mærkede, hvordan koldsveden løb ned ad hendes ryg. Nu gav alt mening: de mærkelige forsinkelser, de latterlige undskyldninger, de pludselige »maveproblemer«. Og nu denne store pengeoverførsel…
Hun greb hovedet i hænderne, forsøgende at stoppe rystelserne.
»Teenageforelskelse,« ekkoede det i hendes sind.
Mette fik ikke mere søvn. Hun lå vågen næsten til daggry og stirrede på mandens fredelige ansigt, mens hun forsøgte at sætte alle puslespilsbrikkerne sammen.
Gårsdagens mistanke om, at Annelise var Kristians eks, føltes nu åbenlys. Men hvad kunne binde dem nu, så mange år senere? Og hvorfor havde han sendt hende så mange penge?
Hun listede forsigtigt ud af sengen for ikke at vække ham. På køkkenet satte hun kaffe over og tog en notesbog frem. Der skulle laves en plan.
»Hvad gør jeg?« pulserede spørgsmålet i hendes tindinger.
Snakke med Kristian direkte? Men han gemte tydeligvis noget, og en almindelig samtale ville måske ikke hjælpe.
Ansætte en privatdetektiv? Det virkede ekstremt. Mette anede ikke, hvor man fandt sådan en eller hvad det kostede.
Prøve at finde Annelise selv?
Hun vidste, der ikke var tid at spilde. Hver dag gjorde situationen værre. Men hvordan begyndte man uden at afsløre sine mistanker?
Hun besluttede at starte småt – tjekke Kristians sociale medier. Måske var der spor? Gamle billeder, omtaler af fortiden, fælles bekendte…
Hun åbnede sin laptop og begyndte metodisk at gennemgå hans profil. De fleste billeder var nyere – familie, arbejde, ferier. Men helt nederst fandt hun et par gamle billeder. På et af dem så hun en ung Kristian sammen med en pige. Mette stirrede på det ukendte ansigt.
Det var hende. Annelise. Den, han engang havde nævnt.
Hun lukkede laptopHun vidste, at sandheden, uanset hvor smertelig, var bedre end uvisheden, og at kærligheden, selv i sin sværeste form, altid var værd at kæmpe for.
